Bag navnet MALMØ står den danske kunstner Maria Malmø, som udsendte sit meget roste debutalbum ”We Come From the Stars” tilbage i 2017. Vi beskrev dengang blandt andet albummet som – “Et dramaturgisk og stærkt billedskabende soundtrack til nogle af de udfordringer mennesker og natur nu engang står overfor i disse år, set med sangskriverens øjne.” Og tråden fra dengang er nu taget op, hvor hun er klar med sit andet album – der er skabt som en forudsigelse i fem kapitler om verdens undergang.
Alle fem numre fra ”The Inevitable End” har været sendt ud som singler – selvom ingen af dem i klassisk forstand har singlepotentiale. Hver single har sine egen historie, men det i selve sammenhængskræften at udtryk og indtryk virkelig forenes, forstærkes og løfter sig til et reelt værk, der virker og gør en forskel. Albummet er i sin opbygning og sin lyd både kølig, bevægelig og dramatisk. Det er både smukt, følsomt, udefinerbart, dragende, ubegribeligt og til tider foruroligende – selvom der heldigvis også, alt til trods, efterlades håb.
Egentlig er det ikke fem numre eller en EP man sætter på for sin fornøjelses skyld. Til gengæld er det en fornøjelse at en kunstner tager sin musik så alvorlig og seriøst. EP’en er nemlig blot en del af et værk, hvor hver eneste single også har været ledsaget med en artvideo, og senere i år bliver EP-værket også formidlet som kunstudstilling, med liveoptræden, hologrammer og installationer. Præsenteret i klart plast med opsigtsvækkende layout og i gennemsigtig klar vinyltryk fremstår også selve den fysiske udgave af albummet, da også som et stykke kunst i sig selv.
”The Inevitable End” part I-IV præsenteres som et kald til omtanke – og ikke en dommedagsplade. Det udgangspunkt er for mig som lytter vigtigt. Dommedagsprofeter har vi vel nok af. Albummet er vokset ud af en personlig uro på baggrund af betragtninger og erfaringer. Maria Malmø kan se landmanden forgifte markerne udenfor sit vindue, hun har hørt isen knirke på Grønland, hun har aborteret – betragtet og mærket det lille og det store perspektiv. Med ”The Inevitable End” undersøger hun i fem kapitler, hvad det er, der truer os – udefra og indefra.
Albummet åbner drømme poppende, køligt og klart med ”Frostbite” – og det dramaturgiske billedskabende i musikken mærkes allerede her som små bid i huden. Det efterlader en med lyst til at læne sig tilbage, lukke øjnene, lytte intents – og til at lade sig rive med på en rejse med nogle ubekendte faktorer, der ikke nødvendigvis luner at blive konfronteret med på øregangen. Alligevel gør det godt.
Hviskende vokaler blandes med ildevarslende beats, sfæriske lag, smukke harmonier og en ulmende bevægelig uro. På pladens sidste nummer ”The End” er det ligesom at naturens kræfter for alvor forenes – på en lydmæssig næsten magisk rejse, der starter med sanseligt klaver med klar vokal, til en mere messende vokal og en atmosfærisk blæsersektion, der lader nummeret svæve til nye højder sammen med en buldrende rytmisk puls – der dog til sidst går i stå og afløses af sarte sensitive soundscapes, der ender som de åbne spørgsmålstegn, der giver plads til eftertanke.
”The End” tager nemlig sit afsæt i vira. Et tema covid-19 har gjort skræmmende aktuelt. Vores liv, forbrug og overforbrug skaber sygdom og svækkelse. Sangens tekst er en afslutning, som besynger dødslejet og dets enkelthed. Et øjebliksbillede af den uundgåelige ende. Billedlig talt den perfekte afslutning på et album, der er lige dele kunst, og en kommentar og et soundtrack til tiden.
Enkeltvis er det ”Farewell Roaring Ocean”, der absolut rammer mit musikalske hjerte stærkest. I album version – er det pladens længste nummer – med seks minutter og 41 sekunder. En frit flydende og iørefaldende Björk-ish klingende sang, som betagende beskriver en indre tilstand af uro og forstyrrende tanker – i en fysisk og materiel verden – præget af bølgegange af op- og nedture.
”No words” – der fremføres sammen med søsteren Frida Malmø – handler om vores stadigt voksende afstand til naturen i os og omkring os, og om det faktum at det kunstige bliver en del af os i takt med, at vi forkaster det naturlige. Et nummer, der som single egentligt ikke ramte mig særligt, men som en del af helheden her giver mening – og føles som en nødvendig del af den samlede fortælling – ligesom ”Bleed me dry” – der udkom som første single tilbage i 2019 i øvrigt også gør det.
Verden har ikke stået stille siden da. Den er hverken blevet frelst og eller gået under. Men pladens budskaber er bestemt ikke blevet mindre aktuelle. Ep’en er derfor et vigtigt og væsentligt værk, som man kun kan håbe kan virke som inspiration for rettidig omhu og reelle retningsskift.
Musikalsk er de 25 minutter velspillet og virkelighedsnært selskab leveret af stærke kræfter som Christian Tronhjem – elektroniske beats, Jens Mikkel Madsen – bas, synth, mandolin, Andreas Skamby – trommer og percussion og Bjarke Nørgaard Nikolajsen – trompet og flygelhorn. Det bliver ikke et album jeg vil høre igen og igen – men det bliver et album jeg vil tænke tilbage på og nok momentvis finde frem som en reminder om livets skrøbeligheder og styrker, valg og fravalg.
