TRINELISE VÆRING – Jazzhus Montmartre – 06.02.19.

Foto: Mads Kornum

Fotograf: Mads Kornum

”OTTE PÅ EN SKALA FRA ET TIL TI”

Der var fyldt godt op med et nysgerrigt og lytte klart publikum på jazzhus Montmartre, da der onsdag aften var ren musikalsk ”dobbelt up – happy hours” med Trinelise Væring og en masse kapable musikere omkring hende.

Første sæt var en optræden som duo – og med vægt på hendes to tidligere dansksprogede album – og andet sæt var med det helt store band (hele otte m/k høj fyldte hver en lille kvadratmeter på scenen) og fokus var her på hendes seneste album ”Du går ind af en dør”.

Det var den første optræden som duo – og der var derfor tydeligvis lidt nerver på hos hovedpersonen. Dem prøvede hun så at spille væk – ved først at gå på scenen HELT alene (”Så var det værste ligesom overstået”, som hun sagde)– og spille aftenens mest nedtonede og nøgne nummer ”Et sted ude i mørket”.

Og stod der nogen derude og kiggede ind – havde de god grund til at fortryde, hvis ikke de gjorde entré. For åbningsnummeret var både sart og smukt – og starten på en musikalsk rejse, der vel bedst kan sammenlignes med at få serveret en veltilberedt musikalsk tapas menu – mangfoldig og konstant appetitlig.

Det var guitarist og korsanger Una Skott (Télé Rouge), der var den anden halvdel af duoen. Og wauu wauu – hvilken guitarist! Hun spiller både smukt, grimt og alt det ind imellem. Rent og råt, varmt og über cool. Det var første gang denne skribent så hende live, og det føltes næsten som en åbenbaring.

Det gjorde mange af de stærke duo fortolkninger af Trinelise Værings bagkatalog også – ikke mindst de intensive versioner af ”Singlernes gudinde” og sættets højdepunkt – nummeret med den temmelig tiltalende titel ”Kaudervælsk og snik snak”
 
Men også ”Glimmer lim og guldsko” og det sidste nummer i sættet ”Lille stripper” – hvor Trinelise Væring vokalt virkelig fik markeret, at hun er meget meget mere end en sofistikeret popsangerinde med jazzfornemmelser – fik tilfredsheds barometret på overarbejde. Hun har – ligesom langt de fleste af hendes sange – både krøllede kanter og karakter.

Et enkelt nummer ”På en skala fra 1 til 10”, fra nyeste album, fik vi også i duo udgave – samtidig med at vi fik at vide, at det også ville være i andet sæt som ekstra nummer – hvis vi altså ville have det. Og det håbede hun da – for hvis hun selv skulle sige det – var det i et ret fedt arrangement.

Derved også skrevet at en god portion humor og selvironi er en del af pakken når Trinelise Væring er på scenen. Det tabes lidt ting – hist og her – der er en guitar, der ikke rigtigt stemmer – og der må der gang i lidt ”Hausgaard-pause-snak.

Der også et nummer hun præsenterer detaljeret – som så ikke skal spilles endnu – og sådan er der små menneskelige fodfejl – eller skal vi ikke bare kalde dem skønhedsfejl – for de gjorde blot det hele lidt mere nærværende og menneskeligt.

Og det var da bare godt at være et menneske, der denne aften havde valgt Montmartre, som sit stop på vejen mellem livets mange lytte stationer. For andet sæt strækker sig pænt ud over en time, og spiller sig frydefuldt og virtuost ud – i langt fra simple arrangementer af de mange gode sange fra ”Du går ind ad en dør”.

Også et par andre guldkorn fra før er kommet med i sættet – f.eks. den ikke tidligere udgivne ”Sjippetov” og ”Sikken et held” (fra ”Umanerlig” albummet) – der begge leveres med friskhed og finesser.

At trommeslager Anders Provis fylder 40 år på denne koncertdag, skal bandet naturligvis også lige markere med en improviseret fødselsdagssang med swing og New Orleans feeling – og så fik vi selvfølgelig også lige ”På en skala fra 1 til 10” i band version, som et af to ekstranumre.

Og TAK for den – og tak til de otte på scenen – Væring, Skott, Provis, Otto Sidenius, Jeppe Skovbakke, Fredrik Lundin, Maj Brit Guassora, og Mia Engsager.

Det kan godt være at skalaen går til 10 – men de her otte var nu så rigeligt!

Mads Kornum

Mads Kornum

Leave a Replay

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.