Den lille ny festival – bygget op på det bedste fra den gamle hippie ånd – fred, kærlighed og musik – havde i den grad fokus på alle tre dele. Fredag non-stop musik i 10 timer, lørdag non-stop i 12 timer. Hele tiden med et hurtigt skift i mellem lidt korte koncerter (30-60 min) på den lille Amfi-scene, og så lidt længere koncerter (60-75 minutter) på den store scene. Et enkelt koncept, der blandt andet på grund af pladsens logistiske fortræffeligheder fungerede perfekt. Og samtidig var programmet lagt, så man hele tiden oplevede variation i det man så, og ikke undervejs f.eks. blev overfodret med psykedelisk rock eller akustiske solo optrædener.
Første koncert på den lille scene var med en fynsk trio ved navn Protest. De har hidtil mest være en relativ stille protest, og har kun udsendt en enkelt single i den ende af folk genren, hvor forbillederne hedder Cæsar, Per Dich, og Per Kristensen Band – sidstnævnte også fortolket i dagens 30 minutter korte sæt. Det var opløftende at høre at de tør mene noget – og evner at sammenstrikke tekster med både holdning og humør, men interessen for handlingen forsvandt nu lidt let i et for løst og ufærdigt musikalsk fundament, hvor der blandt andet skal arbejdes seriøst med at løfte kvaliteten på vokalsiden.
Hvor stort springet er op til de bedste blev nemlig meget klart i løbet af festivalen – og vel allerede da man lige efter hørte de lokale Sorte Fugle på den store scene. De har to fuldfede album bag sig og har i Dennis Bengtson en ligefrem og fremragende rocksanger, der løfter bandets sprudlende socialrealistiske sange til højere luftlag. Sorte Fugle letter, der hvor Peter Sommer og C.V Jørgensen gerne stopper, og er ikke bange for at bygge rede i udkanten af garage rocken.
Flemming Walther-Andersen – der ved siden af har en spirende solo karriere, som folk-musikeren Walther – er en ferm og effektiv sangskriver, og i rytmesektion Rune Rene Hansen (trommer) og Rasmus Juul Nissen har bandet den der stabile puls, der er så vigtigt for et rykkende rockband på landevejen. De stjæler sjældent billedet, selvom baslyden fra Rasmus Juul Nissen i ”Sandheden” nu endte med en stor smiley i koncertnoterne.
Sorte Fugle arbejder på materiale til et tredje album, og forventningens glæde blev ikke mindre ved at høre hvor afhængighedsskabende numre, de allerede har leveret. Lige fra åbningsnummeret ”Der er så meget” via ”Sorte fugle”, ”Kontrolleret i forfald” (sangen til alle os over 33 år) og så til afslutningsnummeret ”Et nul”, som de med glimt i øjet kaldte deres “selvbiografi”.
Det høres at Flemming Walther-Andersen trives med den elektriske guitar, og at han rent faktisk evner at håndtere den så ganske kvalificeret – hvilket ikke mindst kunne høres i ”Mærker ingenting”, som også ofte luftes hos Walther solo, men her fandt hjem til sit helt rette rå og småsnuskede element.
Walther vandt i 2017 folk prisen ”Årets Helge”, som i år gik til Andreas Laursen, der efter Sorte Fugle optrådte på den lille scene i en halv time med sit band Laursen. Det var heldigvis rigeligt til at de fleste kunne høre, at vi her har at gøre med et sangskrivertalent, der i fodsporene fra Mikael K, Klondyke og Allan Olsen går i sin egen retning – og med numre som ”Langt væk herfra”, ”Den danske sang” og ”Gamle Møller” fra debutalbummet “Nutidslevn” allerede har vist sig som en historiefortæller man lytter efter.
Sangene har reel pondus til at stå alene, men det klæder i den grad Laursen at sangene tilføjes et fuldt band med trommer, bas, og ikke mindst banjo. Så der er alt mulig grund til at glæde over, at der allerede var nye numre på sætlisten, som også gav et godt førstehåndsindtryk, uden dog helt at overvælde.
The Beatophonics gav deres eneste sommer koncert – og den sidste koncert i år – idet de nu – endelig, vil mange nok mene, igen går i studiet for at lave et nyt album. Deres koncert antydede i enkelte numre, at de måske kan være kravlet nogle år frem i lydbilledet, så de mere nærmer sig tiden omkring Woodstock (1969) fremfor de første spæde Beatles år (1960-62).
De var en populær og helt anderledes stilren gæst på festivalen, selvom der nok havde været mere leben, skrig, skrål og dans hvis de var placeret efter mørkets frembrud fremfor kl. 17. Men de fik spillet op til fest – og det skal jeg da nok love, at der også blev senere i dagens program.
Fortsættelse følger i DEL 2 .
