Udvalget af danske festivaler er større end nogensinde. Til gengæld er det blevet mere ensporet og ret indsnævret i forhold til hvad der præsenteres musikalsk. Meget få festivaler har taget nysgerrigheden og overraskelsesmomentet med i programplanlægningen.
Der er kamp om at lancere sig som den smukkeste eller mest hyggelige festival, og der er da allerede mange gode bud. Og når nu f.eks. SmukFest efterhånden mere er DrukFest for nostalgikere, så er det måske tiden at kigge nye veje. Livet er jo ikke en stationær tilstand – og det bliver så vidt vides ikke genudsendt.
Derfor tog Side 33 til Haslev for at besøge Kultursalonerne Gisselfeld, der i år blev afviklet for anden gang ved Haslev, og sådan helt stille, roligt og desværre stadig uhørt for mange, har overhalet alle de andre indenom med en festival, der er meget mere end bare smuk og druk.
Festivalen afvikles i naturlige og fantastiske omgivelser ved Gisselfeld Gods og kloster. Her er der mulighed for at campere i Klosterparken i et opslået telt med alt nødvendigt udstyr, kun 100 meter fra festivalpladsen, eller man kan booke et værelse på Den Gamle Højskole i Haslev.
Ved ankomst til festivalen fornemmer man straks, at det her er en festival, der kan og vil mere end det man normalt oplever, som festivalgæst. Det er en eksklusiv helhedsoplevelse for alle sanser, og med benene på jorden. Arrangørerne og de mange frivillige får næsten ubemærket det hele til at spille ganske gnidningsfrit, og man har ikke været længe før man bare flyder med i en autentisk festival flow med gode vækstbetingelser.
Man fornemmer ikke begynderfejl – men tværtimod et professionelt set-up, der bør tiltage enhver der f.eks. også holder af Heartland Festival, som umiddelbart er den mest sammenlignelige festival på den danske landkort.
Programmet virker gennemtænkt og der er en smagfuld sammenhængskraft mellem musikken på hovedscenen, talks, og de pop-up events, der tilføjes hver dag.
Samtidig er der også spot på god mad og drikke, så nydelsesbarometret undervejs kan komme på overarbejde, hvis man også har de lyster og laster om man vil.
F.eks. kan du gå i og Paradehuset – Orangeriet på Gisselfeld. Værterne Stig og Greg gør det at få en kop kaffe til en mere end almindelig oplevelse at få en kop kaffe med kage. De bliver en oplevelse i sig selv og så i de mest fortryllende omgivelser.
Musikken er bredtfavnende – men er centreret omkring originalt lydende artister, der med kreativt udsyn ofte i både tekst og musik finder de ekstra lag og linjer imellem hjerte og smerte viser tegn på mere end gennemsnitlig indsigt i livets (u)balancer.
Marc Facchini med band var første artist, der åbnede festivalen fredag. Selvom vel blot omkring 100 mennesker var nået frem under den grå himmel her kl. 15.30, blev det alligevel en af den slags koncerter, der vil blive husket.
De fremmødte blev nemlig budt en rørende og historierig sangskat, der i sit udgangspunkt nok mest favner det triste, men som samtidig søger farverne, lyset og håbet midt i alt tvivl og tomgang – og det var næppe tilfældigt at solen tittede frem endnu inden koncerten var slut. Numre som ”Velkommen til verden” og ”Den anden side” blev leveret i intime, men effektfulde og levende versioner, der løftede hvert et ord og hver en tone, ikke mindst takket være nogle gudesmukke ekstra lag fra violinist Maria Jagd.
Ikke engang de mellemliggende (nok bevidst) halvkiksede præsentationer fra hovedpersonen kunne ændre indtrykket af en helt perfekt start på en festival, der virker til at ville gøre sit for at give kulturen en både folkelig og favnende klang i et bredt perspektiv.
Pop-up indslag med saft og sammenhængskraft
Af festivalen også vil dyrke det overraskende var de små pop-up indslag fantastisk effektive eksempler på. Bisse stod f.eks. pludselig i Slotsgården og sang tre helt nye sange fra hans noget så livsbekræftende album ”Traumecentret”. Så bliver det ikke mere intimt og nærværende.
Konceptet blev gentaget med stedets smukke lokationer inddraget, og med vidt forskellige musikalske unika oplevelser som resultat. Det dybt dragende strygerorkester Crush String Collective spillede i Slotstaldene, Marc Facchini & Maria Jagd optrådte på Slotbroen, og sådan fortsatte det med overraskelser de kommende dage, hvor også de internationale navne Susan O’Neill ved Paradehuset og Jon Matte fra The Franklin Electric ved Solurpladsen pludselig poppede up, og uddelte små stunder af magi i nuet.
I festivalens ånd var de små pop-up indslag selvfølgelig mere end musik, og publikum kunne i løbet af festivalen opleve f.eks. ølsmagning, oplæsning, gudstjeneste og gadeteater.
Selvom ovenstående var med til at helheden føltes som højdepunktet var det selvfølgelig nu stadig musikken, der havde hovedrollen – og her havde festivalen sammensat et mangfoldigt program, der ikke på noget tidspunkt skuffede, og bød på høj kunstnerisk værdi hele vejen hjem.
Den grimmeste mand i byen var et smukt syn
Dissing, Dissing & Las havde Bisse med som specialguest, og de havde sammensat et sæt, der ikke bare hyldede afdøde Povl Dissing, men som også tydeliggjorde de mange facetter i hans imponerende karriere.
