Det VAR, for lige her at sige det meget kort, en blændende fin verdenspremiere, sangeren James Loveless sammen med Kristian Fogh, klaver, Jens Christian Dam, trommer, Niels Mathiasen, sax og Jørgen Nielsen, bas, gav os på adressen Vestergade 58, baggården, torsdag aften.
Men hvor fed Vestergade 58-aftenen end var musikalsk, er det et par minutter hen mod slutningen af 2. sæt, der fylder mest. Et par numre eller tre før ekstranummer begynder trommeslager, Jens Kristian Dam at ville sige noget, begynder først uden mikrofon, så rækker James Loveless sin sang-mikrofon bagud til trommeslageren, der lidt hakkende får sagt –
“I aften er en meget speciel aften for os heroppe på scenen, vi har mistet et menneske, vi respekterede dybt, som menneske og som kollega”
Mennesket og kollegaen: Jens Bo Jones, slagtøjspiller/perkussionist med Århus-baggrund, der døde kun 48 år gammel tidligere på ugen. Jens Bo Jones nåede i løbet af sit korte liv at spille “perc” med Gud og hvermand, Nik & Jay, Anne Dorte & Maria, Stine Bramsen, og søsteren Camille Jones, for slet ikke at snakke om Århus-band´et, King Kane, der midt i 1990´erne var the talk of the town.
Hvad Jens Kristian Dam fik fremstammet, inden han agerede tidtager for ét minuts stilhed, var en anekdote fra et Folkemøde på Bornholm, hvor både Jens Bo Jones og Jens Christian Dam havde spillet.
“Så kommer Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti ind, men i stedet for at lade som ingenting eller vende ham ryggen, råber Jones, der var en stor sort mand, “Bartender, to store øl”. Og så sad Messerschmidt og Jones og snakkede og hyggede sig i en sofa det halve af natten”
Kristian Fogh, pianisten i Loveless Blue Quintet, spillede med Jens Bo Jones i King Kane, da de var unge, fortalte mig bagefter, at han selv burde have sagt noget, men simpelthen var for bevæget til at kunne sige noget fra scenen.
“Det gør ondt, Jones var så godt og ordentligt et menneske med verdens største hjerte, jeg kan slet ikke forstå det” – sagde Kristian Fogh. Jens Bo Jones døde efter en omfattende hjerteoperation. Nogen mennesker kan åbenbart have for store og gode hjerter. Æret være Jens Bo Jones´ minde.
Men tilbage til det som trods alt også fyldte og som var til at frydes over – premieren for Loveless Blues Jazz Quartet.
“We´re five guys who are not jazz-musicians, we will try to play some jazz. This might be interesting. It´s gonna be good, y`all ready. OK, go crazy”. Med disse få velvalgte ord, snakkede byens, altså Århus´ førende blues- soul og måske-jazzsanger, James Loveless gang i et udsøgt hold, håndplukket af trommeslager, Jens Kristian Dam, og dets verdenspremiere, foran et forventningsfuldt publikum på byens (stadigvæk Århus) mest prominente adresse, Vestergade 58. Om Loveless Blue Jazz Quintets live-debut så blev “interesting”? Ja, for dælen!
OK, standard-repertoire, plukket fra The Great American Songbook, inklusive spirituals og en enkelt instrumental Beatles (en usædvanlig smuk ”And I Love Her”-duet mellem klaver, Kristian Fogh og sax, Niels Mathiasen), dét er selvfølgelig hørt 100.000 gange før, men sjældent så interessant som, det blev med James Loveless` stærke og sjælfulde, dybe stemme, Fogh og Mathiasen som dem med de fede soli/soloer og så en solid, smidig og spændstig bund, lagt af Bas-Jørgen Nielsenss (han ER jazzmusiker) kontrabas og Århus-scenens svar på Animal, Muppet Shows trommeslager, Jens Kristian Dam.
Efter de første tre numre ”Stormy Weather”, ”All Of Me” og ”Teach Me Tonight” havde Loveless´ blå jazz-kvintet spillet sig varme og fra en sydende og boblende ”Summertime” med fed Kristian Fogh-solo, behøvede kvintetten ikke at se sig tilbage. Men siden det nu VAR første gang, så, og OK med det, brugte d´herrer pænt lang tid mellem en del af numrene på at finde ud af, om de alle var det samme sted i sætlisten og, hvordan er det nu lige, vi har aftalt at sætte næste sang i gang.
Video´en viser sidste sang i første sæt, ”I Wish I Knew How It
Would Feel To Be Free”, en sang, en hymne/anthem, brugt af den sorte borgerrettigheds-bevægelse
i USA, hvor James Loveless er helt på hjemmebane, hvor de rene jazzting mere
virker på vej til Loveless´ comfort-zone.
“We could take this to Vegas” – Som James
Loveless sagde med et skævt smil efter endnu en Gershwin ”Love Is Here To
Stay”. Og så lige bagefter: “Now, it´s down to the swamps of Florida”
(James Loveless er opvokset i Florida) og så fik vi ”Wade In The Water”,
så Florida-sumpet, at os, der sad nogenlunde forrest, nærmest kunne mærke
alligatorerne snappe efter vores tæer.
Tæt på sublim oplevelse med, udover frontmand, Loveless, den ene fede solo efter den anden fra Niels Mathiasens meget personlige saxofon og Kristian Foghs fyrige klaver. Fedt at opleve Fogh (Mike Andersen og Lars Lilholt Band) og Niels Mathiasen (Gnags, Grarup Allstrars o.m.a.) have lejlighed til at strække helt ud og vise spændvidden, BasJørgen Nielsen læggende den gode bund, og så kunne kvintetten overveje at flytte Jens Kristian Dams trommepodie længere frem på scenen, for mage til spektakulær trommeslager har man, siden Keith Moon fra The Who døde, sjælden kunnet fornøje sig med at iagttage.
Det bør gå hurtigt for Loveless Blue Jazz Quintet at få fyldt i kalenderen med jobs i det ny år. Bare James Loveless nu osse fortsat får tid til at passe sine Shades of Blue.
