En 37-årig pladedebutant, ser man langt fra hver dag. Men at alder ikke er nogen hindring for at lave vedkommende og relevant musik er Kristine Hoelgaard et smukt og levende bevis på.
Ifølge det medfølgende pressemateriale, så har hun skrevet sange siden hendes tidligere ungdom, men hidtil har hendes sange alene haft deres liv i privaten og på de små intime scener i Danmark, Tyskland, England, USA og Holland. I selve livet er hun der hvor hun bor med min kone og børn i et stort mangfoldigt bofællesskab. Hun har skrevet et album om at være i verden, og om at være taknemmelig – og det kan man som lytter bestemt være taknemmelig for.
11 engelsksprogede folk-pop sange, der har snablen nede i den mere traditionelle singer-songwriter og de store øre slået ud i jagten på de vedhængende pop-melodier.
Det i hvert fald ikke en elefant, der er sluppet løs i en glasbutik. Den er tydeligvis en moden sangskriver, der bruger hendes mange års erfaring til at skabe et letfordøjelig musikalsk univers – der mest af alt er håndspillet, mens også tilsat stemningsfulde elektroniske flader, der finurligt farver musikken i lune efterårsfarver og som en sulten skovbund gemmer på flere lag af liv.
Kristine Hoelgaard finder ikke ligefrem meget nyt i skoven, men evner – ligesom beslægtede kunstnere som Agnes Obel og Tina Dickow – at skrive sange, der slet og ret føles som et godt og langtidsholdbart selskab.
Numre som ”Home in my Heart” og ”The Time Is Now” er vanedannede ørehængere fra første lyt – mens ”The elephant house”, ”Rhinestone heart”, ”Then we found each other” og ”I could have stayed” tilhører den kategori af sange, der springer mere og mere ud for hver gennemlytning, og ender med at forføre det altid modtagelige musikhjerte.
Pladen – der er produceret af Flemming Bloch og Søren Brylle – har en sanselig og substantiel sammenhængskraft – og det er reelt kun afslutningsnummeret ”Moment”, der i denne skribents notater står tilbage som en sang uden den nødvendige tyngde og pondus. Sidste linje i sangens vers er så også “And a silly song was playing” – og så slutter den ellers med det par minutters ”la la la la ” og La da da da” pakket ind i en ordinær og småtrist melodi. En lidt fjollet eller rettere – ærgerlig måde – at slutte en ellers godt og gedigent album af på.
Så det gode råd herfra er – næste gang – at stoppe ved de 10 numre. For der bliver forhåbentlig en næste gang. For Kristine Hoelgaard er soleklart en up-coming artist, som vil kunne røre mange musikelskere i det ganske danske land.
