Det glimrende åbningsnummer ”Rock’n Roll Star” var vel nok selve dagsordenen, og et næsten udsolgt Forum Black Box var klar på præmissen. ”Fuck han er for sej” – var det mest hørte udtryk blandt et tændt og modtagelig publikum – der vel primært var mellem de 15 og 50 år, og med blot en lille overvægt af hankøn.
Og mange var tydeligvis fans. Ægte fan. Langvarige fan. Det er denne skribent ikke, hverken af Liam, Noel eller Oasis for den sags skyld. Og jeg blev det heller ikke i aften. Men musikhistorisk er deres to banebrydende og karriereskabende album ”Definitely Maybe” (1994) og (Whats’s the story) Morning Glory (1995) ikke til at komme uden om – og har naturligvis også efterladt spor i mit altid bankende Rock’n Roll hjerte.
Der er egentlig ingen afgørende musikalsk forskel på Liam Gallagher I front for sit eget band eller i front for Oasis. Variationen i det vokale uddrag er minimalt – og forudsigeligt – ligesom hans påklædning – en letvægts parka jakke. Men når han synger – så lyder det (næsten) hver gang, som om han mener det – og altid leveret fra bunden af et britisk bankende rock’n roll heart.
Hele 12 af 19 numre var fra Oasis bagkataloget – og hvis man ikke fik gåsehud eller ekstra hjertebanken til mesterlige udgaver af ”Morning Glory” og ”Stand By Me” – for ikke at tale om ”Gas Panic”, hvor den tidligere Oasis guitarist Paul Arthurs aka Bonehead shinede i en gnistrende hovedrolle – ja, så skulle man nok være blevet hjemme under dynen.
Sjældent at opleve så stor en del af publikum skråle så intenst og hjerteligt med. Især omkring de to førstnævnte numre var den generelle stemning på stadiet omkring lykkerus – sikke et sus!
Men generelt var koncerten lidt ligesom den sæson Liam’s lokale fodboldhelte i Manchester City leverer – ujævn – springende fra det geniale til det gennemsnitlige. Bundniveauet er godt nok højt, men udover de allerede nævnte sange var der ikke meget, der ligefrem skabte chokbølger på øregangen. Også ”Live Forever” og ”Supersonic” blev leveret med overbevisning, mens de resterende Oasis numre virkede lidt til at have noget begyndende metaltræthed – ikke mindst ”Champagne Supernova”, der nærmest lød som en version afspillet med bevidstheden om at mesterskabet er tabt – til Liverpool – byen med – i ved nok – The Beatles.
Til gengæld var der et par rene vindere af hans solonumre – ikke mindst ”For What It’s Worth” og ”Once”, som i den grad også fik opbakning fra en stor del af de meget begejstrede fans. I de numre viste han virkelig den regulære (arbejder)klasse han rummer – når han åbenbart gider – for arrogancen og den sædvanlige ”fuck you” attitude er naturligvis stadig en del af gamet, når man er en ægte rock’n roll star. Lydmanden virkede han f.eks. undervejs ikke helt tilfreds med, og han er næppe inviteret på fadøl efter koncerten, selvom der nu langt hen ad vejen var en ganske hæderlig lyd i forhold til hvad man kan forvente af Forum.
Mange musikere havde fundet vej til Forum – blandt andet Marcus Winther-John og Troels Skjærbæk, der i de gamle Inside the Whale dage agerede opvarmning for Oasis til koncerten i KB Hallen den 24.11.95. Det meget sigende (og også meget lærerige) møde kan man læse meget mere om i den velskrevne bog fra Marcus Winther-John ”Tiden der tog os”. Anbefales.
Opvarmningen i går var med danske Iceage – der siden 2011 har bevæget sig fra heftig kortsluttet post-punk til et mere storladent og varieret rockudtryk med masser af støj, kant og ambitioner. Siden seneste album ”Beyoundless” har de turneret massivt i udlandet, og er nu på vel i studiet for måske at begå det album, der kan blive deres endegyldige internationale gennembrud.
De syv numre de gav her, beviste at de har en stærkt udgangspunkt – om end stadig for ujævnt – men kan de fortsætte deres til tider The Kinks meets Iggy Pop lydende stil, som f.eks. på ”The Lord’s Favourite” og ikke mindst på ”Catch It”, der ligesom de øvrige numre blev introduceret via diverse lydklip – denne gang tonerne fra ”Santa Lucia”. Det nummer sammenbandt alle de kvaliteter dette band rummer – en karismatisk forsanger, og musikere, der bliver ved med at udvikle sig med både fremsyn og respekt for historien i sit DNA .
Publikum greb dog ikke Iceage, og gav bortset var enkelte i forreste række kun en iskold respons, mens de kiggede mobil og drømmende så frem imod Liam Gallagher.
Sådan kan support job være lige så utaknemmelig som berigende – og man kunne måske også vælge at mene at Iceage kunne have solgt sig selv bedre med en stærkere fokus på kommunikationen med publikum. Men fuck det – for sådan gør en rock’n roll star in spe jo naturligvis ikke. Og sådan er det!
Jeg tror stadig på Iceage og jeg tror på Liam – men stor fan bliver jeg sgu nok aldrig – and who’s fucking care anyway!
