Det er onsdag aften i København. Et godt halvt fyldt Lille Vega er i første omgang blevet i godt humør at et energisk og effektivt ’elektro-chok’ fra opvarmningsbandet Magnus Temples, der på bare fem numre formår at overbevise om at dette næppe bliver den største scene og det største job de får i karrieren. Der var både karisma og den rette kurs i luften – også når lydbilledet lige tog en sviptur forbi Berlin.
Koncerten kunne ifølge Mattias Kolstrup betragtes som en slags releasekoncert for de to album, for den slags havde Liberty ikke lige fået afholdt. Og hvis release kan oversættes som forløsning, så var det præcis det den her koncert var!
Reelt er det jo komplet uforståeligt, at et band med Mattias Kolstrup i front ( ja, du ved nok, ham der var i front for Dúné og ham der i Toppen af Poppen sang Lars Lilholt ) kan give en koncert i Lille Vega, der ikke er udsolgt. Hvad sker der, Danmark? Der må åbenbart være for mange, der ikke lige ved hvad de går glip af. Det må der gøres noget ved. Jeg forsøger med de efterfølgende linjer.
Først og fremmest går de fraværende glip af et legesygt og velspillende band, der laver moderne pop med rockens energi og drivkraft. Det er allerede ganske godt veldokumenteret over 16 numre på de to album, som Liberty har udsendt indenfor det seneste år – ”Haven’t felt this great since 1988” og ”Moon child set on the sun”.
Hovedparten af disse numre blev leveret i en omkring 70 minutter koncert, der på denne modtager virkede som den slags humørpiller, der rent faktisk kan gøre at en onsdag aften føles som en ’Lille Lille fredag’. Der var både tænding, spænding og berusende overraskelser i luften.
Mattias Kolstrup var ovenpå lige fra første sekund han trådte ind på scenen i et sæt tøj, som i løbet af koncerten skulle vise sig alt alt for varmt til at beholde på. Han skulle ikke mange numre hen før at han havde publikum i sin hule hånd. Charme, selvtillid og lækkert hår – og en fremragende vokal – også i falset stykkerne – er dog langt fra alt hvad Mattias Kolstrup har med sådan en aften.
Han har også en af landets pt. mest benyttede og pulserende trommeslagere – Felix Ewert (Drew Sycamore, Mads Langer, Aksglæde, Alex Vargas m.fl), der både evner at piske en stemning og et nummer op, men som også bare evner at ’swinge’ og ligge lige på slaget – og så at levere noget så umoderne som en trommesolo, der rent faktisk både er på stikkerne og underholder – via dirigerende styring fra Kolstrups ’magic hands’. I bandet strålede også guitaristen Nichlas Kure (The Cornbread Project, Aksglæde m.fl. ), der lejlighedsvis fik lov til af folde sig ud med den slags guitarsoloer, som ellers er noget så uforståeligt ugleset indenfor både popmusik og indie-rock.
Også derfor er LIBERTY så fremragende. De har en driftssikker fandenivoldskhed, og sange, der er ladet med kvalitet og drømme om mere. Med dem i hånden siger de farvel til både jante- og junglelov, og giver derved sangene en ny frihed og nye vinger LIVE. Det var vel kun den ellers på album så rasende iørefaldende ”Last Time”, der LIVE faldt underligt uforløst sammen på gulvet i en præsentation, der ellers lagde op til dans, men endte som en uforløst og alt for kort fest flirt uden reel kontakt.
Til gengæld var der så mange andre numre, der fik det man kan kalde lidt ekstra kærlighed – ikke mindst fremragende udgaver af ”Ride Against the Wind” og ”I’m Back”, der blev leveret i en dejlig tung og optændt udgave.
Det store klimaks indfandt da popkornene var spist, og rockdyrene blev sluppet løs i mesterlige og eksplosive udgaver af ”1988” og ”Viva La Illusion”, der dels understregede at det var et bragende godt BAND, der her var på scenen, men som også gav svar på hvorfor Mattias Kolstrup på en scene, er blev sammenlignet med folk som Iggy Pop og Mick Jagger.
To toppe på en kransekage, der var høj – og som også indeholdt et ekstra krydderi i form af den ligeledes skarpe sangsmed og guitarist Nicklas Sahl, der cirka midtvejs i koncerten gæstede på nummeret ”Doom and Gloom” – og igen for en stund gjorde rock både moderne , medrivende og helt nærværende. For filan da, hvor de to herrer klædte hinanden, og de leverede den slags øjeblikke , som jeg er ret sikker på, at ingen af de tilstedeværende, vil glemme foreløbig. De vil sikkert heller ikke glemme at Mattias Kolstrup mod slutningen af koncerten sprang ned af scenen og vandrede ned gennem publikum midt i en iøvrigt sublim version af ”What Going On”?
Og efter denne oplevelse – og kun fire nu afsluttede spillejob på “release turen” – kan det spørgsmål – ”Whats Going On” – sagtens være det man roligt kan stille sig selv og landets bookere, hvis ikke Liberty er på plakaten på de fleste af landets større festivaler til næste sommer. Personligt kan jeg ærlig talt ikke se mange andre danske artister, der matcher dette niveau af udstråling og indhold.
Kolstrup lukkede alene på scenen med en ny sang ”Fresh out of fucks” – der mest af alt viste – at han som performer og udøvende musiker har det hele – og derfor glemmer man jo næsten helt at han rent faktisk måtte afbryde et af bandets ellers stærkeste numre ”Paradise on fire” fordi han klumsede lidt i det indledende guitarspil.
Sådan kan det gå. Ingen er perfekte. Liberty er dog tæt på – eller også er de bare dejligt uperfekte på den helt perfekte måde.