”Klokkerne ringer” er titlen på en af de mange fremragende og langtidsholdbare sange, der findes på de fire album Folkeklubben har udsendt på fem år – og som heldigvis var med på sætlisten denne fredag på Gimle i domkirkebyen Roskilde.
Men hvem ringer klokkerne for? En blandt publikum, mente højlydt at de ringede for ham – og forsanger Kjartan Arngrim gav ham medhold. For sandheden er velsagtens at klokkerne ringer for ham, dig og mig – og alle andre, der tør åbne sind og sjæl lidt op overfor de stærke samfunds- og folkestemningsbevidste tekster, der altid evner at påpege på oplyst grundlag – fremfor blot at pege forudsigeligt og blindt med stive fingre til højre eller til venstre.
Folkeklubben er et af landets mest aktive band på landevejen – og har spillet over 700 koncerter i deres syvårige levetid – og de er et betagende bevis på at øvelse, nysgerrighed og vilje til at lukke op – og åbne andre ind i sit univers er en åbenlys styrke.
I de senere år har man kunne opleve dem i udvidede konstellationer på deres mange koncert ture rundt i hele landet. Perkussionisterne Eliel Lazo og Yohanier Ramon har begge været med, ligesom Nikolaj Busk (klaviatur og harmonika) fra Dreamers Circus har været det.
På denne tour stiller de op med den faste trio – Kjartan Arngrim, og Rasmus Dall – begge primært på elektrisk guitar, og Rasmus Jusjong for første gang på et fuldbyrdet trommesæt – og så har de fået den groovy bassist Ida Duelund med.
Det er en opgradering af hele lydbilledet, som bliver mere fyldigt – og mere rock end folk-pop – og det klæder både dem og deres sange ulasteligt godt.
Det høres og mærkes allerede fra koncertens første nummer “Cohiba Zanzibar”, at pulsen er kommet op – og spillemændene har sat sig selv på arbejde. Ida Duelund spiller både kontrabas og el-bas og glider elegant og ubesværet ind som en markant del af helheden. Det er klart fra start at hun ikke bare er en ”hired-gun”, men er en væsentlig og vigtig del af det nye og mere rockede udtryk, som Folkeklubben præsenterer, og som er en helt naturlig følge af den nye lyd, der så vellykket er skabt i samarbejde med producer Frederik Thaae på deres seneste album ”Sort Tulipan”.
Et album med 11 slidstærke numre, som velvalgt vejer tungt på sætlisten – og i løbet af de to sæt skaber næsten magiske momenter – ikke mindst i de stærke hyldester til ”Vikaren” og de ”Flammende hjerter”.
Der er dog også tændt op for bagkataloget – og udgaverne af f.eks. ”Slå Flint” og ”Par Nr. 7” – var på det niveau, hvor man tænker at Folkeklubben her når deres mål – nemlig ligesom forbillederne C.V. og Kim Larsen – at præstere noget, der rækker ud over dem selv.
I alt blev der leveret 1 time og 45 minutters koncert, som mest af alt må beskrivende som en intens og favnende musikalsk Danmarksfilm. Folkeklubben gik efter at slå det perfekte slag – og det lykkedes langt hen af vejen – ikke mindst når det var i selskab med ”Idioterne og vennerne” (som de angav kun at spille i valgår) og med ”Torben Ulrich”, der satte et pirrende punktum på en koncert, der ærligt talt fortjener en topkarakter (også selv om vi – og Tommy Ahlers – ved at den er så ganske ubrugelig) .
Som vanligt når Folkeklubben spiller i Roskilde var Kjartan Arngrim ikke nærig med kærlige og ærlige anekdoter om hans tid som studerende på RUC – hvor han rent faktisk fik leveret et speciale. Men hvad hverken censor eller Kjartan dengang selv vidste, var at hans speciale her i livet er at være karakterfyld og kreativ spillemand i en folkeklub, der spreder både stof til eftertanke og skaber store oplevelser i nuet.
Rimer RUC så altid på ROCK? Svaret blæser i vinden – og det er vel mere end nok.
