Kun for forrykte festival – Stubbekøbing – 07.06.19 – Del 2

Kun for forrykte festival - Foto af Søren Schnoor - Steppeulvene publikum springvand

Fotograf: Søren Schnoor / Ole Toxværd / Claus Christensen / Mads Kornum

”Forrykt fed afslutning på åbningsdagen med Kira Skov, Steppeulvene og Wucan”

Efter Beatophonics trivelige tidslommetur var vi tre kvarter efter tilbage til virkeligheden anno 2019, hvor Kira Skov fremstår, som et af vort lands mest udtryksfulde og inderlige sangerinder.

Hun optrådte som trio sammen med Oliver Hoeness og Silas Tinglef – og lagde ud med et par sange fra det vellykkede – og både sårbare, smukke, stærke, og sorgfyldte – ”The Echo of You” album – og så et enkelt nummer ”Symfoni” – hentet fra hendes afdøde mand Nicolai Munch-Hansens sidste album “Det Flimrende Lys Over Brabrand Sø”. Alt godt – bortset fra at den form for afdæmpede og intense musikalske stunder – ikke er decideret velegnet i længden på en større festivalscene fredag kl. 19. Derfor var det en lettelse, da der i ”Supernatural Ecstacy” – glansnummeret fra ”The Echo of You” – kom lidt rytmik og noget ekstra nerve på. Det gjorde godt, og blev kun bedre da Kira Skov efterfølgende fortolkede hendes yndlingssangerinde – Nina Simone – via nummeret ”Four Woman”. Man tænkte at det måtte være højdepunktet, men så fortsatte hun sandelig med endnu en Nina Simone klassiker – ”Sinnerman” – fuld af den energi og power, der klæder Kira Skov, så naturligt.

Til gengæld vedblev versioner af Dylan’s ”Sign In the Window” og Van Morrison ”Astral Weeks” parenteser i en koncert, der i stedet mest vil blive husket for de førnævnte numre – og så ikke mindst for at præsentere en helt ny sang – endda med dansk tekst – fra et kommende album. Sangen – der måske hed ”I en verden så urolig (ingen kan gå alene) – var en kæberasler af en overraskelse, og kan meget vel blive modtaget med samme popularitet og effekt, som man for nylig har set det ske for Claus Hempler efter han skiftede fra engelsk til dansk. Og så kunne det nok engang konstateres, at Kira Skov med nummeret ”Save Me” har en juvel af en sang, der kun bliver smukkere med alderen.  Den blev – efter at være leveret i en rå, rustik og rocket udgave – mødt med dagens foreløbig største bifald.

Herefter gik turen forbi den lille scene, hvor folk-rock duoen Burman og Boding – havde en halv time til at overbevise. Det var ikke nok. Det blev et mellemspil hvor hverken tekst, musik eller udførelse rigtigt kom ud over den daggamle vandpyt, der stadig lå foran scenen.

Tilbage til den store scene – sammen med alle andre glade festivalfolk – for at se om der stadig var flower og power hos Stig Møller i front for Steppeulvene. Svaret kom prompte med et udlæg med mere end slidstærke udgaver af ”Dunhammeraften”, ”Itsi-Bitsi”,  og ”Til Nashet. Stig Møller sang og spillede forrygende – og tabte på intet tidspunkt pusten i de 70 minutter han var på scenen. Han virkede i sync med både sig selv og det talstærke publikum af nye og gamle fan. Dette var mødet med en sand legende, der blev hæderligt, men ikke altid lige taktfuldt bakket op af gruppens andet gamle original medlem Preben Devantier bag trommerne. Eik Skibdal på bas og Keld Andersen på guitar leverede til gengæld varen, men fik på egen hånd som Stepp2 (koncertens sidste to numre uden Stig Møller) afsløret at vilje ikke altid er nok til at finde vejen op til de bedste.

Den bedste – Stig Møller ham selv – var ikke gået ud for at score damer – den tid er forbi , sagde han – “Jeg kan ikke mere” . Nu deler han sine livserfaringer, som magisk visdom mellem numrene, og så ruller han sig en stille joint bagefter, mens efterfølgerne respektfuldt – men forgæves – kæmper for at spille ham op til sokkeholderne.

Således opløftet og med Møller magiske visdom i krop og sind gik turen til 30 minutter med det helt nye band The Magic Plastic Band, hvis sange er skrevet af Frederik Tygesen – som blueskendere nok vil genkende fra Big O & The Blue Quarters. Der er dog ikke meget blues over dette nye band. Heller ikke noget plastic – og desværre heller ikke magi. I hvert fald ikke i starten af koncerten, hvor de her i deres blot anden koncert umiddelbart virkede for famlende eller søgende efter det rockudtryk, som de angiver at have eftersøgt på solskinsbelagte amerikanske vestkyster. Der kom da skvulp af Beach Boys og George Harrison  toner undervejs, men det var først i det korte sæts to sidste numre, at talentet virkelig blev forløst.

Havde de åbnet med de to numre havde jeg været mere end plasticfan fra starten. Der ramte de lyden og følelsen af psykedelisk solskinsrock, og publikum ville forståeligt nok meget nødigt slippe dem igen. Det blev de dog nød til.

Tyske Wucan stod klar på den store scene – og de viste sig som festivalens helt store overraskelse og åbenbaring. Et vulkanudbrud af en rejse i retro-rock land, hvor man så bare ikke syntes man har set eller hørt noget lignende, som det Francis Tobolsky orkestrerede i front. Sikke en energi, sikke en udstråling, sikke en stemme (fra sopran sang til growl) – og så kunne hun altså spille tværfløjte på et næsten overjordisk niveau. Tilmed håndterede hun det specielle elektroniske instrument Theremin, med en kyndighed – nogle vil sikkert også mene yndighed – der føltes bedre end alle tiders fedeste psykedeliske trip.

Bandet spillede højt, hårdt og kompetent – og et enkelt nummer rundede de 25 minutter. Det endte med lidt over 80 minutter i et levende og fritflydende drømmeland, hvor man med selvfølgelighed skåler med sit publikum med en flaske sprut. Fuldstændig Forrykt. På den for fede måde. Et scoop af en booking for den lille festival. De vil fremover kunne imponere på de største festival scener i Europa.

Mads Kornum

Mads Kornum

Leave a Replay

  • Kun kr. 33 pr. dag for en reklameplads her på siden!

  • Scroll til toppen

    Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.