Begrebet ’pensionsopsparing’ kan åbenbart have flere betydninger. For de fleste er det noget med via sin løn at få indbetalt en procentdel til en pensionskonto, så der er lidt ekstra at leve af når ens arbejdsliv engang er slut. 66-årige Lei Moe har i stedet opsparet livserfaring, musikalsk mod og lyst til at udtrykke sig – og udvikle sig – også selvom hun i livet er nået en alder – som for mange er ensbetydende med pension.
”Jeg troede egentlig, at jeg var gået på pension – indtil jeg mødte Morten Wittrock. Her var der en musiker, der forstod præcis, hvor jeg ville hen med musikken” – fortæller Lei Moe ifølge det medfølgende pressemateriale.
Samarbejdet med tangentspiller, sangskriver og producer Morten Wittrock – der især er (aner)kendt i såvel indland som udland for sin roots/blues duo Holtsø & Wittrock – har bygget på forståelse og kærlighed til de genrer, som står dem begge nær – soul, blues og funk. De har sammen komponeret og skrevet alle numrene, og det har givet Lei Moe friheden til at lave præcis dét album, hun altid har drømt om. Nu er ”Lei Moe” så udsendt, som et livsbekræftende og kontant bevis på at det aldrig er for sent til at finde modet til at følge sine drømme.
Lei Moe har ganske vidst tidligere under navnet Lei udsendt to soloalbum – tilbage i 1984 og 1986 – med meget tidstypisk 80’er pop/rock, der genhørt ikke gør meget for at kunne blive betragtet som særlig relevant den dag i dag. Til gengæld har hun begået så meget andet relevant i mellemtiden. Siden har hun nemlig været en af landets mest efterspurgte korsangerinder på den rytmiske scene. Dels fordi hun har en stemme, der bare altid klæder, og så leverer hun efter sigende godt, hurtigt og driftssikkert hver eneste gang. I en årrække var hun mere eller mindre fast inventar i Dansk Melodigrandprix, og hun har alt i alt medvirket på omkring 1700 indspilninger. Så selvom hun sjældent har gået eller stået forrest, så har hun sat masser af spor i en karriere, der startede sammen med broderen Lanni og søsteren Lupe i bandet Skunk Funk i slut 70’erne.
”Lei Moe” skal ikke have været mange gange i rotation før at det står klart at det et åbenlyst rigtigt valg hun nu har taget ved at træde frem i spotlyset. Det bør mange kunne få glæde af. For på albummet møder vi noget af det tætteste vi har haft af en dansk udgave af Bonnie Raitt – uden at det i øvrigt lyder som om det er det der har været målet. Sammenligningen skal mere ses som en beskrivelse af det kvalitetsstempel der er på alle otte numre med en samlet spilletid på godt 28 minutter.
Festen åbnes allerede i første nummer hvor funken får plads og hjerterum til at folde sig fuldt ud på ”Mighty Good Thing”, hvor der er funklende familie træf med gæsteoptræden af Lanni og Lupe, datteren Bianca, og ikke mindst nevøen Joey Moe, der leverer et rapstykke med både flair, flow og feeling – mens blæsersektionen Peter Marott (trompet) og Anders Gaardmand (sax) lige sikrer nummeret det ekstra groovy lag, som et funky fundament bygges bedst på.
Det samme gælder på et af albummets andre brandvarme funkperler ”Dash of Love” – hvor Marott/Gaardmand igen shiner – og blæser nummeret et stykke godt over gennemsnittet, ligesom de gør det som en væsentlig ingrediens på albummets vel nok næstbedste nummer ”Give it up”. En suveræn swampet blues – hvor Lei Moe i den vokale front virkelig viser sit værd, samtidig med at der et rytmisk drive og et overskud på et nummer, der så ovenikøbet på mesterlig – og alligevel næsten magisk underspillet vis – gæstes af de gode guitarister Knud Møller og Hannibal Gustafsson.
Knud Møller maler også smukt med i lydbilledet til albummets to meget fine soul ballder – den sjælfulde ”Honey” sammen med Troels Lyby og på den dæmpede “Tonight”. Generelt må det siges at Moe og Wittrock, der albummet igennem spiller diverse keyboards – bare er i godt musikalsk selskab – uden at nogle af gæsterne som sådan stjæler billedet undervejs.
Heller ikke når gæsten er selveste Bob Dylan guitaristen Bob Britt – der medvirker på ”Won’t let go” – en rootsy duet med Allan Mortensen. For det vil ikke være Bob Britt , at nummeret i sig selv huskes for. Det er derimod – at det i øvrigt John Hiatt klingende nummer – i den grad understreger at mesterrækken for vokalister stadig ikke har nogen aldersbegrænse. Nøj, hvor de klæder hinanden de to rutinerede vokaler!
Lei Moe synger hele vejen igennem med en mørktonet glød og en moden vokal, der smyger sig fint mellem disse velvalgte stilskift mellem funk, soul og blues. På pladens i mine ører i særklasse bedste nummer ”Say No” er det så guitaristerne Hannibal Gustafsson og Jacob Rathje, der tager de bemærkelsesværdige biroller, alt imens Lei Moe synger videre med en pondus og power, som salig Tony Joe White med garanti ville have vugget veltilfreds med på om han stadig havde været iblandt os. Så bliver swamp-blues altså ikke meget bedre!
Til gengæld kunne afslutningen godt være skrevet bedre. Ikke fordi at den funky lukker ”Caught” ikke fanger og fænger, og viser at Lei Moe også har noget af samme sjælelag i stemmen som Hanne Boel. Men med en spilletid på under 30 minutter, så burde der altså være plads til at ”Caught” kunne blive kørt helt hjem, i stedet for at ‘fades ud’ midt i en ellers lige så velstartet guitarsolo. Det føles tomt – ja, næsten tarveligt!
Det er der til gengæld ikke andet der gør i de foregående 28 minutter – så den lille misforståelse lader vi være tilgivet. Samlet hørt er ’Lei Moe’ nemlig et skønt frontalt træf med en artist og en stemme, der tydeligvis hviler i sig selv helt front, og med gode sange og godt musikalsk selskab omkring sig. I den position bliver hun forhåbentlig et godt stykke tid endnu, og med flere album til følge. Også for hende er pensionsalderen rykket – og tak for det!
