Det går op og ned i Showbiz. Det ved Malte Ebert om nogen. Tilbage i 2016 gik han rundt og var noget træt af ligegyldig popmusik og karikerede artister. Det kunne han da nok gøre bedre tænkte ham, sådan mest for sjovt. Tanke blev dog til handling og forvandling. Han samlede nemlig alt det han foragtede i en og samme figur, og Gulddreng var født.
Resten er historie. Syv singler gik nummer 1 i løbet af de kommende år. Det var meningen at det skulle være en velbevaret hemmelighed, hvem der stod bag Gulddreng. Men det lykkedes dog Se & Hør at finde svaret, og fra den dag var Malte Ebert en offentlig person, og det første svar på det gav han med singlen “Hva så”.
Det var nu heller aldrig tanken at Gulddreng skulle være mere end et kortsigtet projekt, og Malte Ebert ’begravede’ helt officielt Gulddreng ved en storslået og udsolgt koncert i Royal Arena i starten af 2018.
Han begyndte at skrive egne sange på engelsk, og luftede dem rundt omkring i landet på noget mindre scener, hvortil der til tider kun dukkede omkring 50 tilhørere op.
Fra dreng til mand
Men Malte Ebert er ikke som folk er flest på den danske musikscene. Hans skabertrang og viljestyrke rækker nemlig ud over det ensporede og ensrettede. Knægten fra Vejle er efterhånden blevet en 28-årig ung mand, der åbenlyst har ambitioner om mere end guld og grønne skove. Han formår at overspille og underspille på samme tid, og både hans humoristiske og musikalske talent er åbenlyst et pænt stykke over gennemsnittet. Det hele krydret med en lækker indbydende og udtryksfuld vokal, og det mange vil betegne som en særdeles sympatisk ’svigermors drøm’ fremtoning. Kort sagt toppen af poppen.
Netop TV-2’s musikalske underholdningsprogram ”Toppen af poppen” var i 2021 med til at gøre hans målgruppe af publikum noget bredere end i de gyldne Gulddreng dagene.
I det program mødte han Simon Kvamm, der ligesom navne som Shu-bi-dua, Østkyst Hustlers, Martin Brygman, og Annika Aakjær før med snilde og substans har formået at finde de helt retter balancer mellem det sjove, det grove, og det flove i en folkelig og fordøjelig musikalsk indpakning.
Den cocktail afprøvede Malte Ebert første gang i ”Det store Malte Ebert Show” sidste år, der var en fornyende – og efter sigende – ganske forrygende blanding af koncert, comedy show, sitcom og talkshow.
Og når man kan få en fyldt sal i Bremen Teater sal i hovedstaden til at sidde at skråle med på at ’jeg vil dø for Vejle’, så kan man altså noget ret unikt.
Det kan lyde enkelt, det kan lyde banalt. Det er det bare ikke med Malte Ebert som afsender. Han ved at hvis man ikke kaster efter skiven, så rammer man aldrig plet.
Forelsket i mere end sig selv
I sidste uge havde han premiere på hans nye show ”Mellem himmel og jord” – og nu var turen kommet til hovedstaden på selveste Det kongelige teaters gamle scene. Det første af 3 shows her.
Teatret ligger i cykelafstand til Amalienborg og Christiansborg, og da Malte Ebert ene mand går på scenen er det i iturevet tøj. Han beretter at han desværre er blevet kørt ned af en bus på vejen hertil.
Han havde ellers lige været til jobsamtale om et ledigt job som kulturordfører! I Odense i sidste uge var det letbanen han var blevet kørt ned af, og sådan bevæger Malte Ebert hele tiden rundt med de fintfølende finesser cirkulerende tæt på sandheden, og i det her show særligt et sted mellem aktualitet, himmel og jord.
Da han ankommer, er han jo altså pga af ulykken at betragte som død (pga busulykken), men han har bare så svært ved at leve med at han ikke kan gennemføre koncerten, og hvad gør man så?
Det er allerede her i detaljerne, at man for alvor mærker komikken, og den rammer plet i det meste af de to sæt af godt 50 minutter hver, der i sit udgangspunkt ligesom Anders Matthesens filmperle ”Sorte kugler” tager sit afsæt i om han nu har gjort sig fortjent til at komme tilbage til den virkelig verden.