Henglemte perler som ”Hør nu tuder blæsten”, ”Tallenes alfabet”, og ”Jeg tændte ingen sol for dig” var valgt til et sæt, der var spækket med det pureste guld. Ellers skal vi ikke bare skrive – det pureste POVL. Og oveni fik vi også klassikerne ”Jeg er en tosset spillemand”, ” 25 min endnu” og ikke mindst ”Den grimmeste mand i byen”. Leveret i fuld bevægelse på plænen og personificeret af eneren Bisse. Dansk rock, folk, og blues historie fortalt på en time. Jeg er sikker på at POVL ville have lettet på hatten.
Siden gik Dreamers Circus virtuost all in på folk musikken, og fik igen understreget, hvor meget variation og fortolkning en genre kan rumme – ikke mindst nar man for alvor kan. Så danser selv børn og andre dejligt barnlige sjæle.
Peter Sommer havde som vanligt sit band Tiggerne omkring. Så kan man vel ikke bede om mere. Det skulle da lige være at Sara Indrio forbliver en fast del af bandet. Ikke bare har hun en fængende og personlig vokal, hun var også et rytmisk boost på trommer og slagtøj.
Peter Sommer lagde ud som optimist med ”Skønne spildte kræfter”, og det var velbegrundet, for koncerten udviklede sig til en lille lykkepille, hvor der var så rigeligt plads til at finde vejen ind til den ”Bittersøde natskygge” og underspillet snakke sig hyggeligt udenom et strømsvigt undervejs, mens der blev skyllet efter en i velskænket GT fra det lokale Radius Destillery.
Peter Sommer & Tiggerne er efterhånden en særdeles etableret helhed, men de hviler aldrig mere i sig selv end godt er, og de evner stadig at gribe de øjeblikke der opstår for professionelt udført improvisation. Dette fik vi også denne aften flere eksempler på, måske smukkest måske da guitarist Søren Bigum nærmest eksploderede i en lang omvej væk fra ”Valby Bakke”.
En af den slags koncerter der på forunderlig vis gjorde en både lidt klogere på livet og glad i låget.
En hybrid af kærlighed og musikalitet
Lørdag var SIDE 33 desværre forhindret i at deltage, men sædvanligvis pålidelige kilder beretter om selvsamme hyggelige stemning, som om fredag, selvom der var færre den de 600-700 besøgende der kom fredag. Men koncerterne med især Susan O’Neill og Søren Huss skulle nok være kvalitetsstempler af den slags, der giver genlyd, og sikrer at folk strømmer til næste år når festivalen afvikles i dagene 9. til 11 august
Søndag var SIDE 33 tilbage for at se festivalens to sidste koncerter med først Cæcilie Norby og siden Annisette sammen med DR Big Band.
Fællesnævneren for de to koncerter er vel mest af alt taknemlighed, der iøvrigt rimer på ærlighed og kærlighed. Måske vi kan tage en talk over det næste år? Spøg til side. En taknemlighed over at vi har to så stærke danske sangere, der bliver ved med at give, bliver ved med at udvikle sig, og søger nye veje mod nye og gamle mål.
Cæcilie Norby i front for en sublimt velspillende band; Poul Reimann – Keys, Kristor brødsgaard – Bas, Snorre Kirk – trommer, Asta Norby – kor, Laura Lindell – kor, og så for første gang med den svenske guitarist Krister Johnson – havde hovedvægten lagt på hendes seneste album ” Earthenya” der er tæt på et helstøbt værk, hvis man køber præmissen om at Cæcilie Norby hverken er repræsentant for den ene eller anden genre, men en hybrid af lidt af det hele.
Hendes sæt rummede det hele – for hun kan del hele – og hendes dialog med publikum var både vejledende og underholdende. Bandet var velspillende og legende, og den afsluttende kvartet af numre var nærmest rystende overbevisende. En forrygende rytmisk ”Cuban Girls”, fulgt op af en sjælfuld bevægende ”Soul sister”, blev afløst af en rock og rullende udgave af ”It happens when you Sleep”, der med en vokalpræstation i verdensklasse, nærmest kunne opfattes som en lille hyldest til dagens fødselslar Robert Plant.
Mens fuglene pippede i det grønne indledte Cæcilie Norby herefter Leonard Cohen klassikeren “Hallelujah” i en alternativ og cool jazzet version, der gik over i et mellemstykke, hvor Norby lige fik understreget at hun også kunne synge opera, for så at slutte nummeret tæt på originalen. Ja, hvad skal man sige når man stadig får gåsehud bare ved tanken om at tænke tilbage? Hallelujah måske?. Guddommeligt var det under alle omstændigheder.
Kunne det blive bedre. Nej. Men lige så godt, og på en anden måde. For ligesom Norby er fuldstændig sig selv, er Annisette det også. Også når hun favntager egne og andres numre i jazzregi med det 19 mand store DR BIG BAND.
Annisette bliver 75 år lige om lidt, men kæmper fortsat for de samme værdier som for 50 år siden. Kærlighed og fred skal vinde, og vil gøre det hvis vi passer vores kys og drømme. Også selvom man efter en koncert med uovertrufne fortolkninger af “Master of War”, “I shall Be Released”, “It’s a man’s man’s man’s world” og “Smile” – og rørende udgaver af Savage Rose perler som “Min lille sol” og “Dear little mother” har svært ved at drømme om mere. Big Bandet spillede dog som en drøm, der også var med til at løfte nyere Savage Rose sange som “Harassing”, “Homeless” og ikke mindst “The Messenger Speaks” til ‘the next level´.
Verden er ‘kringsat af fjender’, men når den sang kommer i munden på Annisette, så tror man pludselig på, at det kan hjælpe at kysse det satans liv.
Jeg vil kraftligt anbefale enhver der har sat sine ben på Folkemødet, og alle andre med puls, der tror på at kultur er den korteste vej mellem mennesker, at deltage næste gang der er Kultursalonerne Gisselfeld.
