Madsen, Møller & From – Nykøbing F Teater – 22.11.19

405A0107

Fotograf: Maria Fremming

”Madsen havde fuld tillid til at hans sublime makkere spillede den hjem”

Det kan da ellers nok være, der var tidlig julefrokost-stemning i Nykøbing F. denne fredag aften i november. Både blandt publikum og på scenen. Publikum brølede løs og af fulde halse på de Madsen-klassikere, de nogenlunde kunne huske, og på scenen var Knud Møller et festfyrværkeri af den ene mere fænomenale guitarsolo efter den anden. Utroligt, at Gud/Knud efter årtier som Johnny Madsens sidekick stadig kan stor-shine i glansnummeret ”One Man Band” og spille sin lange ”One Man Band”-solo som om, det er første gang, han spiller den og lige finder på den på stedet.


Ved trommesættet en storsmilende og grinende, Henrik From, kompetent holdende sammen på Møller og Madsen, der enten var hårdt influenza-ramt, eller også havde han brugt sin fredag før showtime til at fejre igennem, at han efter Nyk. F-koncerten kunne holde ferie indtil, den igen står på festival-jobs næste sommer.

Stemmen var noget mere grovkornet og grødet end på de bedre dage, vitserne var der længere mellem end normalt og endnu længere mellem dem, man som Johnny Madsen-fan ikke havde hørt før…på den her side af krigen. Dog, da Johnny Madsen i første sæt kom ind på det uopslidelige emne; kvinder og, hvor betagende en kvinde kan være at se på…når hun sover, lød det: “Sådan én har…øhh, havde jeg”. En elegant hentydning til den senere tids skriveri i formiddagsbladene om et trekants-drama på Fanø, mellem Madsens kvindelige manager og hans kæreste, øhh ex-kæreste.

Mindre elegant var det, da Johnny Madsen i sidste ekstranummer sang første vers af Johnny B. Goode på et ubestemmeligt, uforståeligt sprog, eller var det noget Thyborøn eller Fanø-dialekt?

Men skidt da med det, hvem kender ikke Johnny B. Good udenad. Og hvem blandt publikum i det stopfulde Nykøbing Falster Teater kendte ikke hovedparten af Madsen-sangene i de to lidt korte sæt, så det gjorde mindre, at det indimellem var noget af en udfordring at skelne de ord, der kæmpede sig gennem grøden i Madsens mund og få dem til at give mening. Og hvad er det ikke Madsen plejer at sige: ”-Mine sange skal ikke forstås, de skal opleves”. Men den store oplevelse I Nykøbing Falster Teater, fredag aften, var nu ind-med-Knuuds sublime guitarspil.

Picture of Kurt Baagø

Kurt Baagø

Leave a Replay

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.