LUCINDA WILLIAMS – “Good Souls Better Angels”

”Lucinda Williams er ude med sin mest rå, beskidte og rodfæstede udgivelse hidtil. Back to the blues!”

Det begyndte med blues. Og har udviklet sig til så meget andet. Men nu er hun igen, Lucinda Williams, med den rene, rå, rustne, mørkeblå vare.

Flere gange på vej gennem ”Good Souls Better Angels” får man den næsten kætterske tanke, at sådan her kunne det have lydt, hvis Marianne Faithfull, ikke Mick Jagger, havde været forsanger i The Rolling Stones. Altså, hvis det havde været op til Marianne Faithfull og Keith Richards at afgøre, hvordan lyd, tempo og stil skulle have været …

Nu er dette ikke britisk, det er sydstatsamerikansk, men der er dog yderligere fællestræk, hvis vi holder os til Stones-billedet: Det er hvide mennesker, der spiller de sortes musik, og det er nutidig opdatering af drævende gammeldags bluesmusik.

For mange af Lucinda Williams’ tilbedere begynder bekendtskabet (og for nogle slutter det minsandten også der!) med ”Car Wheels On A Gravel Road” fra 1998. En banebrydende plade, hvor hun havde fundet frem til sin egen stil og attitude. Da var hun en moden dame på 45 år – og havde været i gang længe inden.

Hendes debutalbum ”Ramblin’”, som i første oplag hed ”Ramblin’ On My Mind”, kom i 1979. Da var hun allerede 26 år og havde en kras stemme, der egnede sig til blues. Det var ren lejrbålsmusik, blot hende på 12-strenget akustisk guitar og en guitarist ved navn John Grimaudo på 6-strenget.


I disse streamingtider er det let at finde frem til ”Ramblin’”. Giv den en chance. Den rummer rigtigt fine fortolkninger af klassikere af bl.a. Robert Johnson (som ”Ramblin’ On My Mind” og ”Stop Breakin’ Down”) og Hank Williams (”Jambalaya (On The Bayou)”).

I løbet af 1980’erne og første halvdel af 1990’erne udgav Lucinda Williams tre album med primært egne sange og en mere poppet retning.

Og så kom altså ”Car Wheels On A Gravel Road”, som gav respekt. På de efterfølgende ”Essence” (2001), ”World Without Tears” (2003 og ”West” (2007) rendyrkede hun sit udtryk, og der var mange rigtigt skønne sange på disse plader, der blev indspillet med en imponerende række medvirkende – i flæng: Jim Keltner, Charlie Sexton, Bill Frisell, Elvis Costello

Udgivelsesrytmen har ikke været helt konstant. For tre år siden nyindspillede hun sit album fra 1992, ”Sweet Old World”, nu med titlen ”This Sweet Old World”. Og for to år siden var hun prominent gæst på ”Vanished Gardens” med Charles Lloyd & The Marvels, hvor fire af hendes sange blev jazzificeret en smule. Altså to tilbageskuende udgivelser.

Men ”Good Souls Better Angels” består af nye sange, og turnébandet, Lucinda Williams’ ”Crazy Horse”, bestående af guitaristen Stuart Mathis, bassisten David Sutton og trommeslageren Butch Norton, har for en gangs skyld været fri for et evindeligt rend af kendismusikere.

Og så har det altså været tilbage til rødderne – til bluesmusikken. Nu med langt mere erfaring, tyngde og råstyrke end på debuten for 42 år siden. Oj, hvor det klæder hende. Vist har der de seneste 20 år ind imellem været bluesprægede numre på hendes udgivelser, men her er der konsekvens i det.

En enkelt sang er faktisk ikke ny, nemlig indledningsnummeret ”You Can’t Rule Me”, som Memphis Minnie optrådte med allerede i 1930’erne. Men det har fået en saftig og øm drejning, som ophavskvinden nok ikke lige havde set komme.


Flere har allerede påpeget, at ”Man Without Soul” må handle om Donald Trump. Men den er ikke entydigt rettet mod præsidenten – den kunne være om så mange andre hensynsløse og hadefulde mænd i magtpositioner. Ligegyldigt, den er sej og heftig, og det medvirker teksten til.

”Wakin’ Up” (from a bad dream), ”Pray The Devil Back To Hell” og ”Bone Of Contention” kunne også godt handle om Amerika og politik i dag. Det er mørke tider, og det afspejles her i lyrik og musik – og det tydeliggøres, at der er grund til at være bevidst og at gøre op med ondskaben.

”Down Past The Bottom” (where the devil won’t go) blev i 2012 indspillet af Wanda Jackson og er som den eneste ud over den ovennævnte ikke skrevet af Lucinda Williams selv, men den passer glimrende ind i den nærmest tematiske samling sange.

Mere stille og slæbende numre som ”Big Black Train”, ”Shadows & Doubts” og ”When The Way Gets Dark” falder naturligt ind i det ganske varierede forløb. De rummer også en underliggende gru. Lavmælt er også den nok mest opløftende sang, titelnummeret ”Good Souls”, en fin afslutning på albummet.


Herligheden er produceret af Lucinda Williams sammen med ægtefællen Tom Overby – og en vis Ray Kennedy, der for 22 år siden var med til at producere ”Car Wheels On A Gravel Road” og nu er med til endelig at bringe hende ud af dén plades skygge.

Udgivelsesformat: LP/CD/digitalt
Udgivelsesdato: 24.04.20
Label: Thirty Tigers
Genre: Bluesrock

Leave a Replay

Udgivelsesformat: LP/CD/digitalt
Udgivelsesdato: 24.04.20
Label: Thirty Tigers
Genre: Bluesrock
  • Få en banner via “Fællesskabet Side 33”

  • Følg os her

    Vil du være en del af ”SIDE 33"?

    Få Nyhedsbreve og andre fordele. Skriv dig op her, og hør nærmere.

    Scroll til toppen

    Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.