LOPPEN i København er lukningstruet – søger hjælp

Loppen

Fotograf: PRESSEFOTO

”Starter crowdfunding kampagne i dag - målet er 500.000 kr."

Alvoren omkring vores kulturliv virker heldigvis til efterhånden at være gået op for vores regering og folketing. For er der noget der binder os sammen, som folk og som forskellige mennesker, så er det da kultur – teater, film, kunst, musik etc.

Kulturliv skabes bare ikke af sig selv. Det er en branche, der lidt bredt tegnet op, er båret af utroligt meget frivilligt arbejde, vennetjenester og lave freelance lønninger. Det er de absolut færreste, der tjener ”kassen”. Få brancher har så stor en ulighed, og så udpræget en accept af denne ulighed. Tankevækkende.

Det er dedikation, faglig dygtighed, udviklingsevne, og ikke mindst stædighed, der er drivkræfterne i skabelsesprocessen – og det, der ofte må bære lønnen i sig selv – selvom det som en kulturel selvfølgelighed i et velfærdssamfund måske burde være en ganske anerkendelsesværdig og naturlig levevej at kunne vælge kulturliv om man nu har de evner at bidrage med.    

Uanset hvordan vi vender og drejer det, så koster det noget at drive og vise kultur, især hvis man som samfund ønsker at tilbyde en så bred og mangfoldig vifte af tilbud til almen kulturel dannelse. Debatten vil altid være der – hvem skal leve – hvem skal dø. Hvem skal have støtte – hvem skal ikke. Ingen kan vel udfærdige en endegyldig facitliste, der gør alle glade. Men man kunne lave nogle retningslinjer der var mere fair – og mere baseret på resultater , kreativitet og udviklingsevner.

Men man kan jo altid se på historikken – hvem har leveret resultater, hvem har leveret noget der flyttet noget, rykket noget, skabt nye trends, gået nye veje.

Her må Loppen på Christianshavn i København siges at have gjort en markant og tydelige forskel – indenfor de sidste 30-35 år. De har i den grad formået – nærmest som en slag klub-udgave af Roskilde Festivalen – at præsentere de navne man ikke kender i dag, men bare elsker i morgen eller i overmorgen – samtidig med at der aldrig har været snævre genre afgrænsninger eller lignende. Deres nysgerrighed har således altid været grænseløs.  

Det har været en blanding af de spirende talenter, og de endnu ikke opdagede etablerede artister – med plads til både de skæve, de skøre, de sjove, de groft swingende, de støjende, de stille, de sortseende, de sarte, de sanselige, de sexede og ikke mindst dem, der bare er nysgerrige.

Selv er jeg kommet der med jævne mellem siden slut 80’erne. Jeg har aldrig boet i København, så det ikke pga. beliggenheden – og ikke pga. indretningen eller lyden – her er de nemlig bestemt ikke bedre end andre. Snarere tværtimod. Men pga. musikprogrammet – og deres konkrete boblende bidrag til kulturlivet. Uanset hvem du møder op for at se på Loppen så mærkes den simrende nerve, engagementet og glæden altid hos både arrangørerne, de ansatte, gæsterne og hos de optrædende på Loppen.

At tænke sig at have oplevet Kings of Leon, The Dirty Dozen Brass Band, Jesse Malin, The Jayhawks, Steve Forbert, The Cruel Sea, Alabama 3, Steve Wynn  og  Asylum Street Spankers – bare for at nævne et lille varieret udpluk af de koncerter jeg har set i årenes løb  – for ikke at tænke sig – og det er da straks værre – alle dem jeg har misset at se – f.eks. Mark Lanegan, Queen of the Stone Age, First Aid Kit, Maria McKee, John Grant, The 1975’s , The Black Keys og The War on Drugs.

Alle navne som hurtigt voksede sig klar og videre til større scener, og til de største festivaler. Det ER således en resultattung kulturinstitution – en evigt ung og nysgerrig opdagelsesrejsende – som nu er i en særdeles usikker situation, og som er konkret lukningstruet pr. 01.01.21.

Derfor lanceres der i dag en crowdfundingskampagne, der har til mål at indsamle 500.000 kr for at redde stedet.

Årsager er der flere af. I lyset af COVID-19-pandemien blev de som andre tvunget til at lukke spillestedet ned. Den situation kom kom i kølvandet på et afslag om regional driftsstøtte fra Statens Kunstudvalg samt en udløbet driftsaftale med Københavns Kommune i slutningen af 2020.

Afslaget fra Statens Kunstudvalg var i øvrigt følgende : “Spillestedets virke er overvejende lokalt og strategien har kun i begrænset omfang mål og metoder, som løfter musiklivet regionalt og nationalt”.

Jvf. min beskrivelse af deres almene kulturbidrag i årenes løb – og de bidrag er ikke blevet mindre med tiden – svarer argumentation vel nogenlunde til at stoppe alt støtte til Roskilde Festival fordi de primært er en udvidet gymnasiefest for byens børn! Himmelråbende og bekymrende, at et udvalg ikke kan komme med en mere kvalificeret forklaring.

Loppen uddyber i en pressemeddelelse i dag:

”Selv med regeringens nuværende støttepakker ser situationen sort ud. Med forpligtelser over for vores personale, vores frivillige og vores faste udgifter, koster det os over 40.000 kroner om måneden at holde dørene lukket.

For at sikre at vores frivillige, ansatte, musikere og publikum har et sted at vende tilbage til, og for at sikre, at vi fortsat kan tilbyde koncerter med de nyeste, bedste og mest interessante live acts i mange år fremover, har vi lanceret en crowdfund til at hjælpe med nogle af omkostningerne.

Som beløbet antyder, har vi brug for mere økonomisk hjælp, end vi selv kan klare. Vi er derfor evigt taknemmelige for hver en krone, du kan bidrage med i den her vanskelige situation, og glæder os til at se jer skråle og danse med til koncerter på Loppen snart igen.”

Link til crowdfund: https://www.gofundme.com/f/support-loppen





Picture of Mads Kornum

Mads Kornum

Leave a Replay

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.