Med selve albummets titel ”Den borgerlige ro”, understreger Lasse Tarp – manden bag kunstnernavnet – det overordnede budskab, der på tvetydigt vis rammer hoved på sømmet, hvad angår det at slå sig ned i hus med børn, kone og alt hvad der hører til. Åbningsnummeret, som deler titel med albummet, sætter den rette stemning og er sammen med albummets sidste nummer ”Kære Hafnia” med til at indramme det tema, der præger albummets koncept.
Med de to nævnte numre, viser Valentin, at han formår at lave numre med noget på hjerte, de fleste kan relatere til. Den simple lyrik, indkapsler ret præcist, på godt og ondt, overgangen fra ungdomslivet til voksentilværelsen: ”Jeg falder på plads med en borgerlig ro, med dårligt tv på Tv-2”. Så enkelt kan det skrives, og er meget sigende for den type sangskriver Lasse Tarp er på dette album. Samme elegante elementer præger albummets sidste nummer, ”Kære Hafnia”, der indledes med følgende lyrik: ”Et fortov belagt af sten og tyggegummistjerner, der spejder vi efter himlen med de skyhøje huse”. På nummeret der, på baggrund af titlen (Hafnia er det latinske ord for København), både kan ses som en hyldest og en løftet pegefinger til København og dens borgere, får Lasse Tarp fornem opbakning fra ingen ringere end Steffen Westmark – den erfarne frontmand fra The Blue Van. De to stemmer supplerer hinanden glimrende, hvilket resulterer i en smuk duet, der har samme tvetydighed som åbningsnummeret. Der bliver altså skabt en ret unik ramme til resten af albummets indhold.
Selvom de mellemliggende skæringer egentlig formår at binde enderne sammen, byder de ikke på det samme lyriske overskud, der gør de to nævnte numre til noget særligt. Musikalsk er der intet at komme efter. Med masser af overskud og lækre detaljer fra hele instrument-paletten bliver det til en sand fornøjelse at lægge ører til det overordnede musikalske udtryk. Desværre lever det lyriske ikke op til det fede lydunivers – trods stærke titler som “Min ven vil dø” og “Frihed og blodnæser”. Den gode start og høje niveau L. T. Valentin lægger ud med, bliver ikke holdt ved lige og dukker desværre først for alvor op igen på det sidste nummer.
Konceptet bag ”Den Borgerlige ro”, der ellers kommer i mål med sit overordnede budskab, mangler desværre det, der løfter albummet op til det uforglemmelige. Men L. T. Valentin viser gode takter som en interessant musiker, der måske har fundet sin egen stil på dette ambitiøse værk, der bestemt fortjener at blive hørt.
