Nærmere præsentation burde vel egentlig ikke være nødvendig. Siden deres debut plade fra 1977 har Lasse & Mathilde for en generation eller to været en bredt elsket og vedholdende institution på den danske musik scene – med utallige evige grønne hits i bagkataloget – ingen nævnt, ingen glemt.
De har nok ikke ligefrem gået og hvilet på gamle laurbær, men i de seneste årtier er der alligevel blevet en del længere i mellem deres album. Seneste to album er ”Spor af Piet Hein” (2007) og ”Verden venter” (2013) – men man venter da bestemt også gerne seks år – hvis kvaliteten så bliver, som den der udspringer sig på ”Hvem drømmer hvem”.
Musikken er skrevet af Lasse og Mathilde – og skabt i slipstrømmen på en oplevelsesrig inspirationstur til Boa Vista. Selve sangforedraget, deles de vanen tro, ganske pænt og solidarisk om.
Teksterne er på 11 af de 13 numre begået af forfatteren Hans Kragh-Jacobsen, mens hans kollega Ane Riel har leveret ordene til ”Luk fuglene ind” og ”En hjertesag”.
Generelt er albummets tekster – der primært cirkulerer om emner som kærlighed og passion til livet, til naturen, til hinanden, og om alt det trivielle, der ofte følger med – både vedkommende og virkefulde. Men lige præcis de to tekster af Ane Riel er i den grad skabt af det stof, der gør at man virkelig lytter en ekstra gang – og røres af ordenes kraft og karakter. To af albummets absolut stærkeste numre.
Men det heldigvis ikke den eneste Riel, der medvirker og skinner op på ”Hvem drømmer hvem”. Hendes mand – Alex Riel (trommer) – er nemlig sammen med Wili Jønsson (bas) og Ole Fick (guitar) – det aldeles overbevisende all-star hold, som orkestrerer på udgivelsen.
Som forventet kan de deres kram – selvom det ofte er ligeså smagfuldt underspillet, som overdådigt.
Det høje niveau mærkes allerede fra første nummer ”Boa Vista” – som med en verdensorienteret folk fornemmelse a la Mark Knopfler – giver fornemmelsen af et tidligt højdepunkt.
Heldigvis holder det niveau også i næste nummer – ”Den halve vind” – hvis musik er skrevet af Mathilde i samarbejde med selveste Daniel Lanois, der siden 90’erne har været en rigtig god ven af parret.
Det med en lyd – der sender tankerne tilbage på Lasse Helner anno 1981 – hvor han udgav mesterværket ”S/H”, og hvor Ole Fick også strøg om sig med sin underskønne signatur lyd.
Daniel Lanois har også været med til at skrive to at albummets mere stille sange – ”Lille Fugl” og ”Kom og dans”. Sidstnævnte som det absolut stærkeste nummer af de to – afdæmpet og fuld af stemning og sjæl – og ikke mindst med smukt spil på violin af Mathilde.
”Lille Fugl” rummer nok et snert ”Lanois Classic” i selve sin opbygning, men ender mest af alt som en lige lidt for søvnig og ”hørt-bedre-før-godnat-vise”, hvilket i øvrigt også gælder for ”Min glemte engel”, og ”Er du her endnu”.
Men det er et par meget små ridser i lakken på et rigtigt flot helhedsbillede, hvor variationen blomstrer, og hvor New Orleans jazzen også stikker sit glade ansigt frem – på det funky, festlige og dansable nummer ”Snubler mens jeg ser månen” – og igen på den mere dæmpede, blåtonede og ganske Tom Waits agtige ”Mød mig”.
Men lige der hvor begejstrings termometret virkelig får tjekket sin maksimum grænse, er dog på sangen ”Den blå propel”. Den må være født som en evergreen! Med et rytmisk overskud og et drivende drive – suppleret af en velsyngende Mathilde iført legelysten violin – er det et uforligneligt fedt nummer, som man virkelig bare letter over, og kommer i helt overskudsagtige omdrejninger af.
Den tilstand nærmer man sig også i den charmerende duet ”Livets hamsterhjul” – der er Lasse og Mathilde, når de er bedst. I en tidløs udgave af dem selv.
Og det er de altså helt overordnet på et album, der nok engang beviser, at man livet igennem kan komme temmelig langt på skabertrang, virkelyst, vilje og ikke mindst på kærlighed til musikken og til hinanden.