Magnus Munk Tækker er en blot 22-årig multi-instrumentalist og sangskriver, der med sit debutalbum både dokumenterer et stort talent og evnen til at udtrykke sig modent og reflekterende via ’billedsproget’ i hans musik.
11 instrumental numre på 46 minutter er mest af alt en sanselig og billedskabende rejse – som fans af nogle af de klare store udenlandske inspirationskilder som Bill Frisell og Daniel Lanois, eller danske ditto som Jakob Bro, Bremer & McCoy og I Think You’re Awesome – nok skulle finde en fornøjelse af tage med på. I lutter egne kompositioner leges der let med klange, tonalitet og arrangementer, der har det fine fællestræk, at de udgør en vigtig delmængde til den fængende sammenhængskraft, der her gør albumformatet ekstra effektfuldt.
Albummet er indspillet LIVE, og det fornemmes at der har været plads til improvisationerne i de fem dage de var i studiet. Efterfølgende er der lavet enkelte overdubs med blandt pedal steel, sanitor, trompet og flygelhorn. Udgangspunktet for det hele er et drømmende indie-jazz-folk univers. hvor sprøde country elementer dog også får plads undervejs.
Det hele åbner som en skøn blid sommerdag med ”Hello, Sundshine” med fuglefløjt, og en søvnig drømmende stemning – hvor der er tid til at blunde lidt, og langsomt komme ud af sengen og i tøjet – og den stemning videreføres i det efterfølgende ”Helios”, der giver en stille vækkelse til den virkelighed, der bare venter på din egen nysgerrighed.
Det når dog at blive ”November” før at vandreskoene kommer rigtigt på ledsaget af et af albummets absolut flotteste temaer, hvor jazz og country flettes sammen i skovens dybe stille ro. Nummeret har noget melankoli og efterår over sig, men omvendt mærkes det som en af de gode efterårsdag – uden vind, og farver i en lun luft. Der er masser af fintfølt fremdrift i nummeret, og det mærkes at der er noget på spil i de malende musikalske lag, som har klaver og pedal steel, som de generøse guider.
Herefter kigger solen igen frem på ”Sun Tours”, der leger med mellemøstlige nuancer, inden turen kommer til albummets melodiøse højdepunkt ”On the Beach, Bill” – hvor alle instrumenter inklusiv trompet og flygelhorn – er med til at folde en nummer så storslået ud, at de ville kunne bruges som soundtrack til en remake af afslutningsscenen i filmklassikeren ”Thelma & Louise”. Det er lige præcis her i disse 4 minutter og 34 sekunder, at man pludselig forstår hvorfor Magnus Munk Tækker i pressematerialet i sin egen beskrivelse af albummet skriver :
” ’Bright Yellow Space’ er en hyldest til selve inspirations-følelsen samt den indre drivkraft og lysten til at skabe et værk. Et projekt, der omfavner den ærligt lyst til at kaste sig ud på åben hav – og lader bekymringerne og usikkerheden blive hjemme. Ikke vente til næste år eller om 5 år, men handle på sin egen inspiration og lyst”
Lyder det ikke som noget både Thelma & Louise kunne have sagt?. But anyway – den film er fra 1991, og der var Magnus Munk Tækker ikke født endnu. Men han griber den tidløse og universelle følelse og skaber et album, der mærkes som en musikalsk hyldest til lyset, livet, inspirationen, drivkraften og drømmende – og det uanset om man har 22, 52 eller flere år på bagen.
Tonen på albummet er primært lys – men det mere dystre og urovækkende mærkes også i betagende numre som ”Moonwalk” og ”A meeting on the moon”. Højdepunkterne på SIDE B af den i øvrigt flotte gatefold-cover LP er dog så ubetinget ”A Bridge To A Place”, der føles som en teasende tur i en ukendt – men spændende verden – måske en underjordisk hule, med masser af lyd og liv, men hvor der hele tiden er så dæmpet belysning, at du aldrig helt får indholdet afsløret til fulde. Et lille mesterværk – både kompositorisk og i forhold til arrangement, og heldigvis også pladsens længste med hele 7 minutter og 38 sekunder.
Det nummer, samt ”On the Beach, Bill” og så albummets næstsidste nummer – det helt sydlandsk lydende og næsten ”Lady og Vagabonden” romantiske ”Cirrostratus” understreger, at Magnus Munk Tækker & The Solace Band, der består af den sammentømrede enhed Andreas Birk Olesen (Klaver & wurlitzer), Søren Juul Christensen (kontrabas), Sebastian Kinch (trommer) og Jacob Birkeland Steensrup (trompet og flygelhorn) – i den grad har et meget hørbart og unikt talent, der bør komme et stadig større og mere bredt orienteret jazzpublikum for øre. De tre numre her kan simpelthen ikke undgå at indgå i en videre dialog om det bedste der skete på den danske jazzscene i 2021 – og det siger ellers ikke så lidt!
