“Nothing’s real anymore” er et af den slags album, der har haft et ganske langt tilløb – og grundet COVID-19 endda endnu længere end først ventet. Albummet er primært indspillet tilbage i 2019/20 – og var tænkt som en udgivelse i første halvdel af 2021. Det måtte af mange gode grunde vente lidt – og det er heldigvis ventetiden værd. Ikke mindst forbi ventetiden er blevet brugt på at udsende hele fem singler, som har givet et glimrende indblik i hvad der venter. Og lad mig allerede nu slå fast – der venter blandt andet albummets to bedste numre, som velvalgt er blevet holdt i baghånden. Dem vender jeg tilbage til. Måske passer lidt forsinkelse i virkeligheden bare helt perfekt til et album, der er båret af modenhed, refleksion og eftertænksomhed – og hvor intet i hverken tekst eller musik føles forhastet.
Manden bag Late Runner – er sangskriveren og musikeren Asger Tarpgaard – som nogle nok vil huske for hans bærende rolle som guitarist i Superheroes og Private. Asger Tarpgaard var bare 12-år da han sammen med barndomsvennen Thomas Troelsen begyndte at lave musik. Det udviklede sig til bandet Superheroes – der i perioden 1996-2006 – via tre officielle album og nogle EP’er – i den grad tog deres plads på den danske indie-pop scene. Ikke mindst ”Las Vegas” (2001) med numrene ”So far” og ”In Control of the Beat”, der siden næsten er udødeliggjort, som en bærende del af lydsporet til kult sitcomserien ”Langt fra Las Vegas”. Senere fortsatte de to samarbejdet i Private – og Thomas Troelsen gæster da naturligvis også dette debutalbum på et par numre.
Hos Late Runner er tempoet sat ned – men der er stadig fuld fokus på det iørefaldende og det melodiske. Lyden er mest af alt drømmende og atmosfærisk. Som et flyvende tæppe, der trækker tråde til og luft fra navne som Beach Boys, Air og George Harrison – og måske ikke mindst fra et nutidigt mesterværk som ”Morning Phase” fra Beck. Holder du af sidstnævnte album bør du ikke tøve med at rette din opmærksomhed mod ”Nothing’s real anymore” for en stund – for det blegner ingenlunde ved en sammenligning.
Der er både sjæl, sårbarhed og vemodighed at hente på en indadvendt rute med 10 magelige sange, der nok kan stå selv, men som vitalt vokser med helheden. ”Spring”, ”A handful of Dust”, ”Someone Else #2”, ”Catch Your Eye” og ”I Waer Shades” har alle været ude som singler. Singler uden hitpotentiale, men med masser af potentiale. Ikke mindst for den aktive lytter, der holder af at lade sig indfange af de mange sirlige, finurlige og luftige lag, som Asger Tarpgaard – primært i samarbejde med producerparret Boi Holm og Neil Robert Young, hele vejen igennem forkæler med.
Et nummer som “A handful of Dust” kunne sagtens ‘snyde sig ind’ ind på en playliste over det bedste fra 70’ernes soft-rock scene – og albummets åbningsnummer ”Spring” klinger mindst så smukt som en blomst, der springer ud på rette tid og sted. Ikke mindst takket være en nærmest forførisk pedal-steel guitar (spillet af Boi Holm) – sat i scene i en lyslevende lydkulisse, som jeg egentligt troede man skulle hedde Jeff Lynne for at kunne udfolde så udsøgt. Der er simpelthen fragmenter af guldstøv i luften her!
Der er masser af melankoli, og store som små ubesvarede spørgsmål fra livets landevej i de indadvendte tekster, der musikalsk sættes i spil, som blide bølger – og med udsigt til solstrejf og en lyseblå himmel.
Man hører, at det her er et ambitiøst og gennemarbejde projekt, der skal kunne tåle sammenligning med fordums bedrifter. Tag et nummer som ”Someone Else #2” – skrevet sammen med Jakob Bellens. Titlen referer direkte til en gammel Superheroes sang. Som målestok – som motivation. Recepten virker. Resultatet er en fløjlsblød og bittersød sang – med en snurrende tusmørkestemning, som det svimlende omdrejningspunkt. Sanselige soundscapes møder akustisk guitar, piano, en venlig og vejledende basgang og ikke mindst en elektrisk guitar, der mod sanges afslutning sender en smuk lille hilsen afsted til – tænker jeg – Hilmer Hassig. Hvorfor dog bruger milliarder på at flyve ud i rummet – når du kan komme afsted bare ved at lytte med her? Virkelighedsnært – og alligevel himmelsk!
Skal der peges på en enkelt svaghed i det samlede indtryk af albummet, så fornemmes det lidt for ensformigt i det store samlede billede. Det på trods af at Tarpgaard på fem numre har haft andre sangskrivere med ind over. Ud over Bellens har Bjarke Niemann (Spleen United /Lightwave Empire) bidraget til et nummer og så er tre numre skrevet sammen med Nikolaj Avlund. Det gælder blandt andet albummets forrygende afstikker ”Arise” – der er langt mere skævt, sløret og røgfyldt end resten af albummet. Og ikke bare fordi teksten kredser om problemet med ikke at kunne holde op med at ryge, men mest af alt fordi tonen bliver mere jordnær, urytmisk og mere blå. Ikke mindst velspillet hjælp fra Jakob Dinesen på saxofon, sikrer at der blæser nye vanedannende røgsignaler fra Late Runner.
Så absolut pladens bedste nummer sammen med titelnummeret (skrevet sammen med Niemann). På det sættes tempoet i vejret, uden at timingen mistes – og det skaber en fremdrift og en finish, der pludselig vækker varme minder om The Traveling Wilburys til live. Et nummer med internationalt potentiale.
Ifølge Tarpgaard er ”Nothing’s Real Anymore” den slags musik, han endelig har følt sig klar til at skrive – fordi han nu er et sted i livet, hvor han kan overføre den musik, han har i hoved og hjerte, til bånd. Ting tager den tid ting tager – og derfor er Late Runner og dette debutalbum landet på rette tid og sted – og uanset hvad titelnummeret antyder – er det ‘for real’! Jeg kan ihvertfald konstatere at mit eget motto ‘Hellere løbe lidt sent – end gå i stå’ sagtens kan bruge dette album som sit fremadskuende soundtrack.
OBS!
Netop idag er den officielle video til titelnummeret udkommet – se den her:
