Fortiden er ofte en del af både nutiden og fremtiden, og derfor er det for forståelsen af dette album egentlig ganske relevant at vide at trommeslageren Asger Techau – fra et af vort lands mest berømmede rockbands – Kashmir – også i Kúlu er manden bag trommerne, og i øvrigt også er ham, der har produceret og mixet.
Kúlu er dog på ingen måde blot lyden af en afsmittende Kashmir effekt. Bevares, der er da klange af Kashmir undervejs, men der er ikke et eneste af de otte lange numre, der minder om bare at være et afkog eller et klarsynet copy/paste forsøg.
Musikken er da også arrangeret i fællesskab af alle gruppens medlemmer – der udover Københavneren Teschau består af fire stærke musikere med fynske aner. I den vokale front Dennis Winterskov, på bas Torben Guldager (Beefeaters), og på guitarer Søren Sunding og Daniel Buchwald (Deerborn). De to har skrevet hovedparten af musikken, mens Buchwald, har stået for de ganske ambitiøse engelske tekster, der har både kant og karakter – og som for de fleste nok lige vil kræve en ordbog undervejs.
Kant og karakter har bandet også. Der lefles ikke for nogen eller nogen. Det fornemmede man allerede på deres EP ’Quiescence’, der udkom i 2019. Her to år efter viser debutalbummet ‘Lucidity’, at bandet virker til at have fundet en god balance mellem det bombastiske, det brølende og det bølgende.
Så selvom musikken er skabt af to guitarister, er det som sådan ikke et guitarorienteret album. Tværtimod savnes måske en guitarsolo eller to undervejs, men det er jo nok for old-school den slags! Det er derimod dynamikken og rytmikken i musikken, der virkelig drager og imponerer i løbet af de små 44 minutter de otte numre fordeler sig over, ikke mindst på albummets 5 minutter og 38 sekunder lange henrivende højdepunkt ”Stranger”, der spiller på alle tangenter og en rytmisk sans, der simpelthen nærmer sig progressiv verdensklasse.
Et af albummet mest afdæmpede nummer er ”Jove”, der er genganger fra EP’en, og man forstår hvorfor det også skulle med her. For det rummer et uforligneligt atmosfærisk udtryk og nogle drømmende elementer, der over de mere end fem minutter får lov at vokse til et kontrolleret eksplosivt klimaks. Simpelthen storslået.
Og det er netop heri at gruppens klare personlighed og styrke fornemmes. Udforskningen og testen af forskellig lydmæssige territorier, skaber rammerne for det der mærkes som et soundtrack af iagttagelser fra råderummet imellem liv og død. Det er alvor det her. Kúlu er ikke en legestue!
Det høres at de har evnen til at finde ind til det storslåede både når de lægger blidt fra land som i åbningsnummeret ”Ghost” eller når de flakker frit rundt mellem støj og svævende stemning, som på albummets sidste nummer ”Is It Better”. Et af den slags rocknumre, der giver svar på om dine højtalere har den pondus og den power, der skal til for at både taget og Kúlu løfter sig.
På ”Biggest Tone” og ”Grandees” sender Asger Techau’s synthflader numrene i nye retninger, og især førstnævnte rammer med samme iørefaldende effekt som hos f.eks. The War On Drugs. ”Grandees” er til gengæld et af disse lidt mere krævende og udfordrende numre, som du nok meget hurtigt mest vil opleve som baggrundsstøj, hvis ikke du retter din fulde opmærksomhed mod nummeret fra aller første insisterende bas og trommerytme. Gør du det, så tages du med på en rockrejse – hvor oplevelserne kommer buldrende i bidende besnærende ryk.
En rejse – der med andre mellemstationer – bliver ved med at give uanset om du går i bord i ”I’m right here”, som ved en nærmere obduktion vel nok kunne finde rester af inspiration fra navne som David Bowie og Radiohead – eller det efterfølgende ”Seeking”.
Kúlu er et krævende og et ambitiøst band, der fortjener at blive taget seriøst. Deres foreløbig 11 bidrag til den danske sangskat har dokumenteret, at de bør være mere potente bejlere når Roskilde Festival programmet for 2021 forhåbentlig skal klargøres.
