For snart et halvt år siden udkom denne lille milepæl af et album. For nogle kom det ud af det blå, for de fleste uden det var noget man så – eller hørte noget til, selvom en af singlerne “Miss Dannevang” da efterhånden har opnået 62 afspilninger på hele Danmarks Radio, som ‘hittet’ fra albummet.
Og det en skam – for det et album, der om noget kan kaldes en musikalsk bredside til os alle. I hvert fald hvis vi er i live, og har en fortid. Men det er nu heller ikke et ‘hit’ album som sådan. Det er 35 minutters sammenhængskraft, der sætter spor fra første gennemlytning, og uden svage punkter.
Lasse Storm var gået ud af Dør Nr. 13 og ind ad døren til barndomshjemmet på Holmegårdsvej i Fensmark ved Næstved. De historier han fandt der, havde liv og energi nok i sig selv, og skulle derfor naturligt finde en anden plads end i det musikalsk energifyldte rockunivers, som han normalt lægger for dagen i Dør Nr. 13, der har tre album udgivelser bag sig.
Og der var masser i bagagen fra barndommens land og fra de vilde ungdomsår i hovedstaden, at tage fat på for den efterhånden ganske erfarne og voksne sangskriver.
I forhold til det musikalske udtryk søgte han helt naturligt tilbage til lyden fra hans fars gamle blåtonede grammofonplader, og til stemningen fra hans opvækst omkring Folkemusikhuset i Fensmark, hvor der var plads til fri leg og den håndspillede musik havde sprudlende kår. Resultatet blev 10 rodfyldte sange, der har folk, roots, country og blues i blodet. Selv har han kaldt det for ’skidtsparkerpop’.
Fakta er at han har en evne til at sætte tekst og musik sammen, så man rent faktisk lytter til begge dele. Man fanges af de lette, enkle og luftige melodier, af ord, af linjer, og af vers som;
”Jeg blev født 5 uger for tidligt på Næstved Hospital
Lå med gulsot i kuvøse i min ankomsthal
Skærmet fra de kærtegn, som min mor ikke kunne gi’
Måske er det er derfor jeg er forkert indeni
Ja, hvad ved jeg
Jeg synger bare min sang om Holmegaardsvej”
– fra Holmegårdsvej
Værsgo – der følger billeder med og en tråd til Larsen
I virkeligheden er albummet måske det tætteste, man kan komme på noget, der kunne dufte af en slags værdig opfølger til Kim Larsen klassikeren ”Værsgo” fra 1973.
For følelserne er de samme om man skriver 1973 eller 2022, og om man er vokset op på Christianshavn eller i Fensmark, eller hvor man nu har sin baggrund. Følelser om at savne, håbe, drømme, tro og samtidig være utilstrækkelig, slået, svigtet, dum, usikker – og alt det andet, som er med til at forme os som mennesker, alt efter hvilke input man får eller ikke får fra omgivelserne omkring en.
Ligesom Larsen evner Storm af sætte billeder på i sine tekster, så man både ser scenen for sig i sangen, men også ofte kan relatere det til scener fra ens eget liv. Det er en kunst. Men Lasse Storm prøver ikke at være kunstner, han er primært sanger og han er sangskriver, og som Larsen en ægte spillemand, der vil dele sine historier med ‘folket’.
Ingen lyder som Larsen, og det er med garanti heller ikke det Lasse Storm prøver at gøre her – selvom jeg nu vil påstå, at ”Sang til Fritz” ville være sådan en sang, der sagtens kunne være blevet skrevet på første sal i Claus Bergs Gade i Odense. Men mest af alt lyder Storm, som en selvantændt spillemand, der byder ind med sig selv og sine sange – og med forskellige virkemidler.
Den gode country feeling hygger f.eks. om en i deroutehistorierne ”Havn” og ”Hey Mama (søvnløs Blues), samtidig med at man mærker arrene på krop og sjæl.
Et nummer som ”Kan du huske” har noget folkeligt fodtramp bluesy feeling over sig, og er igen et eksempel på at Lasse Storm har taget fat i et glas, der er mere halvfyldt end halvtomt. Der er tænding på violinen leveret af barndomsvennen Andreas Bernitt, og på vokalen i en grad, så man pludselig tænker at samarbejdet mellem Folkeklubben og Suspekt måske har kastet frø af sig.
Storm er dog aldrig suspekt, han er derimod tæt på sublim i sin direkte formidling af historier, der nok er personlige, men mindst lige så spejlende i den genkendelighed vi kan finde hos hinanden, hvis vi lytter og ser ud over egen navle.
Lad os håbe at Lasse Storm har mange flere døre, som han skal åbne på egen hånd fremover, nu hvor han ikke længere er ung, fuld og dum.
.
