Jenny Rossander, der er kendt under navnet Lydmor, debuterede i 2012 med albummet ”A Pile Of Empty Tapes”. Siden da har hendes karriere udviklet sig med hastige skridt, og hun er i dag en af dansk electropops mest fremtrædende kunstnere. Nu er hun aktuel med sit fjerde studiealbum med titlen ”Capacity”. Et album, hun selv kalder hendes mest personlige, komplekse og konceptuelle album til dato. En udtalelse hun til fulde lever op til på albummets skarpeste numre som ”Amandas Lullaby”, ”Amandas Dream”, ”Nevada” og ”Emma Spins”, der hver især bidrager til albummets musikalske og lyriske alsidighed.
”The world they have built need to end”
”You’ll laugh when they break in the end!”
”The more that we open the less space they get”
Ovenstående er brudstykker fra lyrikken til albummets åbningsnummer, ”Amandas Lullaby”, der ikke lægger skjul på Lydmors aktive deltagelse i sexismedebatten de seneste år. På imponerende vis har Lydmor skrevet en tekst, der på den ene side handler om hvordan mænd, ifølge hende, dominerer verden, og hvordan man som kvinde skal træde varsomt for at komme problemet til livs.
På den anden side kan nummeret nydes både for dens fantastiske musik og dens historie, der sagtens kan sagtens kan handle om andet end had til magtliderlige mænd. Og det er præcis det, en god popsang skal kunne. Og er der noget, Lydmor kan, så er det at skrive god popmusik, der balancerer mellem det mainstream og eksperimenterende. I forlængelse af dette nummer graver Lydmor et spadestik dybere, når hun på ”Amandas Dream” komprimerer sit lydunivers til det minimale og via spoken words ubehageligt og detaljeret beskriver et terrorangreb, hvor mænd kynisk henretter kvinder. Her er virkelig tale om to markante numre, der beskriver det samme univers.
Selvom numrene om Amanda er albummets sjæl og tematiske drivkraft, har det meget andet at byde på. Nummeret ”Nevada”, der er en duet med færøske Eivør, er blandt albummets højdepunkter. De to stemmer supplerer hinanden til perfektion på et nummer, hvor lydbilledet understøtter hvert et ord i det dragende univers, der tager os med på et dystert og isoleret ophold på Hotel Leopold. ”Emma Spins” er et andet højdepunkt. Her går Lydmor i en anden retning end den der præger resten af albummet. Selvom det elektroniske ligger latent under overfladen, er det en mere akustisk lyd der fylder lydbilledet på denne ballade. Disse numre er de bedste eksempler på Lydmor som en kunstner, man aldrig rigtig ved, hvor man har – på den fede måde.
På et album, hvis overordnede stemning er dyster og melankolsk, viser Lydmor, at hun også er i stand til at lave musik, der kan få os ud på dansegulvet. På nummeret ”Someone we used to love” skrues der op for intensiteten og elektrobarometeret, og i takt med at nummeret folder sig ud, er det er nærmest umuligt at sidde stille. Lydmor har her lavet et nummer der skiller sig ud, uden der gås på kompromis med kvaliteten og albummets overordnede helhed.
For mange kokke fordærver maden, lader til at være et ordsprog, Lydmor ser stort på. I hvert fald har hun i samarbejde med blandt andre producere som Christian Vium fra Go Go Berlin, norske Trond Bersu og amerikanske Joey Verskotzi begået et brag af et album med uendelig meget på hjerte. Heldigvis har samarbejdet fokuseret på helheden, hvilket resulterer i, at hvert nummer er perfekt afbalanceret med et skarpt fokus på det enkelte tema, der smukt mødes i en helhed, der gør albummet til noget unikt, komplekst og helstøbt.
