Little Steven & the Disciples of Soul – Amager Bio – 05.08.19

Little Steven & The Disciples Of Soul Foto Henrik Hildebrandt (25)

Fotograf: Henrik Hildebrandt

“Renæssance manden satte fest og farver på nuet”

Little Steven ynder at omtale sig selv om en ”renæssance mand”. De fire hjørner i hans musikalske kompas hedder noget i retning 50’erne, 60’erne, 70’erne og så naturligvis ”Sound Of New Jersey”.  

Er det så interessant i 2019? Svaret er et rungende JA DA! Når Little Steven & the Disciples of Soul – 15 m/k høj – går på scenen – er det ægte kærlighed – til verden, til publikum, til musikken, og ikke mindst til hinanden. Det hele swinger og bobler af personlig stil, klasse og spilleglæde – lige fra kapelmester Marc Ribler på guitar, over bandet med trommer, bas, orgel, piano, perkussion – via den store blæsergruppe og til de velsyngende og energiske korpiger, der har med højt hår og vanvittigt bevægelige hofter – kan få selv kræsne sjæle til at drømme.

Steven Van Zandt er hverken verdens bedste sanger, sangskriver eller guitarist – men han er en performer af amerikas nåde – og han formår som frontfigur, at få folk omkring sig  til at blomstre – og derved undervejs løfte helheden op til den himmel, hvor mange af de tidlige inspirationskilder har til huse nu om dage. Der dvæles dog ikke i fortiden – den bæres tværtimod med respekt ind til nutiden – og resulterer i et varmblodigt og tændt sæt på hele 2 timer og 22 minutter fordelt på 23 numre.  

Det kan ikke gøres meget bedre. Smag og behag er naturligvis forskellig – og denne skribent havde ikke nødvendigvis behøvet hele tre Southside Johnny & the Asbery Jukes numre – eller de efterfølgende ”A World of Our Own” og ”Suddenly You” – de måske to svageste numre fra seneste album ”Summer of Sorcery”.

Men som Little Steven kækt nævnte, som optakt til de tre Southside Johnny numre, som han har skrevet med Bruce Springsteen. ”I New Jersey hjælper vi hinanden – og Bruce har vist ikke rigtigt noget at rive i øjeblikket – og så det jo meget godt med nogle royalties”.

I den hele taget var Little Steven i godt lune – og delte ud af både humørpiller og holdninger i mellem numrene. At manden er 68 år kan hverken anes på tempo, timing eller tændingsgrad. Han leverer varen – og har på ingen parametre skruet ned for blusset.

Og han vil stadig noget med sin musik og sine sange. Det vellykkede ”Summer of Sorcery” fra i år, var det første album i 20 år med helt nye sange, og det dokumenterer, at han stadig evner både festen og farverne- f.eks. ”Party Mambo” og ”Soul Power Twist” – men også stadig har holdninger og budskaber – f.eks. ”Communion” og ”Gravity”. Især sidstnævnte nummer stod stærkt i den indledende tredjedel af koncerten, hvor den på elegant vis nærmest på magisk vis blev flettet over i den efterfølgende gamle klassiker ”Los Desaparecidos”.

Det – sat sammen med en ren hæsblæsende serie af perler på stribe til at slutte festlighederne af – var højdepunkterne i en koncert, der aldrig helt tabte pusten. Graderne steg så lige det ekstra i den sidste tredjedel af koncerten. Først med ”I Am a Patriot” – hvor Little Steven indledningsvis nævnte at han ikke var her for at tale politik – for han vidste at folk havde brug for 2 timers frirum fra en politisk verden, der har ændret sig i en grad, at 1984, hvor han ellers skrev ”I Am a Patriot” nu pludselig omtales som ”de gode gamle dage”.  

Politik eller ej – hvis ikke Little Steven skal uddele lidt næstekærlige nyreslag – hvem skal så? Og balancen var den rette. Musikken først – og så kan man selv hive det politiske ud af teksterne – og i de indflettede opsange han snakker sig charmerende ud af ind i mellem nogle af numrene. 

Siden fulgte rock rusen “Superfly Terraplane” – og så endnu et højdespringende punkt – en lang version af ”Bitter Fruit” med veloplagt percussion solo fra Anthony Almonte. Efter fine versioner af ”Forever” og ”Summer of Sorcery” gik alle frem på scenen og bandet blev præsenteret. Men efter 20 numre og to timer var det altså slet ikke slut. De blev på scenen – bød op til dans med ”Soul Power Twist” og sendte så ellers lige til slut et par af næstekærlige nyreslag af sted med bragende versioner af ”Sun City” og ”Out of the Darkness”. 

Og ud af mørket kom vi alle. Jeg hørte ihvertfald ikke om nogle der gik hjem fra Amager Bio uden bare lidt mere lys i sindet end da de ankom.

Mads Kornum

Mads Kornum

Leave a Replay

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.