Mads Beldring gider vist ikke mere pis. Det har vi nu på ”Papir”. Og tak for det. For Mads Beldring springer her på hans tredje album ud som en moderne og mild protestsanger, der med kærligheden og håbet som udgangspunkt skriver om det han opfatter som tidens pis, plager, problemer og pestilenser – også når det er med pilen pegende mod ham selv.
Nok er sangene til tider samfundskritiske – men de også åbne for fri fortolkning – og er ikke båret af patosfyldte paroler og slidte slogans – som hos ligesindede sangskrivere i 60’erne og 70’erne. Her er det mere engagementet mellem linjerne, den kreative knækprosa, pragmatisk poesi og en opfindsom brug af ordspil, der fylder og rent faktisk gør forskel som lytter. Samlet hørt efterlader det nemlig fornemmelsen af en levende – og næstekærlig – lyrik, der både kan og vil noget – uden at den serveres som færdigbagt brød. .
Det er en tekstside, der pænt er pakket ind i et håndspillet musikalsk univers, hvor det meste er ganske velspillet af Mads Beldring selv. Alt ved dette album – lige fra sangskrivning til pladecover – er nemlig rendyrket gør-del-selv arbejde med lidt hjælp fra gode venner hist og her.
Mads Beldring har som konservatorie uddannet musiker været rundt i ganske forskellige musikalske (af)kroge – men har blandt andet også spillet sammen med markante musikere som Marie Key, Laura Mo og Mads Mouritz. Tre særegne personligheder på den danske musikscene, som det høres at Mads Beldring har suget noget inspiration ud af – ikke mindst sidstnævnte. Hør bare på to af albummets absolut stærkeste bidrag – ”Det slog mig” og ”Et skridt ved siden af”.
De bæredygtige inspirationskilder er dog blot et element i en håndvarm helhed, der i det store og hele fungerer upåklageligt på ”Papir”. Syv ud af ti numre holder sig inden for en ganske traditionel singer-songwriter/folk orienteret formel med nogle små mere eksotiske flirt og sidespring undervejs – som Mali-blues f.eks. Folk-poppen tager over på det mesterlige åbningsnummer ”Helt ærligt”, som mere end antyder at Mads Beldring nok også har hørt om at Folkeklubben er åbnet. I hvert fald deler de mixer (Mads Brinch).
Samme iørefaldende stemning finder man på det mere beat bårne ”Regn med regn”, der med selvironisk overskud spørger – ”hvordan går det i øvrigt med protestsangen”. Et nummer med et tiltalende tempofyldt drive og en småsyret djævel bag øret, som man vel ellers skal søge på ’Uffe Lorenzen’ for at finde lige på den hjemlige musikscene anno 2020/21. Ånden fra Uffe spørger også på pladens længste nummer ”Blår” – en herlig afstikker – og et nærmest syrerockende nummer, som leveres i særdeles godt selskab med Mads Mourtiz som gæst på guitar og kor, og Anders Wallin (Fried Okra) på bas. To numre, som han næsten fortjener at få papir på er noget nær forbilledlige, og to numre der så afgjort kalder på mere af den slags fra Beldrings side fremover.
Til gengæld er der lidt for løse ender eller for måske for få musikalske ambitioner med numre som ”De løse ender”, ”Vågne med vijle” og ”Smukkere når du danser”. Mads Beldring skjuler ikke at han hylder det enkle og at sangene skal kunne stå for sig selv, men i selskab med de syv andre numre på ”Papir” fremstår disse numre mest af alt som de lidt for blege hittebørn, der trænger til noget sol og lidt flere klæder.
Af de mest nøgne numre er det “Papir” og ”Knuder”, der fremstår klart bedst og som også rammer noget af det helt essentielle i hvad det er Mads Beldring formår med hans sange.
“livet leves først når fanden tager dig / til et sted / hvor engle og kanoner / synger himmelvendte toner / om til mirakler / og vi bliver knuder af hinanden / når verden vakler / ja vi slår knuder om hinanden / når verden vakler”
….synger han med nærvær og nerve i et nummer, der indkapsler vor tids (for)førende frygt for at glippe noget fremfor at give slip.
Det er nok for meget at påstå at du finder den store mening med livet blot via dette stykke ”Papir”, men du får med garanti nogle input og impulser, der kan føles relevante og give plads til eftertænksomhed. ”Papir” er på bedste vis med til at understrege den betydning som ord og musik kan have i forbindelse med håndtering af glæde, sorg og tilværelsens både trivielle og turbulente trummerum. En tilværelse hvor kampene imellem hjerte og hjerne er i evigt centrum – og i det spil har vi brug for ferme poeter og finurlige sangskrivere som iagttagere og reportere.
Den rolle passer Mads Beldring her på hans hidtil mest helstøbte udgivelse bedre og bedre i. Han er tydeligvis en sangskriver for og af folket med fokus på både hjerte og hjerne – på former og faconer – om det set fra by eller på land.
Han har med ”Papir” sat endnu et lytteværdigt spor, og han har uden tvivl kvaliteterne til – især hvis han vil give bare lidt slip på ’DO IT YOURSELF’ tilgangen – at spille sig op på næste niveau – der hvor Peter Sommer og Folkeklubben allerede huserer med troen på ordet som våben i en nødvendig kamp for bedre – og forhåbentlig mindre ulige (og ulidelige) – tider.
