Musikforeningen BackBeat – der både står for LIVE musik arrangementer og radioudsenderlser (via RødovreKanalen) – har ligesom resten af Danmark været kørt i venteposition her under COVID-19 i forhold til Live musikken – men her i weekenden blev de første par BackBeat arrangementer så gennemført i det hyggelige Lygten Station på Nørrebro i København, hvor der under de aktuelle krav var plads til 40 publikummer. Begge arrangementer havde på forhånd kunne melde udsolgt. Ikke overraskende – for det er som regel gode og ret originale ting, at BackBeat har for vane at præsentere.
Fredag kunne manden bag BackBeat – Roan Madsen – således præsentere en ren og skær verdenspremiere – med en ny all-star trio, der med veldokumenterede evner og en stor kærlighed til deres metier forinden var blevet præsenteret som en omgang instrumental guitarsmør – eller ”Big Wawes of Exotic Guitar Sounds”.
Som så meget andet er den nystartede trio, der består af de to guitarister Ronni Boysen (Trainman Blues, The Kokomo Kings, Big Creek Slim, Mud Morganfield, James Harman o.m.a.) og Rune Højmark (Rebekka Thornbech, Hush, Sara Grabow, Laura Mo, Mund de Carlo o.m.a.) samt trommeslageren Thomas Crawfurd (Trainman Blues, Fried Okra) – et resultat af den blanding af rastløshed, frustration og kreative energier, som opstår hos mange musikere, når de ikke kan få lov at udføre deres stolte håndværk og levebrød under normale omstændigheder.
Alle kender de hinanden på kryds og tværs i forvejen, så da Højmark og Crawford ligesom havde tænkt tanken om en trio, så kontaktede de helt naturligt Ronni Boysen som deres førstevalg. Han påstod på det tidspunkt, at han ikke havde rørt en guitar i 48 dage, men han var mere klar end han var rusten – og dårligt var forbindelsen afbrudt før at han tilsendte de andre forslag til de seks første numre de kunne spille sammen.
Udgangspunktet er en fælles kærlighed til 50’er og 60’er autentisk (og gerne helt ukendt) eksotisk musik – primært indenfor surf, mambo, cubansk og hawaiiansk musik. Altså alt det der sprudler og emmer af sol, palmer og 60’er sommer, og i ånden placerer dig under palmerne i vandkanten med en kølig væske i hånden.
Og med hedebølge over land og by, som gjorde Lygten Station mere lun end lindrende, var det ikke svært at blive varmet op, revet med og taget velvilligt med på den bølgende og berusende rejse, som havde Las Palmeras som ganske generøse guider i godt en times tid.
At det var en verdenspremiere, var ikke til at gætte, hvis man ikke vidste det. Trioen lagde både stil- og selvsikkert ud fra start – og kun små ubetydelige bøffer, af de hyggelige – ramte øre og øjne undervejs.
Og ja – guitaristerne var i hovedrollerne, men Thomas Crawford var den der med både finesse og følelse hele tiden sikrede at rejsen blev afviklet i rette tempo og mod de rejsemål, som vi – som Crawford sagde i den indledende præsentation – selv kunne bestemme hvor var til – for de håbede bare at kunne give os 40 tilskuere – en bid af den rejse, som vi sikkert ikke var kommet på i denne sommer.
Og sikke en rejse vi fik – Ronni Boysen er kendt som lidt af en musiknørd, der har de mest obskure og sjældne perler i sin personlig musiksamling – og dem var der da også plukket fra til sætlisten på 12 numre – hvoraf de mest kendte numre nok var ”September Song” skrevet i 30’erne af Kurt Weill og så den cubanske perle ”La Luna”, som blev indspillet af Manuel Galban og Ry Cooder på et fælles album i 2003.
Alle tre fra trioen fortalte på charmerende og humoristisk vis lidt (røver)historier om de enkelte numre, og et par stykker havde de sågar selv skrevet til lejligheden. Først og fremmest ”Las Palmeras”, som med smukt og blomstrende steelguitar spil fra Rune Højmark løftede rejsen til højeste himmelstrøg – ligesom det andet nye nummer ”So Long Ennio” gjorde. En både rørende og knivskarp hyldest til den for nyligt afdøde filmkomponist Ennio Morricone.
Som på en rigtig sommerferie var der både store som små oplevelser undervejs. Men oplevelsesrigt var hele sættet, og selvom Ronni Boysen nok som den eneste i lokalet på forhånd kendte et nummer som ”Leisha” af Albert and Charles, så blev det hele tiden musikken, der havde overhånden i forhold til kitsch og nørderi.
Og det bedste ved det hele. Det bliver ikke ved det. De har rent faktisk i sidste uge allerede indspillet fem numre til kommende Las Palmeras udgivelser. Og skal sådan noget været autentisk så bruger man selvfølgelig en gammel 2-spors Revox spolebåndoptager og 2 mikrofoner som Roan Madsen havde stillet til rådighed, mens Nichlas Kure drejede kompetent på knapperne, og lyttede, justerede, indstillede, lyttede, justerede, indstillede og udredte båndsalat.
