Lysten driver værket på Fox Tail

Baskery (11)

Fotograf: Frank Nielsen

”1-dagsfestivalen på Refshaleøen byder stærkt ind på titlen som Danmarks hyggeligste festival”

Egentlig var det slet ikke en festival. Det var nærmere en udvidet privatfest, der startede i 2011. Skabt af en lille håndfuld musikere, der elskede musik, og spillede selv i, men mest af alt som en livsbekræftende hobby. Uden drømme om at gøre det til levevej, men mere med drømme om nye fællesskaber.

Bandet de var centreret omkring hed The Saloon Men, og de er naturligvis stadig på programmet her 11 år senere. Men festivalen har haft vokseværk, og er efterhånden blevet en lille veletableret festival ude på Refshaleøen, og den kan huse omkring 400 gæster.

Dog stables det hele stadig på benene efter samme vennesæle og passionerede principper, og en åbenhjertelig stemning med mange gengangere blandt publikum. Men er man her for første gang, kan man være ret sikker på at der med garanti dukker en ny ’bedste musikven’ op inden for meget kort tid.

Foto:Brian Selander

Denne festival er kort fortalt samvær i afslappede musikalske rammer, hvor alting spiller, og ellers finder man en løsning. Festivalen kalder sig Danmarks hyggeligste festival. En titel der i selveste hyggens moderland kan være svær at opnå, men efter SIDE 33 har besøgt den nogle gange i årenes løb må vi som seriøse formidlere erklære, at der rent faktisk er noget om snakken.

Deres program har fokus på roots, blues, folk, country, bluegrass og hillbilly, og fungerer derfor for mange som den perfekte opvarmning til Tønder Festival, der afvikles i ugen efter – i år fra 25.-28. august. Fox Tail afvikles som en endagsfestival den 20. august med musik fra to scener fra kl. 13.30 til et stykke efter midnat.

Det musikalske program består som udgangspunkt af solide danske navne, velkendte som ukendte, suppleret med et enkelt eller to udenlandske hovednavne.

Hovednavnet i år er den fremragende svenske trio Baskery, der de seneste 10 år via singler, og et par slidstærke og fængende album og ikke mindst hundredevis af koncerter har slået deres navn fast over hele Europa med et energisk og udtryksfuldt rodfyldt liveshow, der er ligeså uforudsigeligt, som det er farverigt. Rå blues riff, folky vokalharmonier og countryklange blandes sammen til en musikalsk cocktail, der båder rykker, rocker og rører ved en som lytter. Baskery spiller 19.45 fra hovedscenen.

Det er det internationale band BUDS, der starter festen kl. 13.30. Duoen består af den herboende irlænder Richard Farrell (sanger/sangskriver i Trainman Blues) og den amerikanske sangskriver Rick Hauchman (Lowlife Brotherhood, Space Dudes), der i foråret 2020 fandt ud af at deres kemi var til mere end at hænge ud, drikke god fransk vin og lave mad.

De fik hurtigt skrevet noget sange sammen, og allerede i 2021 udkom deres glimrende EP debut ”Buds”. Samarbejdet er heldigvis fortsat og frugten kan høstes på Fox Tail.

Og sådan bliver der med garanti masser af musikalske frugter at plukke i løbet af hele lørdagen, hvor der skulle være god garanti for kvalitetsunderholdning af den mest hyggelige slags.

Undervejs kan det måske også blive lidt herligt uhyggeligt når Reddie & Abel spiller deres skramlende mørkemandsblues, og deler ud af deres skæbnefortællinger, der bliver overleveret på en måde så de amerikanske sydstater pludselig mærkes, som et levende løsnet forstadsbælte til København.

Der er i skrivende stund stadigt ledige billetter, som kan købes via https://foxtail.dk/tickets/ .

PROGRAM

13.30 – 14.30 BUDS

14:45 – 15:45 Wildfire!           

16:00 – 17:00 Ashley On The Trail

17:15 – 18:15 Frankie Sixfinger & The Offenders

18:30 – 19:30 Reddie & Abel

19:45 – 21:00 Baskery (S)       

21:15 – 22:15 El Ray

22:30 – 23:30 JC Hawkins and his model-a playboys

00:00 – 01:00 The Saloon Men

Foto: Brian Selander
Picture of Mads Kornum

Mads Kornum

Leave a Replay

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.