Dette er det sjette soloalbum på 24 år fra Laura Illeborg. ”Exitstrategi” – der officielt udkommer den 28.02.20 – har noget utraditionelt allerede et stykke tid før fået sig et liv via et salg til de promotion-koncerter, som hun gav i januar og februar sammen med sit kompetente band, der består af Knud Møller (akustisk guitar, dobro, kor), Niels Dahl Christiansen (kontrabas, kor) og Rune Funch (slide, elektrisk guitar).
Vores udsendte musik-oplevelses-korrespondent Kurt Baagå kunne da efter en koncert den 31.01.20 på Richter også konstatere, at med det hold kan det næsten heller ikke gå galt, og at en del af de nye Illeborg-sange, simpelthen var kærlighed ved første live-lyt.
Ikke mindst nummeret med den originale titel – ”Afstand Er En Relativ Størrelse” – med pointen, om at 300.000 km til månen kan være en smuttur ned om hjørnet til købmanden at regne ved siden af de halvanden meter bord mellem to elskende/ikke elskende, som Laura Illeborg synger, “dilletanter på denne her jord”. Et nummer der i sit musikalske arrangement fik denne skribent til at notere ”Se Venedig og dø” under nærlytningen – hvilket herved er til fri fortolkning.
Det musikalske og tekstmæssige overskud slår også igennem på den finurlige ”Stolpe ud”, med en opfordring om altid at tro på at man kan komme igen, trods livets op og nedture. Men den sang, der for alvor flyttede ind I hjertet hos Baagø var dog ”Jeg Ved Du Sejler”. En eviggyldig, vemodig og tidløs sang om med “længslen dybt i mit bryst” at spejde ud over havet efter sin elskede. En meget klassisk opbygget sømandsvise, som også ville passe fint i Lasse & Mathildes repertoire.
Tre numre, der sammen med yderligere tre, som jeg vender tilbage til, skiller sig glædeligt ud på et album, der tydeligvis har noget på hjertet i forhold til at mene noget om livets store og små dilemmaer – og de epoker vi går igennem, men som også musikalsk mest spiller sig hjem med en gennemgående defensiv og meget tilbagelænet tilgang.
Den musikalsk underlægning støtter således ikke rigtig de ridser i lakken, som teksterne ellers så fint indrammer og udstiller på velafbalanceret vis. Det gør ikke så meget hvis du lytter til de 12 numre enkeltvis, men som samlet album bliver det hele nu nok lige lovligt pænt og for rettidig omhuende.
Laura Illeborg skal i den perfekte verden ikke være lyden af en arkitekttegnet Østerbro Cafe – men nærmere som soundtracket til et brunt og røgfyldt værtshus. Næste gang skulle hun måske suge mere skæv inspiration til sig fra Pligten Kalder, som hun jo tidligere har været på tour med.
Knud Møller er ikke med som ”gud” på dette album, men mere som ham der slår søm i – og binder det musikalske udtryk sammen. Den opgave er som antydet fin løst. Det er kun i det fængende titelnummer, der fungerer som en piano dreven ragtime, som man sagtens kunne forestille sig var skabt bag tobaktåger på stambaren med Randy Newman, Povl Dissing og Benny Andersen omkring bordet, at Knud Møller slår sig en kende løs på den akustiske guitar.
Det nummer er til gengæld Laura Illeborg og band når de er absolut bedst – tæt fulgt af det pragtfulde åbningsnummer ”Yes I Do”. En ægte og humoristisk kærlighedserklæring til en livsledsager, der sikkert har nogenlunde lige så mange fejl, som en selv. Og det er der Laura Illeborg virkelig gør indtryk når hun pirker og prikker til trivialiteterne og forventninger til den såkaldte perfekte liv – og alle de gode og ”rigtige” valg.
Hun er både en betragter og en skarp observatør, og giver en masse af sit eget – ja, det kan og skal jo ikke skjules – middelaldrende jeg, og det klæder hende – og gør at man rent faktisk lytter – og ikke søger efter en exitstrategi i løbet af de 12 numre med en samlet spilletid på små 35 minutter.
Man skal nogle gange gemme det bedste til sidst, så lad mig slutte med at takke for at det nu er muligt at høre Johnny Madsen’s i forvejen skønne ”Sølver Bue” i en velspillet og smukt fortolket version, der rykker den sang endnu tættere på klassikerstatus. Spørgsmålet er nu om Johnny Madsen tør at synge den sang fremover, når han nu har hørt hvordan den kan lyde?
Den stemningsfulde længsel får også fuld og excellent effekt i den rørende ”Mens du flyver over Atlanten” og gør at man efter alle disse år stadig er ”lidt in love” med hende her Laura Illeborg – også selvom hun stadig rammer stolpe ud undervejs.
