”Rebekkavej” er det første album med danske tekster fra sangeren og sangskriveren Louise Juul fra Århus. Tidligere har hun udgivet et par album, hvor hun har sunget på engelsk. Sprogskiftet er et godt valg – om end den svære balance, om ikke at snuble i sproglige banaliteter, ikke holder hele vejen igennem, på de i alt 12 numre.
Louise Juul ønsker ikke at blive sat i forudbestemte kasser, og har taget det midtvejsvalg her i livet, at der for hende er en anden lykke end mand, børn, villa og vovse – nærvær for eksempel.
Det og andre hverdagsbetragtninger kommer hun givende omkring i tekster, der når de er bedst er både søgende, reflekterende, og med plads til eftertanke.
Hun er i godt musikalsk selskab af velspillende folk, der leverer lyttevenlig håndspillet pop med klare roots relationer. Undervejs ikke ulig det musikalske univers man også kan møde hos f.eks. Anne Linnet, Signe Svendsen og Alberte.
Der savnes lidt variation i det vokale udtryk. Louise Juul synger generelt i samme pæne og bløde ligefremme toneleje – og det dæmper for denne skribent i længden interessen mere end den drager.
Numre som ”De ting du ser”, ”Efterårsmorfin”, og ”Smukkere end du tror” fremstår mest af alt som fyld og kunne med fordel være udeladt – ligesom ”Elsk mig nu” måske havde passet bedre som et bidrag til Dansk Melodi Grand Prix.
Til gengæld springer talentet ud i noget der syner af fuldt flor i de resterende otte numre.
Valget af ”Bare os to” og ”Før det er for sent”, som de første radio singler er åbenlyst – og trods førstnævntes lidt for banale tekstunivers, reddes den dog fint af en legesyg linje som ”klæd mig nøgen”. Til gengæld er det helt befriende at høre et emne som stress seriøst behandlet i en pop-sang, som det gør det i ”Før det er for sent”.
Hun virker på hjemmebane, når hun tekstmæssigt slipper favntaget om kærlighedens stormfulde højder og faldgruber, og tillader sig at være mere hudløs ærlig og direkte i sit udtryk, som hun f.eks. er det på albummets bedste nummer ”Fuld igen”, hvor hun blandt andet erklærer ”Når musikken spiller op, har jeg svært ved at sige stop”.
Og hun behøver slet ikke sige stop. Hun lyder som drilsk dejligt selskab i festligt lag – og dem må der hjertens gerne være flere af på det næste album, der naturligvis skal komme.
For Louise Juul er stadig søgende i livet – bedst udtrykt i den ganske smukke og svævende ”Hvor går jeg hen?”, hvor hun virkelig sætter sig selv i spil med verset – ”her er jeg, med mig selv, jeg er fri ja, men er det det jeg vil?”
Og søger man som lytter efter numre, der er mere end bare almindeligt behageligt selskab, så kan man helt roligt sætte ”Rebekkavej”, ”Pyt” eller ”Uden hinanden” på sin spilleliste.
