Lisa Ekdahl har ligesom de fleste andre været træt af det meste i COVID-19 lockdown tid, men hun gør også opmærksom på , at der har været noget af fejre, noget at glæde sig over. Det skal vi ikke glemme. Selv husker hun med glæde tilbage på i sommers, hvor hun rundede de 50 år i et liv, som hun udviser en åbenhjertelig taknemlighed for.
Det er efterhånden 27 år, at vi skal tilbage for at finde udgivelsesåret for hendes skelsættende debutalbum. I mellemtiden har hun udgivet yderligere 11 studiealbum, heraf har to været jazzalbum indspillet sammen med Peter Nordahl Trio og fire album har været med engelske tekster. På engelsk er hun vel mest af alt ’bare’ god – men det er når hun synger sit modersmål, at det magiske opstår. Man bliver simpelthen forelsket i vort nabolands sprog når det udsættes for hendes let genkendelige, og meget fintfølende vokal, samt hendes fnuglette fraseringer.
Koncerten, der er en del af Nashville Nights International Songwriters Festival, afholdes på Posten i Odense. Her plejer der at stå udsolgt ved indgangen når Lisa Ekdahl kigger forbi. Det gør der ikke i dag – hvor vi vel blot er et par hundrede mennesker samlet. Os der er til stede får til gengæld en udgave af Lisa Ekdahl og hendes faste band – bestående af rytmesektion, guitarist og tangentspiller – der fra start til slut er på toppen og i et overdådigt givende og næstekærligt humør. Fokus er på omtalte debutalbum, der næsten spilles i sin helhed – rent faktisk er hele 11 af koncertens 17 numre er hentet derfra. Det viser naturligvis noget om sangenes kvalitet, for der er rent faktisk ikke et eneste, der falder igennem. Ligesom Lisa Ekdahl selv er vokset som artist – og med tiden har fået nogle ekstra virkemidler – og en anden og lysere klang i hendes vokal – er også de fleste af disse sange vokset, og har fået lidt nye nuancer.
Der åbnes med en af de største klassikere ”Benen i kors” og der lukkes 70 minutter senere ned med det største hit af dem alle ”Vem vet” – men det der udspilles der imellem er rent faktisk de ting, der vil blive husket bedst hos denne skribent. Scenen er stilfuldt opstillet med stol, afsætningsbord, stumtjener – og som en smuk lille fe bevæger Lisa Ekdahl sig elegant rundt på scenen – og hun ligner i den grad en der er i balance – med sig selv, med sit band, med sit publikum, med sit liv.
Hun har glædet sig til det her. Det er bandets første koncert i ulideligt lang tid. Og den koncert skal her i Odense naturligvis både opleves og leveres som et eventyr.
”I dag er vi vægtløse, i dag er vi udødelige, og nu er vi i gang” – sagde hun som indledning til den skønne ”Flyg vilda fågel” – der ligesom langt de fleste andre numre fra debutalbummet havde fået flere eller andre lag i generelt veldoserede og meget flotte arrangementer.
”Jeg elsker mig band” sagde hun undervejs – og det var ikke svært at følge hende, og forstå hvorfor. I det hele taget var Lisa Ekdahl dejligt generøs med roserne denne eftermiddag – og hun delte undervejs ud af sine små underfundige betragtninger og tanker i hyggelige oplæg til sangene – ligesom hun i forbindelse med en af dagens flottest fremførte sange ”Du sålde våra hjärtan” sendte en slet skjult politisk hilsen ved at komme på scenen med et skilt hvor ordene ”#freebritney ” og ”Patriarkatet faller inom din livstid” var påtrykt.
Man skal ikke skue en hund på hårene, og man skal ikke lade sig snyde af den hele vejen igennem blide og bølgende musik – for der er undervejs både holdning, handling og kant i tekstuniverset og i foredraget fra Ekdahl.
Lidt over midtvejs i sættet er det kun Lisa Ekdahl og den glimrende guitarist Mathias Blomdahl, der er på scenen i to numre, der skiller sig ud ved som de første ikke at være fra debutalbummet, mens ellers er det numre, der mest bare føles som et par små søde mellemspil inden bandet kommer på banen igen til ” Där ser du själv hur högt du når”, der ender i en herlig og hjerteligt improviseret syng-med hyldest til Martha Wainwright, som Lisa Ekdahl åbenlyst selv er fan af – og som iøvrigt kommer og spiller på festivalen dagen efter. Et gyldent øjeblik, der i den grad understreger at Lisa Ekdahl nok synes lille at natur, men hendes hjerte er stort.
”Underbart” siger hun flere gange om publikums reaktion – og som tilhører kan man blot sige ’ i lige måde’ – og smile igen. Smil det smitter, og koncerten kører på den helt høje klinge nu. Der skrues op for det rytmiske i en overdådig velspillet version af ”Små onda jävlar” inden dagens for mig stærkeste nummer ”Bortom det blå” udspilles. Et nummer, der foldes ud – bygges op på smukkeste vis, og understreger at Lisa Ekdahl aldrig ‘blot’ kan må betragtes som en visesanger og/eller jazzsanger. Hun rummer meget mere og andet end det. At hun så kan sin ’Cornelis” viser hun mesterligt på ”Sanningen i Vitögat”, der smukt lægger op til at sættet som nævnt lukker med den eviggrønne ”Vem vet”, der her bliver præsenteret i en mere loose og jazzet udgave end i originaludgaven.
”Tak for at i lyttede” siger hun stille og taknemligt – inden der sluttes af med det flotte ekstranummer ”När alla vägar lede hem” – for som hun siger – ”Det føles som at være hjemme at være her i Odense samme med Jer – og husk nu … LISA EKDAHL ELSKER JER”!
Der er næppe nogen tvivl om at den kærlighed var gensidig. Dette afsluttende nummer, der er titelnummeret fra hendes seneste svensksporede album fra 2017 var det helt rette til at binde den røde tråd fra 1994 og til nu og her. Ja hvad er der mere at skrive end at gentage … “UNDERBART”!
