Lørdag den 27.07 byder på fint sangskrivertræf i Aarup på Fyn

rikke Thomsen af Thinna Aniella.jpg - portræt 3

Fotograf: Thinna Aniella

”Seks spændende artister kan opleves kvit og frit”

Foreningen ”Musik På Industrien” arrangerer Aarup Singer-Songwriter Festival 2019, der afholdes på lørdag den 27. juli fra 11.00 – 17.00.

Her præsenteres et alsidigt program med både talentfulde og mere etablerede sangskrivere fra flere generationer. Den mest modne generation repræsenteres af Jan Olsen, der i år har udsendt den glimrende EP ”Vagabond Trail”.  Hans både rå og følsomme vokal bærer de stemningsmættede sange, der boltrer sig i krydsfeltet mellem rock, blues & folk – ikke helt ulig f.eks. Holtsø & Wittrock.  Han optræder med sin trio bestående af guitarist Henrik Hylle og mundharpevirtuosen Poul Ewald.

Generationen efter repræsenteres fornemt af Morten Christensen, Select Captain (aka Kristian Gaarskjær) og Bo Evers – der har hver deres vidt forskellige bud på hvordan god seriøs sangskrivning kan præsenteres. Morten Christensen synger på dansk – med et luftigt og til tider ganske melodisk udtryk . Select Captain synger derimod på engelsk – og befinder sig mest af alt i en lidt mere dark-country præget stemning, mens Bo Evers mere benytter det gode redskab, humor og glimt i øjet, i skarpe danske tekster, der med holdninger både til hverdag og fest, evner at favntage såvel sol som skyggesider.      

Sidst men på ingen måde mindst er træffets yngste deltagere R. Noor og Tine Vingaard. Bag kunstnernavnet R. Noor står Rikke Thomsen , der modigt og usædvanligt i år har udsendt en debut EP på dialekt (sønderjysk), hvor både hendes sangskrivertalent og smukke akustiske guitarspil virkelig fremstår stærkt (se anmeldelse af EP her på siden). Vingaard har også udsendt en EP i 2017 samt et par efterfølgende singler, og har via et par tysklandsturnéer og utallige jobs på danske scener allerede dokumenteret, at hun også er en sangskriver, man også skal holde et vågent øre til.

Så med sådan en omgang seks i det fri, skal det da nok blive en rigtig fin dag på Fyn. 

PROGRAM:  Kl. 11.00 Morten Christensen – Kl. 12.00 Vingard Trio – Kl. 13.00 Select Captain (Solo) – Kl. 14.00 R. Noor – Kl. 15.00 Jan Olsen Trio – Kl. 16.00 Bo Evers

Mads Kornum

Mads Kornum

Leave a Replay

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.