SPOT Festival om lørdagen startede lige så skønt, som den gjorde om fredagen – med en fremragende overraskelse. Eftermiddagssolen varmede godt over Park-scenen, som Rigmor havde fået lov til åbne. Nok karrierens hidtil største hjemmebane. Aarhusbandets musik er ret forrygende, men den er inderlig og poetisk anlagt, så jeg havde en idé om, at den godt kunne falde lidt til jorden på en stor udendørs festivalscene. Jeg blev heldigvis modbevist.
Forsanger Sarah Wichmann sang usvigeligt sikkert med den skrøbelige stemme, der blev svøbt i lækre rumklangs- og tremoloeffekter fra guitarist Oliver Stewart. Trommeslager Lasse Lykke spillede kraftfuldt og overbevisende, og Victor Sousas baslyd var en af de bedste, jeg længe har hørt. Der var også skruet godt op for den.
Og så tog Rigmor ellers røven på os. Efter en mindre hitparade med sange som ”Træ” og ”Pendul” gik de fire musikere lige pludselig fuldstændig punket freejazz midt i koncerten. Wichmann gik på knæ og skreg, sådan virkelig længe, mens Sousa og Stewart manipulerede deres effektpedaler til at fremmane støj, og Lykke tæskede løs på hele sættet. Det var vanvittigt medrivende – publikums reaktion på den tilsyneladende semi-indadvendte forsanger med den pæne stemme, der lige pludselig gik fuldstændig grassat, forvandlede sig hurtigt fra måben til et skud ekstra energi til resten af koncerten, som bandet flot og sikkert sluttede af med ”Vægtløs” og ”Gyroskop” og beviste, at de i den grad er klar til de større festivaller.
Fra den ene anmelderdarling til den anden
Videre i programmet, ind i Musikhuset og ned i en propfyldt Rytmisk Sal, hvor Lucky Lo fra første strofe har publikum lige, hvor hun vil have dem. Hun er virkelig stormet frem det seneste års tid og fejrede det for en måneds tid siden med udgivelsen af det fremragende debutalbum, Supercarry. Popfans og anmeldere har labbet albummet i sig, og koncerten i Rytmisk Sal blev også ædt råt.
80’er-nostalgiske synths og halvbeskidt elguitar fylder rummet og smyger sig om Lucky Los androgyne stemme, der selv i det lyse leje har noget rundt og groft over sig. Den kan både bære det inderlige og det festlige – det er vanvittigt intenst på den sårbare ”Sunrise/Sunset”, hvor Lucky Lo får publikum til at lukke øjnene og være helt stille, så der bliver plads til hendes dybe, hviskende klang. På den rytmisk lækre ”Ever” bliver det gudhjælpemig lidt småfunky, og på hittet ”Supercarry” er der selvsagt fællessang.
Med alt det, Lucky Lo har formået at bygge op på bare et år, bliver det vanvittigt spændende at følge med i, hvad fremtiden byder på for det svenske stjerneskud.
Lige en kebab til den ene hånd og en gå bajer til den anden, og så ellers videre fra en anmelderdarling til en anden. PRISMA spillede Park-scenen op under aftensolens sidste stråler, og det var, som man kunne forvente. Ungdommeligt, højenergisk og samtidig stramt koordineret. Det er en fornøjelse at høre de fremragende numre fra EP’en Inside/Out, men de føles også allerede lidt som PRISMAs sange. Derfor var det skønt, at der også blev smidt et par nye sange i puljen. Blandet andet nummeret ”Honey”, der med bombastiske trommer og en fantastisk catchy melodi gik helt rent ind. Ingen ved helt endnu, hvornår PRISMAs næste udspil lander, men det tegner altså virkelig godt.
To slags punk
På HeadQuarters var der dømt total TAPE-aften, både Modest, Holm og Loose Ends var at finde på det sene program. Førstnævnte indtog omkring klokken 20 den lille scene i orangerødt lys og spillede sange fra deres netop udgivne debutalbum, Friend, der i øvrigt er ganske glimrende.
