Så er det showtime. Ikke bare for showets skyld. Men fordi Lisa Nilsson har en relevant historie. En historie der er værd at dele med andre. For hun er opdraget til at tro på at man kan gøre en forskel. Det tror hun stadig på, og det gør hun rent faktisk med dette show, der også inkluderer 12 numre plus det løse.
Der er blevet mere at holde af med tiden. På alle måder. Og hvor det dog klæder hende, som hun her træder ind på scenen i en rød galla kjole, som hun fylder mere end smukt ud, og er en ægte diva værdig.
Og jovist – Lisa Nilsson er da en diva – men kun som en delikat delmængde. Det er blot en side af en ganske spændende og sjov personlighed, der er vokset op i relativt beskedne kår og med et par musikalske solidt venstreorienterede forældre i 70’erne.
En barndom – som hun fortæller en del om – måske også lige lidt for længe – i det 2 timer og 20 minutter lange show. Men der er dog en rigtig fin sammenhængskraft – og hun er en glimrende fortæller, der blandt andet kan berette om faderen Gösta Nilsson, der både var jazzmusiker og en socialt engageret popstjerne i bandet med top tørre navn – Vildkaktus, der nåede at udgive tre album.
Hjemmet var også fuldt af musik – og pladesamlingen rummede både Keith Jarrett, Miles Davis, Stevie Wonder, Ella Fitzgerald, Billie Holliday, Monica Zetterlund, Hasse & Tage og så var der da også en enkelt med Gasolin. Det var også i barndommen, at hendes begejstring for musicals og de store melodramaer fødtes – og når der var ” Singing In the Rain” i TV, så fik hun da ordre af moderen – der ellers selv var lærer – om at blive hjemme fra skole.
Hun kom på danseskole – lærte at steppe, og det fik vi sandt for dyden set at hun stadig kan – i de selvsamme sko, som hun havde danset hele 176 forestillinger igennem i musicalen ”Chicago” i Stockholm tilbage i midten af det sidste årti. Hun blev dog overgået i kunnen af en, som Lisa præsenterede som den perfekte alt-mulig-gør-det-selv-mand – Nikola Stankovic – der udover at være en af de seks musikere i bandet, fik bevist at det nok mest er en gammel skrøne, når man taler om at musikere ikke kan danse. Steppe det kunne han!
Men det blev jo ikke dansen, der virkelig ændrede hendes livsbane – og gjorde hende til – DÉN – Lisa Nilssson. For hendes sangtalent blev jo opdaget – naturligvis af en mand fra et pladeselskab – og resten er jo næsten historie. Efter at hun med hendes tredje album ”Himlen runt hörnet” – fik sit kommercielle gennembrud – var hun pludselig en af dem, som alt bare kom til. Hun blev et ikon – et idol – en diva – en popdronning. Og hele vejen stod alle mændene i branchen parat med deres gode råd, tips og anbefalinger til hvordan hun skulle være. Hun blev pludselig alles eje – og derfor måske reelt ingens. Sådan følte hun det. Hun fik det svært med både sig selv, kærligheden og med den succes, som var skabt ud fra et grundlag, der kun var et delelement af hende. Og succes giver altså ikke automatisk mere selvtillid. Til tider tværtom. Der er ligesom lidt længere at falde, når man står der på toppen og spejder fra Tokyo til London via Berlin.
Hun flyttede på landet i Sverige – brugte tiden på gode gammeldags dyder som at sy – bage osv. Faktisk så lidt diva som man kan tænke sig. Men heller ikke i det rum fandt hun sit sande jeg. Hun var vokset op med feministisk litteratur – og er erklæret feminist, men hun syntes nu også at det kan blive for meget med alt den korrekthed. Havde hun måske fået et eneste kompliment eller et numsenips af nogle af hendes mandlige musikere her på turen? – ikke et eneste! Men det nok bare fordi de er svenskere. For til gængæld fik hun for et par år siden lidt af et kompliment fra en dansk etableret 50+ skuespiller, som hun mødte i forbindelse med en filmoptagelse – der mødte hende med ordene – ”du ved godt, at du var onanipose til alle danske mænd i 90’erne, ikk”. Ja, den lader vi lige stå et øjeblik!
Og sådan fremstiller Lisa Nilsson med humør, selvironi, skarphed og masser af glimt i øjet hele forestillingen igennem hendes observationer og refleksioner over et livet liv, hvor hun i alt for høj grad har følt sig målt og vejet. Undervejs strør hun om sig med danske ord og vendinger – ”Pissegodt”, ”nej – for helvede” – ”eller hvad fanden de hedder” etc. Det giver en friskhed over en forestilling, som hun har gennemspillet utallige gange i hjemlandet med gigantisk succes.
I hendes 30-årige karriere har hun holdt nogle længere pauser fra musikken – og i stedet kastet sig over skuespillet – både på teater, på TV og i film. Og hendes evner som skuespiller viser hun tydeligt her i forestillingen, der reelt er lige så meget snak – dog ofte med live underlægningsmusik – som det er musik.
Den bliver til gengæld leveret topkompetent af tre af ”drengene” helt tilbage fra ”Himlen runt hörnet” albummet – Per Lindvall (trommer), Mathias Torell (guitar) og Pål Sverre (keys/piano), suppleret med Fredrik Johnsson (bas), omtalte Nikola Stankovic på guitar m.v. og så ikke mindst Björn Arkö (sax, klarinet) – som en rigtig god årgang 1992.
Storhittene ”Himlen runt hörnet” og ”Varje gång jag ser dig” får vi i glimrende – men noget korte versioner – og de musikalske højdepunkter skal mere findes i en sjælfuld og velsvingende udgave af Blacknuss Allstars nummeret ”Rising to the top”, den rørende kærlighedssang “Säg det igen”, en storslået version af Whitney Houston nummeret ”I have nothing”- for ikke at tale om den herlige næsten Cornelis Vreeswijk agtige ”Herman” – der musikalsk klædte fortolkningen af feministens Kristina Lugns digt på en måde, så selve ordene fik ekstra gennemslagskraft og saft, og så det helt naturlige og velvalgte afslutningsnummer “Kvinnan som är jag”
Det var således helheden, der var selve svendestykket. Den helhed, der viste den hele, selverkendende og givende udgave af Lisa Nilsson, der naturligvis optrådte i det store guldglimrende divaskrud på de tre sidste numre, alt imens hun gjorde grin med sin noget både så menneskelige som virkelighedsfjerne gøren og laden på de sociale medier – herunder på Tinder.
Tilfredse kunne publikum traske hjem fra Tivoli med bevidstheden om, at det hele nok skal ordne sig, og der faktisk nok er mere end himlen, der venter rundt om hjørnet.
