Her 47-år efter hans solo debut “Du sku’ ta mig mens jeg er ung” – understreger Lasse Helner med sit nye album ”Over the Hill – Still Got the Thrill” – at der bestemt også er grund til at ta’ Lasse Helner til sig i den noget ældre udgave. Patina, livsklogskab og nyskrevne sange fra et bankende hjerte skal man aldrig kimse ad – og slet ikke når afsenderen er den gennemsympatiske fynbo.
Og selvom han indleder den stemningsfulde, sumpede og rustikt roots tonede ”200 Feet Deep” – med ordene ”Been drinken all night, sleeping all day” – så er det blot et billede på den glimrende historiefortæller, som Lasse Helner også er i sin sangskrivning. For rent faktisk drikker han ikke mere. Han har været tørlagt i forhold til alkohol igennem et par årtier.
Til gengæld er Lasse Helner ikke løbet tør for idéer, holdninger eller handlinger på et vitalt og varieret roots/rock album, der mest af alt er en hyldest til selve livet, og samtidig en form for musikalsk testamente fra en artist, der stod på en scene første gang i 1959.
Der er tale om et album, der er lavet som en slags modsvar på en tid, der på mange måder er besat af ungdom – ikke mindst i musik- og kulturverdenen. Sangene cirkler i forskellige vinkler om at slutte fred med tidens gang og tempo, og om at finde de fordele, der også er ved at blive gammel i gårde.
Ikke at Lasse Helner er blevet lyden af en støvet nostalgiker – sponsoreret af Ældre Sagen. Tværtimod. Selvom erfaringen ikke fornægter sig, så er albummet fuld af fremdrift, puls, og nysgerrighed – men naturligvis med øjnene roligt spejdende i bakspejlet.
Lasse Helner læner sig ikke bare tilbage – og der er masser af bid og trods i både tekst og musik. Nutiden er jo som oftest formet af fortiden, og sådan gælder det naturligvis også i det musikalske udtryk, der rummer masser af referencer til de sidste seks årtiers mangfoldige musikhistorie. Det er således meget svært ikke at tænke Eric Clapton ind i ligningen på den gudesmukke og gåsehudsfremkaldende ”Troubled World” eller når det hele bare swinger for fedt på ”That’s What it Takes”.
Alt sammen ved hjælp af godt håndværk og en mærkbar passion for projektet. Gode sange gør det sjældent helt alene, og Lasse Helner har for vane at omgive sig med de bedste af de bedste musikere når han indspiller. Denne gang er det dog ikke navne som Daniel Lanois, Reggie Young og Daryl Johnson, der er de musikalske legekammerater – men nogle af de fineste fynske musikalske venner fra nærområdet – Thomas Bundgaard (guitar), Kell Dalager (keys), Torben Grønning (bas) og Nils Bo Poulsen (trommer) og vokalgruppen Nash aka Camilla Albers, Lise Haavik og Anja Føllenslev på kor.
Det hele optaget midt i en Corona tid – hvor det meste har været lukket ned. Men dette velspillende hold åbner op for sluserne og sanserne på de 11 numre, der med en samlet spilletid på 42 minutter, rent faktisk fremstår som et af de mest helstøbte og balancerede Lasse Helner album i en karriere, der har budt på yderligere syv ganske kvalitetstunge soloalbum.
Lasse Helner hviler tydeligvis i sig selv – og i det gode selskab – men han hviler ikke på laurbær eller på fortidens bedrifter. Der er stadig bekymringer at tage af – og forholde sig til.
”Why should I worry about the world each day – sun comes up no matter what I say” – synger han på den iørefaldende – og som man sagde i ’gamle dage’ – radiovenlige ”Hear me calling your name”, så man tydeligt fornemmer at heller ikke bekymringer eller søgen efter svar har en udløbsalder. For naturligvis sætter Lasse Helner sig ikke bare tilbage og nyder solen. For der er stadig meget at tjekke ud og tjekke ind til i en verden, der dog stadig kan efterlade én i en ”bad state of mind”, som Lasse Helner med nerve og nærvær synger om på et af albummets absolut stærkeste numre – den solidt rockende og rullende ”Check it out”.
Nummeret føles op af en reflekterende – og helt rørende statusopgørelse på ”Over the Hill”, der sælger budskabet ”Time is not your enemy, time is your friend” så man mærker den rettidige omhu og ømhed helt ud i det yderste væv af højtalernes forkælede stofområde. Musikalsk først simrende sumpet og støvet – og siden rocket op af stolen, så man føler at man får sig et bud på hvordan det mon ville lyde hvis vennen Daniel Lanios en dag skulle producere The Rolling Stones. ”I ain’t seen nothing yet” synger han med en pondus man tror på – og som giver plads til eftertanke, også selvom man selv er et godt stykke fra de 74 år som Lasse Helner efterhånden drager rundt med i bagagen.
Kærligheden overvinder alt hedder det gamle ordsprog – og det har Lasse med Mathilde bestemt også dokumenteret både privat og musikalsk igennem 45 år. Men her på albummet er det pudsigt nok de to ægte ’LOVESONGS ’- ”Love love” og ”Love is lord” – der står svagest i billede og mest af alt virker som små parenteser eller pusterum om man vil – ligesom ”Pops lullaby” lyder af sang, der ikke helt føler sig hjemme, og måske bare ville have passet bedre ind i Lasse & Mathilde universet – med sit legende folk sind.
Til gengæld passer det perfekt når Lasse Helner tager sig et tur i roots-reggae sporet a la David Lindley på den blidt gyngende “peace, love and justice” hymne ”It took so long”, der på forunderlig – men ganske vellykket vis inkluderer et ”Løkke Lars” lydklip, der både er rammende og effektfuldt. Dog næppe midtsøgende nok til at Lars Løkke Rasmussen vil bruge den i sin kommende valgkamp tænker jeg.
Det hele slutter til gengæld lykkeligt og lysende stærkt med ”Out of darkness”, der er en helt klassisk Helner melodi, som trækker tråde til nogle af karrierens hovedværker som ”Let’s Be Silent” og ”Når din dag er brugt” fra de mesterlige og langtidsholdbare album “Time and again” og ”S/H”.
Kan det blive meget bedre? Mon ikke tiden giver svar. Foreløbig er det bare at konstatere, at Lasse Helner og hans nye band ingenlunde er ’over the hill’ eller ‘so mush yesterday’. De er et væsentligt og vedkommende indspark til musikscenen anno 2021 – med masser af output til generationer på tværs.
