Dag to af den nye festival, der var henførende hip, på den lidt old-school måde, lagde ud med at præsentere Polyfeen på den store scenen. Et dansk syre-rock band, der oprindeligt huserede på scenerne i 1970-72 – blandt andet på Roskilde festival 1972, men som aldrig fik udsendt et studiealbum. De blev opløst, og gendannet med et par originalmedlemmer i 2015, og det lykkedes så at lavet et album i 2017. Nu turnerer de rundt med Per Hugo Rotbøll (Hammond-orgel), som eneste originalmedlem sammen med Michael Stanley (vokal/bas), Torsten Lefmann (guitar) og Karsen ”Mons” Mansa på trommer.
De er fantastiske at lytte på i de lange og svævende instrumentale passager – og især Lefmann’s guitar løfter helhedsindtrykket. Til gengæld er Rotbøll for tilbagetrukket og underspillet, og Michael Stanley er simpelthen ikke en vokalist fra øverste hylde, hvilket ikke mindst blev tydeligt, hvis man sammenlignede med dagens andre artister med psykedeliske blodårer.
Vejret holdt heldigvis tørt, men til gengæld fik vi en solid og gedigen skylle fra Syreregn med Thor Boding i front. Han vil heller ikke vinde priser som årets vokalist, men til gengæld har han både gnist og glød i sin fremtoning – og han skriver nogle dejligt skøre og småskæve sange, der nok kører på den psykedeliske klinge, men i ligeså høj grad hylder den mere klassiske rock. Side 33 ser med spænding frem til bandets kommende tredje album, som skulle være lige på trapperne.
Sit tredje album har bandet Den Syvende Søn også på vej, og det med en vokalist i front, som sagtens kan synge sig til en fortjent pris som Årets rock sanger. Navnet er Belli. Michel Belli. For filan han synger godt – og ikke bare fordi han momentvis lyder som Pappa Peter – men fordi han simpelthen har så mange nuancer og facetter – og fordi han synger ærligt og direkte fra et hjerte, der må have ordet rock tatoveret på indersiden.
Musikalsk er Den Syvende Søn nemlig mest af alt regulær rock med psykedeliske anstrøg, der her på festivalen virkelig fik lov til at folde sig ud. Heldigvis var de bevilget en lille time på den lille scene. Tak for det. Mindre tid havde simpelthen været ubærligt og lige en tand for forrykt! En lang og syret version af ”Dansen på det blå tapet” var et himmelråbende højdepunkt, sammen med numre som ”Den syvende søn” og ”Hun sagde han sagde”, som begge har den pondus og patina, der kvalificerer til at blive medtaget i alletiders samlede værk over de største danske rockmomenter.
Nye numre som ”I mængden af de fleste” og ”Hvad går på hæld” – og en linje som ”Hvem siger stop, når bægeret er fyldt op” spøger stadig i baghovedet her flere dagen efter. Den kommende plade er produceret af Christian Ki Dall – der lige gjorde godt selskab på en 3-4 numre. Med tanke på hvad han har skabt sammen med Mathilde Falch, lyder det som et stærkt valg. Også her ser vi frem til at lægge ørerne fladt ned foran højtalerne og skrue op når albummet lander.
Det blev dog ikke dagens sidste store oplevelse på den lille scene. Også bandet Farfars Tobak understregede et talent og en ydeevne, der er langt over gennemsnittet. Ligesom Syreregn tør de favntage og underbygge en politisk tekst, og de udstråler deres unge alder en imponerende modenhed i udtryk og attitude.
Det halvfjollede navn skygger nok lidt for de uindviede, og afspejler reelt ikke dybsindigheden og seriøsiteten hos bandet.
Der er stadig et lidt for stort skel i mellem kvaliteten af sangene, men når de er bedst så hører man lyden af det , der for en ny generation kan være den psykedeliske rocks mulighed for en genopstandelse. De spiller tæt – og energisk – og i forsanger og guitarist Aske Kloth-Jørgensen – har de en røgfarvet diamant, der mere end skinner i glimt.
Syret nok!
OBS: Farfars Tobak’s optræden har vi desværre ikke fået fotografisk dokumenteret.
