Jeg holder ofte meget af den slags udgivelser, der genremæssigt breder sig udefinerbart og uforudsigeligt, selvom de selvfølgelig har et helt naturligt udgangspunkt. Sådan er det med albummet ”Diplopia” fra færøske Konni Kass.
Konni Kass er både navnet på sangerinden, komponisten, tekstforfatteren, saxofonisten på albummet – men reelt er det også navnet på et band. Det er nemlig helt samme hold, som var med omkring det anmelderroste debutalbum ’Haphe’ (2016) – der trods at det var et low-budget-projekt, i den grad rummede indhold på et absolut ‘high-level’ niveau med langtidsholdbare kvaliteter.
Udover Konni Kass består bandet af Knút Háberg Eysturstein – piano, synthesizers, keyboards – Per Ingvaldur Højgaard Petersen – trommer, programmering, og Torleik Mortensen – bass, synth-bass. De har i fællesskab med producer og ekstra musiker Jens Ladekarl Thomsen (Eivør, Høgni Lisberg, Orka m.fl) stået for arrangementerne.
Mødet med Konni Kass andet album her hele 5 år efter afspejler naturligvis en mere moden artist, der dog stadig står overfor valg, tvivl og udfordringer i et liv, der som for de fleste andre er præget af op- og nedture. De forskellige sindsstemninger er Konni Kass, som sangskriver, fremragende til at sætte ord og musikalske billeder på.
Lige som et af årets andre glimtende stjerneskud – Drew Sycamore – tager Konni Kass sit udgangspunkt i melodisk og moderne pop – men dertil tillægges både lækre, legesyge og letantændelige soundscapes og beats, der har lige så meget hjemme indenfor soul, jazz og R&B. Så hvad der umiddelbart kan føles som ’bare’ endnu et popalbum – rummer i den grad spændingsfelter i det kompositoriske håndværk – og i nogle arrangementer, der ikke bare kræver teknisk og kunstnerisk snilde – men også et modigt og nysgerrigt sind.
“I can’t stop moving – I won’t stop moving – This beat is in my soul” – synger hun på det mesterlige afslutningsnummer ”Beat” , der får sig hele fem sjælfulde og stemningsfulde minutter at folde sig ud i. Som flere andre numre er det præget af samme omskiftelighed og kraftfuldhed som naturen, omgivelserne og vejret på hjemegnen. Stemninger mødes – og giver plads til både at yde på dansegulvet og til at nyde i lænestolen – og til at skutte sig i mørket og bade sig i lyset. Det er både inderligt og intents – på den der særegne og charmerende nordatlantiske facon, som man også kender det fra f.eks. Eivør, Teitur, Høgni Lisberg, og Benjamin Petersen (Son of Fortune).
De 45 minutter – fordelt på 11 numre – viser så tydeligt at musikken er en stærk integreret del af mennesket Konni Kass – og den er skabt af sjæl og hjerteblod – ‘This beat is in my soul”! . Hun har spillet og optrådt siden hun var barn – og har siden sit debutalbum lige taget sig en medicinsk universitetsuddannelse, der gør at hun nu arbejder som læge. Det har dog ikke gjort at lysten til at skabe musik er blevet mindre.
”Diplopia er et meget særligt album for mig. Jeg har åbnet op for nogle af mine mere personlige tanker og følelser, som gør at dette album føles meget ægte og nøgent. På samme måde som titlen Diplopia refererer til musikalske og visuelle kontraster, så refererer Diplopia også til kontraster i mit personlige liv. I de sidste 6 år har jeg balanceret min musikalske karriere og passion med mit mere videnskabelige kald som medicinstuderende og nu læge. Folk plejer tit at spørge: “Hvad ville du vælge, hvis du skulle?”, men jeg tror ikke at jeg kan vælge. Både musik og lægegerningen er uerstattelige dele af mig. Jeg tror på at mit musikalske sind gør mig til en bedre læge, og at mit lægevidenskabelige sind gør mig til en bedre musiker og sangskriver.” –
udtaler Konni Kass således i det tilsendte pressemateriale. Og lad os da bare fastslå at det bestemt er glædeligt at hun ikke har fravalgt musikervejen, selvom hun nu kunne vælge lægevejen på fuld tid.
Der har allerede været udsendt flere singler fra albummet, der har givet et indblik i og omfavnet den dynamik og variation, der er at finde hos Konni Kass. ”Sunlight” er f.eks. et af de mange numre, der skifter ham og kurs undervejs, og spiller på hele spektret af pop, soul, R&B, og en snert gospel. Samlet hørt et smask iørefaldende ‘pop-korn’ – og så med den slags ’smooth’ saxofon spil, der bør kunne smelte selv det hårdeste musikhjerte. Det samme gælder den mere tempofyldte single ”Nighttime” – der med drive i bas og rytmik, og den gennemgående dragende vokal, der både fungerer på de dybe og høje toner – vækker ikke bare minder om føromtalte Drew Sycamore – men også en undren. For hvorfor blev det egentligt ikke en ‘banger” af et sommerhit ? Svaret er desværre nok det mest sædvanlige. Konni Kass er en uafhængig artist, der ikke har et stort pladeselskab i ryggen. Selv i en lille verden, gør den slags en stor forskel.
Åbningsnummeret ”Circles” er lyst og poppet og har noget 80’er vibe over sig. Ja, indledningen får mig pudsigt nok til at tænke på Foreigner’s ”I want to know what love is” – og det skal opfattes som en ros til de bølgende blide og betagende keys klange og rundgange, der bevæger og flytter nummeret til endnu højere luftlag. Som pop nummer bliver det altså ikke meget bedre end det her.
Diplopia betyder dobbeltsyn – og netop den dobbelttydighed kan høres hele vejen igennem på albummet, og ender som dets helt store styrke. Fra den lysende åbning – trækker Konni Kass andre mere mørktonede stemninger og luft ind på ”Air” – og sådan fortsætter en rejse, der bliver mere og mere interessant for hver gennemlytning. ”Fair play” er det mest blåtonede nummer – og båret af Konni Kass både spændstige og sikre vokal, piano, og en lidt skæv rytmik – lander det et sted, hvor man tænker at det her ville blive et verdenshit, hvis nu Adele medtog det på hendes comebackalbum. Simpelthen mesterligt.
Det samme kan siges om det efterfølgende ”Rain”, der lidt overraskende var første singleudspil. Her er det en næsten underspillet dybde og storslåethed i lydbilledet, der sammen med den sjælsomme vokalpræstation – og den svævende saxofon i baggrunden – gør nummeret til en solstrålehistorie trods titlen. I det hele taget doserer Konni Kass på fornem vis sit saxofon spil på udvalgte numre. Når saxofonen eksempelvis spiller sig ind, som mere end en birolle i et både skævt og atmosfærisk univers, der sender “Frank” helt ud af fokusområdet, så er det bare at konstatere, at det her er lige præcis det album, der løfter Konni Kass fra at været talent til en etableret artist med egen kant og karakter.
Den nyudklækkede læge har simpelthen lavet noget der smager af naturmedicin i et musikalsk format, som man kan blive helt afhængig af!