Forsanger og bassist Julius Kruse Lykkes nasale stemme leder straks tankerne hen på Communions, og det gør bandets samlede lyd sådan set også – det er bare lige en tand mere punket og råt. Samtidig er det tydeligt at høre, at det er dygtige, erfarne musikere, vi har med at gøre. Især guitararbejdet synes virkelig delikat – de to guitarister får sammenvævet dybe, distortiontunge akkorder med sarte melodier på de lyse strenge på en virkelig smagfuld måde. Det er både støjende og virkelig melodisk.
Fra en slags punk til en anden, nu med rap i stedet for post som præfiks. Jeg var til koncert med FABRÄK på Ridehuset, hvor aftenens koncert med rapgruppen finder sted, for knap et års tid siden, hvor de varmede op for Joyce. Der havde de svært ved at få gang i den lille del af publikum, der havde forvildet sig tidligt af sted. Nu kender de fleste efterhånden de to frontmænd Anton og Sixten med deres afblegede hår og tatoverede overkroppe. Lørdag aften har de fyldt Ridehuset til randen, og det siger meget om, hvad det er for et år, FABRÄK har haft.
Der bliver hoppet, moshpittet og skrålet med på sangene fra gruppens dugfriske debutalbum, Rige Børn Leger Bedst, hver sang er en publikumsfavorit. For det første er det pissesjovt, ironien og satiren i teksterne er sylespids, men det er også noget af den bedste samfundskritik, der er derude lige nu. Et glimrende eksempel er selvfølgelig kæmpehittet ”DAARLIGT”, der jo fungerer fuldstændig genialt som livesang, når publikum skriger ”Dårligt!” til hvert fænomen, Anton og Sixten remser op. Latte art? Dårligt. Hængeaber? Dårligt. Kählervaser? Fucking dårligt! Så blev en hel generations forbrugsmønstre lige savet i småstykker af et stuvende fyldt Ridehuset. FABRÄK er en vital kunstner lige nu.
Loose Ends røg bogstaveligt talt op i loftet
På vej ud af Ridehuset klistrer koncerteuforien sig som fugt til ansigtet, så det er en befrielse lige at få en mundfuld aftenluft, inden vi skal tilbage til lavloftede HeadQuarters for at høre rockbandet Loose Ends. De har netop udgivet den lovende EP Yearning For Something Else, og jeg håbede, at de kunne leve op til den live. De skuffede heldigvis ikke.
Koncerten er en lang udskejelse. Musikken er larmende, vred og fyldt med vildskab. De her drenge har altså lyttet til noget Iceage anno New Brigade, ment på den bedst tænkelige måde. De har så afgjort deres egen lyd, det her ikke bare punk, der er også elementer af shoegaze, og nogle gange lyder guitarerne sågar helt country-agtigt. Og så er Loose Ends, ligesom Modest, vanvittigt melodiske som en rød tråd igennem al musikken. Lyt bare til den sønderrivende ”Drainage”, hvor råbene i omkvædet altså sidder fast i hovedet som et pophit bagefter.
Frontmand Holger Møller Dybro sidder også fast i hovedet bagefter. Han ser ud præcis, som musikken lyder. Sort, tilbagestrøget hår og mørkt tøj. Han kaster sig selv ud til publikum i næsten hvert nummer, han udnytter virkelig, at scenen nærmest er i gulvhøjde. Og så synger han ikke sine tekster, han råber dem. I alle 30 minutter. Jeg forstår ikke et ord af dem, men forestiller mig, at de må fortælle noget om, hvor al den vrede og energi kommer fra. Og det er tydeligt, at begge dele ræsonnerer voldsomt med de fremmødte, der farer rundt i moshpits og hopper med, når Dybro hopper så imponerende højt rundt på scenen, at han er lige ved at ryge op i loftet. Rummet kan bogstaveligt talt ikke håndtere energien. Og det er lige præcis den slags oplevelser, der er så unikke for SPOT Festival. Små, kondenserede, ofte intense koncerter, der tvinger kunstnerne til at komme ud med det hele på virkelig kort tid, så vi måske når et niveau af intensitet, vi ellers ikke ville have nået.
Hold kæft, det føltes godt at være på festival igen.
