Kender du følelsen, at man kan blive helt forelsket i et album – alene på baggrund af dets cover? Sådan havde jeg det med ”The Fumes” fra danske Kristian Harting – hvis fantastiske kunstneriske cover art er begået af Morten Grønnegaard. Måske årets foreløbig flotteste cover på en dansk udgivelse?
Men det er jo med musik, som det er med mennesker og ting generelt – det er ikke kun det ydre man skal bedømme på.
Og så kommer spørgsmålet – er glasset så nu halvt tomt eller halvt fyldt, når min samlede bedømmelse af dette album skal nedfældes? For indholdet er ikke så formfuldendt, som coveret måske sætter i udsigt. ”The Fumes” er 11 numre op 34 minutter, som jeg som anmelder har haft et nærmest skizofren forhold til når det er gennemlyttet igen og igen. For det er sådan et album, jeg så gerne ville elske betingelsesløst, men det kan jeg bare ikke.
Jeg elsker hele indgangsnøglen til albummet – med sange der handler om at føle sig som kronisk outsider og være fanget i det moderne konsumeristiske cirkus af penge, status, magt og nydelse uden hverken at kunne begå sig i det eller finde en vej ud. Følelsen af desillusion, afmagt og ensomhed.
Men et af problemerne er at Kristian Harting ikke er en lige så god og varieret sanger, som han er en åbenlys dygtig sangskriver og arrangør. Hans lidt upersonlige vokal kommer aldrig rigtigt ind under huden – og derved fader nogle af de stærke budskaber i sangene også lidt ud.
Musikalsk taler vi indie-folk med filmiske og avantgardistiske beføjelser. Der er tale om det tredje album fra Kristian Harting, og det er hørbart det mest gennemarbejdede og ambitiøse hidtil. Arrangementerne er forholdsvis enkle – og generelt holdt i midt-tempo, men hele tiden med flere lag og små finurligheder, der underbygger et både mørkt og til tider smukt udtryk, der foldes ud som lyriske og billedrige lydlandskaber.
Om tilblivelsen udtrykte Kristian Harting selv at han opfattede det som en vred plade – og uddybede:
”Albummet henviser til de små hurtige fix af lykke som vi tyr til for at komme gennem dagene mens vores verdensorden opsluger mennesker og natur og isolerer os mere og mere fra hinanden. Følelsen af at vide at vi stormer mod katastrofen og ikke kan gøre andet end at ignorere og øve vold på os selv og hinanden for at nyde turen. Når jeg er i et bistert lune, kan jeg komme til at overfokusere på de her ting. Da jeg skrev sangene til “The Fumes” var jeg ret bister og havde et behov for at udtrykke mine tanker. Jeg oplever det selv som en vred plade, men det er jeg nu ikke sikker på at alle lyttere vil.”
Og ganske rigtigt – arrangementerne gør at det ikke virker som et vredt album – lige bortset fra titelnummeret, som er albummets ubestridt stærkeste nummer. Et nummer hvor tekst og mangel på melodi, i den grad løfter nummeret til en højde, som resten af albummet bare ikke er på. Men til toppen af indie-folk-rocken hører nu også yderligere et firkløver af sange – ”Falling”, ”Rat in the Room, ”Violins, ”Mother and Daugther” – og dertil det fængende instrumental nummer ”The Exhaust”, der bare lyder af en film man får lyst til at se.
Resten er for neutralt og for forglemmeligt i mine ører, og formår ikke ligesom titelnummeret, at løfte det fine fællesskab af tekst og musik, som bør være til stede når man har så meget på hjerte som Kristian Harting heldigvis har.
Så albummet er for mig hørt momentvis høj klasse og og generelt godt, gedigent – men altså for ujævnt i kvalitet – og jeg fornemmer, at Kristian Harting kan løfte sig yderligere – og spille sin vrede endnu mere slagkraftig ud – ikke mindst hvis vokalsiden også løftes og bliver udfordret. Så derfor 3½ skive herfra + ½ for det smukke cover.
