De melankolske norske mørkemænd fra Madrugade fik allerede deres gennembrud med debutalbummet ”Industrial Silence” fra 1999. Dengang bestod bandet af forsanger Sivert Høyem, bassist Frode Jacobsen, trommeslager Jon Lauvland Pettersen og guitarist Robert Burås.
De optrådte blandt andet i 2000 på Roskilde Festival, og etablerede sig, som et af den norske musikscenens største internationale succeser i de kommende år. Men i 2007 døde bandets guitarist Robert Burås blot 31 år gammel. Året efter besluttede bandet at gå hver til sit i forbindelse med at de udsendte albummet ”Madrugada”, som bandet havde færdiggjort efter Burås død.
Siden var der stille omkring bandet indtil 1 februar 2019, hvor bandet stod på scenen i Oslo Spectrum for at markere 20 året for det debutalbum, der nu havde fået klassikerstatus.
Comebacket blev en storslået succes over hele Europa, inklusive i Danmark, hvor de gav tre koncerter måneden efter. Da turen var afsluttet i december 2019, var bandet stadig høje af at turnere igen, og de tog den energi direkte med i studiet. Først i hjemlige omgivelser i Oslo, og siden i det legendariske Sunset Sound Studio i Los Angeles, hvor over 200 guldplader og klassiske album med f.eks. Beach Boys, Prince, Led Zeppelin, The Doors, Fleetwood Mac, The Doors og The Rolling Stones er blevet optaget.
Nostalgi + ny energi = Chimes at midnight
Lyden er Madrugada er nu mest af alt deres egen, og med ”Chimes at midnight” har de taget et stilsikkert skridt væk fra blot at surfe på nostalgibølgen for evigt. Lyden er stadig genkendelig, og man fornemmer, at de har haft ”Industrial Silence” friskt i årerne, da de her gik i studiet.
Men bandet er på ”Chimes at midnight” ikke fastlåst i sin fortid. De har brugt den forløsende energi fra scenen til at se nutiden i øjnene på godt og ondt, og det høres både i tekst og musik, at de tre tilbageværende originalmedlemmer er blevet ældre, er blevet fædre, og derfor simpelthen har et bredere indblik i en verden, der er større end dem selv. En verden, der til tider også kræver noget tid til ro og fordybelse.
Det afspejles i albummets 12 sange, der nok er skabt på rockens rustikke fundament, men generelt leveres tilbagelænet i flotte og gennemarbejde arrangementer, der nærmest hviler i sig selv – til tider mærkes som en ny vækkelse. Flere gæstemusikere får lov at spille fyldige roller, ikke mindst Christer Knutsen (guitar, keys, backing vocals), Carlo Salsa (Guitar, keys), og Erland Dahlen (percussion), som alle også er en del af bandets LIVE opstilling.
Numrene er primært nyskrevne af de tre eksisterende medlemmer, men Burås er krediteret på to numre. ‘The World Could Be Falling Down’, der stammer fra tidspunktet for deres første album, og ‘Slowly’ Turns The Wheel’, der har sit udspring et sted mellem tredje og fjerde album.
Noget nær perfekt produktion
Producer Kevin Ratterman (Ray Lamontagne, My Morning Jacket, Strand of Oaks m.fl.) har I den grad fundet balancen i mellem det melankolske, det atmosfæriske, det ulmende og det storslåede. Tag bare strygerarrangementet i et albummets afgørende højdepunkter ”You Promised To Wait For Me” – med masser af historisk vingesus og pop-lag a la Roy Orbinson tilført en dragende americana stemning. Simpelhen genialt – og smukt understreget i selve sangen via sætningen ”And I do it better when i do it my way”.
Og det kort sagt det Madrugada gør på ”Chimes at midnight”. Gør det de er bedst til. Bevares, der er da undervejs masser af referencepunkter til relaterede artister, som Nick Cave & The Bad Seeds, Pearl Jam, R.E.M eller sågar Chris Isaak. For sådan må det være når bandet i Sivert Høyem har en sanger på selvsamme niveau, som de nævnte. Han er en markant og stærk rocksanger, hvilket han særligt beviser på åbningsnummeret ”Nobody Love You Like I Do”, men også en fortryllende crooner, der heldigvis er helt uden hang til overdrivelse. Samtidig har han noget blues i blodet, og det udspilles på bedste vis i den fængende ”Empire blues”.
Ingen numre falder igennem, til gengæld er der heller ingen, der sådan for alvor skiller sig ud – måske bortset fra omtalte ”You Promised To Wait For Me”. Det er dog med til at sikre en sammenhængskraft, der passer perfekt til det albumformat, som bandet udfylder på absolut bedste vis.
Om det er helt bevidst for at vise at både Burås og hans markante guitararbejde er savnet, skal jeg ikke gætte på. Men det skuffer at det kun er på det afslutningsvis næsten højstemte ”Stabat Mater” – og i mindre omfang på ”The World Could Be Falling Down”, at guitaren får lov til at gnistre for alvor og træde i solistisk karakter. Det er for lidt efter min smag. Sidstnævnte nummer er vel nok albummets andet helt store nummer. Et af den slags, hvor alt går bare op i en højere enhed, og bare giver lyst til at skrue op.
Selvom variationen på albummet ikke er voldsom, så åbner de enkelte numre sig langsomt op på forskellig vis – tjek. f.eks. et nummer som ”Imagination”. Et stemningsopbyggende nummer, der via sit underliggende guitararbejde og tunge baggrundsrytmer i den grad folder sig ud, som som en drømmende og tungsindig hymne, der kalder på gentagelse.
Og gentagelse anbefales generelt for dette album. Det er et af den slags, der bliver bedre for hver gennemlytning. Et velkomment og passioneret comeback, der kalder på respekt, og på mere fra den kant.
Bandet gæster Danmark hele 4 gange i 2022. 3 dage i træk i marts i perioden 14.-16. marts hvor de gæster Train i Århus, Vega i KBH og Posten i Odense, og så kommer de til Tønder Festival til august.
