Lige lidt indledende info. Jeg elsker verdensmusik – men dyrker den egentlig ikke – og hører den ærlig talt ikke ret meget. Desværre. Tiden i ved. Der jo også alt den der rock, rul, roots, country, soul, blues, jazz og pop. Og så også fordi min gode musikalske makker og oplevelses-korrespondent – Kurt Baagø – dækker området noget så glimrende her på Side 33. Men albumanmeldelser og karaktergivning er ikke hans bord, så dette album landede i min postkasse. Og tak for det!
Jeg har næsten danset rundt lige siden – og det skulle jo være så sundt. Førstegangsindtrykket var som en stormende forelskelse – bare coveret til albummet – der signalerer både kunstnerisk indhold og en søgen efter en befriende grænseløs kærlighed uden de endelige svar.
Og hvem er så disse Liga Latina? Ja, det er et særegent sammenrend af etablerede og passionerede skandinaviske musikere, der har det til fælles at de ønsker at formidle og fortolke en livslang musikalsk kærlighedshistorie mellem cubansk, latinsk og caribisk folk og jazz – med fokus på den endeløse og charmerende flirt mellem spansk guitar, klaver og den afrikanske tromme.
Grundstammen består af Mike Hecchi (vokal, cubansk trés, spansk guitar), Michell Boysen (kontrabas) og Bo ”Bojo” Johansen ( percussion), samt Theo Hjort – der har stået i lære på Cuba hos selveste Roberto Carlos Rodriguez fra Los Van Van – og endelig Rune Krogshede på trompet og flügelhorn.
Derudover stærke gæsteoptrædener fra Lasse Høj Jakobsen på violin og især fra den LA-baserede danske jazzguitarist Alex Olesen og den herboende amerikansk-cubanske sangerinde Cassia DeMayo, der i 2015 i eget navn udsendte det glimrende debutalbum ”Heart, We Will Forget Him”.
De ni numre på 42 minutter på dette velproducerede debutalbum kan fint fungere både til fest og til ”feel-good” stunder af enhver art. Det er sprudlende, det er dansabelt, det er lidenskabeligt – og det er ikke mindst vitalt varieret i sit udtryk.
Det gav mig selvsamme lykkerus, som da jeg første gang hørte Buena Vista Social Club tilbage i 1997. For man mærker at det er musik, der er spillet med talent, og født og følt med store hjerter. Syv af de ni numre er originaler – de seks skrevet af Mike Hecchi, som nogen måske vil genkende fra The Sexican – og det syvende ”El Sabor ” er skabt af Theo Hjort.
Og lige det nummer udgør et mesterligt højdepunkt – fuld af både smerte og længsel i sit udtryk (ja, det er en musikalske fortolkning, for jeg kan ikke et ord spansk) – boblende rytmik – talende trompet – guddommeligt guitarspil og en mere end prangende opvisning i hvordan et piano i de rette hænder både kan danse og svanse – og fortælle en historie man håber ingen ende har.
Også ”El Carretero” – kendt fra netop Buena Vista Social Club – blomster i en 6 minutter og 27 sekunder lang varmblodig version, og viser Mike Hecchi, som både en glødende sanger og musiker uden trang eller hang til overdrivelse.
Pladen lukker smukt og blidt bølgende med endnu en sang kendt fra Buena Vista Social Club ”Y Tú Qué Has Hecho” – og lukker cirklen mellem den gode gamle vin på nye flasker – og de nye minderige numre – som alle for én rummer samme smittende effektfuldhed og behov for gentagelse. Ikke mindst når Cassia DeMayo på albummets eneste engelsksprogede nummer ”Revealed” er i front – og virkelig viser hvilken mørk, dragende, sexet og smooth vokal hun rummer. Ja, det lige så det damper lang tid efter sidste tone er sat – og lige præcis sådan skal det da være med en rhythm romance.
