Magtens Korridorer spillede lørdag i en feststemt og udsolgt KB Hal, deres hidtil største job, som hovednavn. De gjorde det med fokus på musikken – desværre så fokuseret, at man på de tre første numre, hvor fotografering var tilladt, spillede med så mørk en lysopsætning, at man reelt ikke havde mulighed for at se hvem der var på scenen.
Der var ikke meget smalltalk eller supplerende opsange, men en enkelt herlig KB Hal anekdote om Beatles og den heraf afledte effekt, fødslen af dagens fødselar bassist Terkel Møhl – blev leveret på charmerende vis fra guitarist Niklas Schneidermann.
Forsanger Johan Olsen kom dog også med en at de bemærkninger, der egentlig meget godt afspejler den uhøjtidelige tilgang han og bandet har til egen succes og livet generelt – ”nu skal vi jo ikke kun spille vores egen lortesange, så jeg håber det OK med jer at vi lige spiller et enkelt cover nummer”.
Og så leverede de ellers en så veloplagt og vital version af Gasolin klassikeren ”Det bedste til mig og mine venner”, at Kim Larsen – hvis han nu lyttede med et sted hinsides, med garanti havde lettet på sin sixpence, sent en sixpack på omgang, og kvitteret med et “skål, venner!”.
Og Magtens Korridorer fortjener sgu også både skål og anerkendelse. For når man har lavet sange som ”Nordhavn Station”, ”Pandora”, ”Eventyr for drømmere”, ”Horisonten”, ”Picnic (på Kastellet), ”Lorteparforhold” og ikke mindst ”Kom og mærk”, så har man lavet meget mere end lortesange. Så har man skabt hul igennem til folket, der skåler og skråler med af lyst, nødvendighed og efterhånden også afhængighed. For Magtens Korridorer er en ventil – og en udluftning af systemet – der er så meget mere effektivt end en bøvs, en sviner, en griner eller en fødselsdagshilsen på Facebook.
Og folket har ikke taget fejl – når de har taget disse no-nonsense midaldrende skygger af skønheder til sig. Ved ekstranumrene var denne skribent gået helt tilbage ved udgangsdørene i Hallen for at fornemme stemningen dernede fra – og også der var folket – som de havde været det igennem de syv kvarters koncert helt med. Helt ned til bagerste række – uanset om de var det ene eller andet køn, og om de var 10, 20, 30, 40, 50 eller 60. Rent faktisk tror jeg aldrig jeg oplevet så mange gå syngende-med ud af salen med lys og stjerneglans i øjnene.
Det lys skal den store mængde af folk med rock i hjertet så forhåbentligt bruge til at spotte andre fuldfede lyspunkter på den danske rockscene. Et af de bedste band fra den scene – Den syvende søn – fik mange heldigvis oplevet som opvarmning. Bandet med Michel Belli i front beviste fra starten af, at det ikke er med leflen for publikum og via lette smutveje, at de vil spille sig mod toppen. Bandet spiller regulær rock med psykedeliske noter – og de fik 45 minutter at vise deres værd i.
De minutter udnyttede de musikalsk næsten optimalt – først med det næsten 10 minutter lange åbningsnummer ”Poeter og kometer”, fulgt direkte op med den tidløse perle ”Den syvende søn”. Heller ikke her blev der talt meget imellem numrene – de lod musikken tale. Problemet var at kun få kendte bandet i forvejen, og mange stod og gentog små irriteret efter hvert nummer – ”det er ret fedt – men hvem er de?” Det fik Michel Belli endelig sat ord på efter den livsduelige kærlighedssang ”Hun sagde Han sagde”, der var sjette nummer ud af de syv , der var blevet plads til på sætlisten.
Michel Belli er uden tvivl en af landets bedste rocksangere, men til gengæld vinder han næppe nogle markedsføringspriser. Det må godt komme mere ud over scenekanten, at det rent faktisk var en drengedrøm for ham at stå der på scenen i den legendariske KB Hallen.
Men det er nu også charmen, at de gør, som de gør, og slutter af med deres måske mest psykedeliske og syrede nummer ”Dansen på det blå tapet” – der får otte farvestrålende minutter til at vise hvilket fedt og velfungerende band, de her fem gutter er. Undervejs får Mikkel Grue i den grad vist at guitaren ikke er en efterladt julepyntegenstand, og Adam Winberg bag trommerne fik i den grad banket andefedtet ud af kroppen på hamrende effektiv facon.
Var KB Hallen så en for stor scene til disse to bands? Svaret er nej – ikke mindst hvad angår Magtens Korridorer – fordi de evnede at inkludere alle i salen, og skabte en klubstemning, der kunne mærkes i både krop og sjæl uanset hvor du stod i salen.
Til gengæld var der åbenbart for mange publikummer til at KB Hallen kunne tilbyde anstændige og rimelige forhold omkring barsalg, garderobe og toilet. Ligeså gennemført arkitektonisk som selve hallen fremstår, lige så håbløst er logistikken omkring nævnte forhold løst. Pinligt. Og det var der så også nogle af de promilleramte gæsters opførsel overfor det sagesløse personale, der var. Et personale, der altså blot prøver at løse et job ud fra de retningslinjer andre har pålagt dem – og publikum.
