Der findes nogle sørgeligt oversete perler i dansk musik.
Under lytningen af ”Disse kanter” kom jeg logisk nok til at tænke på de to plader, som ensemblet Vildnis udgav (”Vildnis”, 2003, og ”København By Night”, 2005), Channe Nussbaums enlige soloudgivelse (”Hvis ikke det er kærlighed”, 2006) og Laura Illeborgs og Channe Nussbaums anden duoplade (”Månen ligger på gulvet”, 2016). Fire af de mest uventede, mest uregerlige og mest velklingende plader fra de seneste 20 år.
Logisk at nævne hér, fordi Channe Nussbaum og Vildnis-bassisten Niels Dahl begge har været med til at skrive musikken til ”Disse kanter”, og han spiller med på alle numre og synger kor.
Teksterne er Laura Illeborgs egne – bortset fra en nytolkning af Vildnis-sangen ”Jeg vil elske”. Tempoet er sat ned, og stemningen er endnu mere pessimistisk end i originaludgaven. Hvis ikke det var for ordene, ville nummeret være svært at genkende. Hun holder sig loyalt til originalteksten undtagen et enkelt snedigt sted, hvor ”lad sommervinden kysse kjolen af dig” er blevet til ”lad sommervinden kysse kjolen af mig”.
”Disse kanter” bygger på mange måder videre på elementer fra de ovennævnte album. Sammenhængskraften er blevet mere solid. Og f.eks. er den (selv)ironi, som først for alvor glimtede hos hende på ”Exitstrategi” (2020), videreudviklet og blevet dybere.
Dybde er i det hele taget kendetegnende for ”Disse kanter”. Mere dybde – og mindre skønsang – i røsten, mere dybde i teksterne.
Der er blevet plads til fortolkninger og til dobbelttolkning. Alene ordet ’kanter’ … Da jeg så albummets titel, tænkte på noget med kant, en hvas eller skarp kant. Men titelnummeret henvender sig i virkeligheden tilsyneladende til en person, som er skredet – ”du kommer ikke på disse kanter”. Og dét er jo en anden form for kant.
Den sødeste tekst og vel nok mest poppede melodi er at finde på ”Tjekker min mobil”, der har melodi af Channe Nussbaum, som nok har siddet og frydet sig over de vældigt forskellige spørgsmål og funderinger, en telefon kan give svar på.
Ét er ord, noget andet melodi, noget tredje – og mindst lige så vigtigt – er instrumenteringen. I over fire år har Laura Illeborg haft sin egen lille faste gruppe, som lige så stille er blevet udvidet. Antallet af guitarister er fordoblet til to, og det høres. Knud Møller og Rune Funch leger lystigt med strengene, og der er mere elguitar end tidligere. Yeah, en rockfornemmelse, der forstærkes af trommeslageren Jesper Elnegaard (som dog ikke er med på den intensive præsentationsturné for albummet i februar).
Det meste er smukt og rørende, indimellem fortrøstningsfuldt og nogle gange nærmest hyggeligt. Men to sange overgår de øvrige ni – i hvert fald for mig, også efter adskillige gennemlytninger: ”Hjertet er en sårbar muskel” og ”Derfor jeg synger”. Og de er ikke så hyggelige endda.
”Hjertet er en sårbar muskel” har en letrullende rytme, som guitaristerne muntert-tålmodigt udnytter fuldt ud. Oveni synger Laura Illeborg om ”din sjæls sorte huller”, og det er ikke direkte morsomt, men det er heller ikke i så stærk modsætning til akkompagnementet, som det umiddelbart kunne lyde til.
”Derfor jeg synger” er smertelig og inderlig. Teksten udtrykker uden omsvøb, hvordan kommunikation mellem mennesker i dag foregår – og ofte ikke foregår. Channe Nussbaums melodi rammer savnet og ulykkeligheden rent. Det samme gør de stilfærdigt malende guitarer. Og den stædigt hviskesyngende stemme.
Lommeopkald og no reply
– fra “Derfor jeg synger”
det er dagens høst
intet nyt er intet nyt
og ikke nogen trøst
Det er derfor jeg synger …
Vi er langt væk fra den ungdommelige romantik, som nogle vil kende Laura Illeborg for fra ”Lidt in love” og ”Lyv mig natten lys”. Men de er også henholdsvis 20 og 26 år gamle.
