De hænger ikke på træerne de danske sangskrivere, der med poetisk pondus evner den subtile og til tider sarkastiske samfundskritik, den næstekærlige hilsen, og den mere end lommefilosofiske tanke i teksterne – og som samtidig maler nogle observationskraftige personportrætter, der vækker både genkendelighedens glæde og de gribende kuldegys.
Den slags, der kan skrive linjer som:
”Jeg holder mig fra de forbudte trin / men jeg frygter mere dydens sti”
”Himmelmand, vil du ikke forklare mig
Hvad det er der går mig på?
Når vise mænd og kloge koner de siger
At det nok skal gå”
”Mon ikke han er velsignet med sit held / Mon ikke arbejdet bærer lønnen i sig selv”
Allan Olsen og Niels Hausgaard har i de seneste mange årtier været en uofficiel danmarksmester i genren – som også stadig har Niels Skousen og Benny Holst som væsentlige bidragsydere, selvom især sidstnævnte desværre har sat sit aktivitetsniveau noget ned.
Og nu hvor Allan Olsen ikke rigtig gider det med de nye sange mere, og Niels Hausgaard hellere vil snakke, så har Kjartan Arngrim og Folkeklubben stået lidt alene med ansvaret i de sidste 10 år, selvom navne som B-Siden og Jakobsen også har ulmet i horisonten – og leveret modige bud fra en ny generation af sangskrivere – helt ligesom dagens band – Laursen.
Her er det sanger og sangskriver Andreas Laursen, der er bagmanden på hovedparten af numrene – og han står således også bag de ovennævnte tre tekstuddrag – hentet fra henholdsvis ”Dydens stil”, ”Himmelmand” og ”Den Sidste spillemand”. Tre numre der afspejler, at både Andreas Laursen som sangskriver og Laursen som band, står endnu skarpere og mere sammentømret, end på den i øvrigt stadig holdbare debut ”Nutidslevn” fra 2018.
Musikalsk er der kommet flere lag – samtidig med at guitar, banjo og rytmegruppe – hele tiden udgør hjertet og kraftcentret i bandet, der tager sit klare udgangspunkt i folk-musikken med tilpasset tilsætning af roots og pop ingredienser undervejs.
Rytmikken i ”Byens kro” og den fiffige spanske guitar i ”Dydens sti” afslører, at Andreas Laursen ikke har været uberørt af at være ’fanget’ i en lockdown tid i Chile, og på ”Himmelmand” er det – udover den fremragende tekst om den evige tvivl og jagten på svar i livets mange store spørgsmål – de små musikalske lag, der gør en forskel, bygger op, og forfremmer nummeret fra en fintskåret vuggevise til vigtig og central voksenvise for ethvert selvstændigt tænkende individ.
”Himmelhunden” har noget umiskendeligt Allan Olsen’sk over sig i hele sit arrangement – ligesom især det mesterlige åbningsnummer ”En sang til” også har det. Et nummer, der blandt andet løftes af at Louise Ring Vangsgaard stemningsfulde og strygende violinspil – der også får lov at forkæle ”Den sidste spillemand”.
Teksten i ”En sang til” er på smukkeste vis vel at betragte som selve titelnummeret til albummets sammenhængende tema – en hyldest til danskerne – og måske især til dem, der ikke er født på en piedestal eller formet og favnet af et regneark, der er databanket på plads.
Et imponerende persongalleri foldes ud – lige fra alle der vågner med støvlerne på, til dem der har slæbt for at bygge bro via alle dem der brænder, til de brænder ud. Det er simpelthen en lyrisk kraftpræstation, der kan måle sig med det absolut bedste i genren – ligesom ”Himmelmand” – og ”Johnny’s sang” iøvrigt kan det.
Det er historier, der rummer meget mere end ordets kraft – det er historier, der skaber billeder, og afføder nye historier og tanker hos dig som lytter. Det er ypperligt, magnifikt, uforligneligt – ja, find selv dine superlativer. De slår nok ikke til – ligesom så mange af os mennesker ikke helt slår til i en verden, som det er så let at slå sig på, hvis man skiller sig lidt mere ud end at være en del af flokken.
De vilkår kender Laursen og bag selve titelnummeret “Brændenælden” gemmer sig en forkærlighed for samfundets brændenælder – oversat til alle de mennesker, der ikke kan leve op til systemets forventninger og derfor ses som ukrudt, der helst bare skal luges ud i. ”Brændenælden” bider dog ikke på med helt samme kraft som resten af albummet. I både tekst og musik fremstår den lidt underlig neutral, og gør egentlig hverken nas eller brænder rigtigt igennem.
Årsagen kan måske findes i resten af albummets generelt høje niveau – fra de alle før omtalte prangende pletskud – til en fantastisk nyfortolkning af den gamle Per Dich politisk-satiriske klassiker af en slagsang ”Kapitalismen” – samt den moderne snapsevise ”Lægen og Præsten”, der er indspillet med vennerne Jakobsen og B-Siden. En nyskreven sang, der rummer de traditionelle kvaliteter, der i generationer før sikrede Dubliners og De Gyldne Løver, hver deres form for legendestatus.
Dette både feststemte, folkelige, og favnende album bør være det visitkort, der fremadrettet giver Laursen adgang til samme størrelse publikum som Allan Olsen og Folkeklubben. På deres egen fritænkende facon placerer de sig lunt i mellemrummet mellem de to nævnte, og de kommer med en yngre generations bud på at bibeholde folk-genren, som noget indholdsrigt og interessant på tværs af alder, køn og social status.
Andreas Laursen har en særegen hæs vokal, der lyder som ’a perfect blend’ af Johnny Madsen, Poul Krebs og Nikolaj Christensen – og med sig har han nogle sprællende spillemænd – Martin Caspersen: Guitar, mandolin, vokal – Markus Nederby: Banjo, guitar, vokal – Rune Petersen: Bas – Jonas Laursen: Trommer – der hørbart har en mission – at løfte i flok – og løfte musikken nye steder hen.
Den mission når de fuldt ud i mål med – og lur mig ikke om et sultent live publikum nu venter derude på at høre meget mere end ”En sang til” – selvom den ubetinget er selve svendebrevet for Laursen. Pudsigt nok det eneste nummer, der ikke ’kun’ er skrevet af Andreas Laursen, men i fællesskabet med Caspersen og Nederby. Det kan åbenbart noget det der fællesskab. Skal vi ikke se at få det åbnet noget mere – når vi nu ikke absolut hele tiden skal være sammen, hver for sig?
