Som det nu engang bør være på en musikfestival, så var det rent faktisk musikken, der var det naturlige fokus. I vores anmeldelser her på siden kan man således læse at publikum fik mangfoldige musikalske oplevelser i hobetal. Både overligger og bundniveau var sat imponerende højt – og på dette sted.
Men hvad betyder det hvis publikum ikke vil lytte, nyde, yde og deltage?. Det ville de gerne på Kun for forrykte festival. Godt nok kunne man have ønsket sig at flere var holdt ud efter de berusende kl. 21 højdepunkter fra henholdsvis Steppeulvene og Beefeaters, men det var måske mest af alt fordi en del af publikum ikke helt var i den helt optimale festivaltræningstilstand. Det håber vi så på, at de er næste år. Mest for deres egen skyld – så de ikke glipper tilsvarende guldkorn, som dem The Magic Plastic band, Wucan, Farfars Tobak og The Blue Van, bød på i år i de halvsene aftentimer.
Men stemning leverede publikum i den grad med fred, fordragelig og masser af forskellighed. Som et fritflydende fællesskab med fungerende rammer. Det blev to dage, der fra start til slut føltes som en kærlig – og musikalsk – bredside til os alle.
Som værtsby viste Stubbekøbing sig som en slumrende teenager – med en masse uforløst potentiale, der bare ligger og ulmer og skvulper langs den dejlige vandkant. Men hvis byen har samme evner og samme energi, som de mange festival frivillige, der blandt andet sikrede at det hele holdt sig rent og pænt under festivalen, ja, så bør der være håb for byens fremtid.
Selv forlod denne skribent festivalen i roligt trav langs vandkanten hen i mod lokalt venligsindet husly. Satte mig på en bænk, blot i selskab med resterne af en velskænket Stout fra Kongebryg, og nød nuet og tankerne om den nu nære fortid. Et par intense festivaldage var slut. Roen var sænket sig – konkret afspejlet i det helt blikstille vand. Livet er ikke det værste man har!
Vi har sammen med en lille håndfuld skarpe fotografer samlet en lille billedserie, der næsten siger mere end alle disse ord.
