Ordlegen i titlen er måske den mest overraskende del af denne yderst veltilberedte voksen-pop plade. Ikke mindst hvis man som denne skribent har fulgt Peter Smith, siden han pladedebuterede tilbage i 1990 med ”Kærlighedens disciplin”, med blandt andet det eviggrønne hit ”Få det godt sammen”.
Siden har han både udgivet tre langtidsholdbare pop-rock album, der var på engelsk og på internationalt niveau, og derefter er han så vendt tilbage til modersmålet på et par album – samtidig med at han dyrker sin kærlighed til Beatles i cover-bandet Repeatles.
Det er altså en ganske rutineret herre, og ikke mindst vokalist og sangskriver, der har slået sig sammen med den på den danske side af sundet ganske ukendte sangerinde, sangskriver og pianist Caroline Leander. Hun er et særdeles anerkendt og respekteret navn i hjemlandet Sverige, og har også en håndfuld album i eget navn bag sig. Her er det mest “open-minded” jazz med engelske tekster, som har været indgangsnøglen i et musikalsk univers, hvor hun har aldrig været bange for at flytte nogle musikalske grænser.
Efter et møde mellem de to på en sangskriver workshop i 2017 – fandt de et musikalsk fællesskab, og en tro på at de kunne få det godt sammen. Og tro kan åbenbart resultere i et letflydende og lyttevenligt debutalbum, selvom visse ”tidens tand” smagsdommere – altid på jagt efter det nyeste fix – nok vil kategorisere det som håbløst umoderne.
Lad dem om det. At kunne skrive en god pop-melodi bliver på denne side aldrig umoderne. Punktum! Og slet ikke hvis man evner at skrive med et modent udtryk, der også i teksterne afspejler at man rent faktisk har levet et liv hvor der både har været sus og savn, sødt og surt, håb og happiness, tillid og tvivl, og hvor der stadig er både drømme og tro tilbage – på du eller aldrig, nu eller altid.
Ti numre – vekslende mellem tekster på engelsk, svensk og dansk – fungerer fint sammen, og beviser at voksen-pop bestemt også kan have flere lag, selvom det præsenteres med bløde kanter.
Numre som ”Usynligt blæk” og ”The Gap” er Peter Smith classic, og spiller sig ind blandt han stærkeste numre i karrieren. Men pladens pirrende perler er ”Falsk identitet” og titelnummeret ”Du eller aldrig”, hvor det nordiske samspil med en næsten Zlatan’sk selvtillid og stilsikker leverance bør kunne få ethvert pop-hjerte til at banke nydelsesfuld og nyforelsket.
Resten er bestemt også både pænt og godt, men aldrig ligeså hot – og til tider ligesom hørt før. ”Socker & Salt” er egentligt ganske tiltalende og lækker i sin fremtoning, og alligevel får den måske lige et snert for meget Brdr. Gebis (tjek Shu-bi-dua 6) – og ”Den jeg bliver med dig” er bestemt ganske iørefaldende, men lyder også lidt for meget som et kasseret Martin Brygman og Bo Kaspers samarbejde om en sang til den næste Susanne Bier film – og det samme kan vel nok siges om ”Det Är Bättre nu” – bare med Thomas Helmig som reference. Det er ikke her Leander & Smith er bedst.
Men de slutter heldigvis albummet af på bedste vis med ”Det er ikke som du tror” og ”Oförnuft och känsla” – der begge er enkelt, lifligt og smukt opbygget omkring pianoet, som en vejviser, der sikrer den helt rigtige retning og stemning. Og med de to – er stemningen helt grundlæggende god. Leander & Smith er primært sød musik for øregangen – og det har den så sandelig også brug for i 2019 og fremover. Gid de længe leve må som musikalsk makkerpar.