I det spil optræder her djævelen (rapper Oscar Johansen), djævlens advokat (guitarist Rune Kjeldsen), Gud (guitarist Daniel Scheffmann) og hans søn Jesus (violist og pianist Valdemar Littauer), og jeg vil ikke afsløre for meget om resultatet af det spil imellem dem, andet end at konkludere, at publikum med stående applaus og tydelig begejstring gav en meget klar tilkendegivelse af, at det var mere end velset at Malte Ebert var tilbage, sammen med brudstykker af hans alter ego Gulddreng, der undervejs endda optrådte i dublet.
I en flot og enkel sceneopsætning skete der hele tiden noget. Især Gud havde en bærende rolle – særligt i første sæt, hvor han både skulle både på borgerservice, besvare opkald fra popidolet Christopher (som rent faktisk var til stede i salen), og samtidig skulle han lige på guddommelig vis spille ’hans’ bedste numre ”Stairway to Heaven, Tears of Heaven” og ”Knocking on Heavens Door” og ellers fortælle diverse tys tys historier med klingende fynsk accent. Det var ved gud charmerende.
Humoren spillede, mens de musikalske højdepunkter lod vente mere på sig – f.eks. savnede man at den ellers uovertrufne popperle ”Kun med dig” blev foldet meget mere ud end det skete her. Antydningen af at der dog også var flere musikalske kalorier i vente kom dog, da alle fem musikere på scenen lukkede første sæt med et fuldfed uptempo version af ”Mine venner er sindssyge”.
I pausen havde gud og djævlen skabt fælles front i form af bandet Helvedes Engle, der kom ind til tonerne til Phil Collins ’”Easy Lover’ – der sagtens kunne fortolkes som en kærlig hilsen til vennen Simon Kvamms tid i ”Rockerne”.
Herefter fik de for alvor salen med sig da Gulddrengs gennembrudssang ”Model” blev leveret stilsikkert – og mere end bare for sjov. Og sådan fortsatte andet sæt med masser af rød tråd i både dialogerne og de musikalske indslag, hvor det mest overraskende nok var at ”Julehjertets hemmelighed” var på sætlisten, og det endda i en særdeles seriøs og direkte smuk musikalsk opsætning.
Midtvejs i andet sæt haltede ”Hader det” lidt via det noget gumpetunge back track, og det samme gjorde en sang, om en mus, hvor det sjove skulle være at den skulle synges med såkaldt Poul Krebs stemme. Ebert forsøgte at genstarte sangen tre gange, men alligevel var han langt fra at lykkedes med at komme i nærheden af rent faktisk at lyde henad Krebs. Det var plat, det var uden for skiven, og heldigvis langt fra det niveau showet ellers kørte på.
Men han kom hurtigt ud af musefælden, og tilbage på sporet i resten af showet, ikke mindst takket være med en gennemført udgave af ”Kalde Dem for du”. Sangen der fik ham ind i alle landets stuer, da han sidste år sang den til ’Daisy’ ved hendes 50-års som regent jubilæumsfest.
I den mørkeste nat skinner selv de mindste stjerner” havde Ebert med vanlig selvironi sagt undervejs, og hvis de mange mobillys, der blev tændt under ”Kalde Dem for du” var et svar på det udsagn, så går artisten Malte Ebert bestemt en lysende fremtid i møde. Endda måske som Prins!
Efter endnu et musikalsk højdepunkt i form af sangen ”Måske til næste år” lukkede andet sæt, som det startede med ”Model”. Her dog i en ganske alternativ version af ”Model”, der startede med lyden af mellemøstlige himmelstrøg (Jesus), for blot at blive ført videre i et mere råt og varmblodigt lydunivers (djævlen). Det fik alle i den gamle sal til at rejse sig. Som en tak til Gud og til hvermand, og ikke mindst manden i midte – MALTE. Som en tak for en aften, der mest af alt have karakter af en tæt på sand optur. Og hvem kan ikke bruge det i disse tider?
