MALURT – Arena Næstved – 05.03.22

Malurt 2022 (5)

Fotograf: Maria Fremming

”Malurt leverede beviset på at rock’n roll er en bæredygtig livskraft”

Uanset du er til store eller små kulturelle oplevelser, så må det bare siges, at der i Næstved rummes særdeles gode muligheder for det hele. Mens Grønnegades Kaserne Kulturcenter er byens kulturelle hjerte med flere forskellige scener, grafisk værksted og galleri, egnsteater mv. har Arena Næstved udviklet sig til at være Sydsjælland naturlige midtpunkt når det gælder kultur og events i alle afskygninger.

Til stående koncerter kan Arena Næstved gæstes af omkring 4500 tilskuer. Stedets mantra for 2022 er håb, optimisme, og professionalisme. I den ånd har de også meget naturligt indgået en overenskomst med Dansk Musiker Forbund for at sikre vilkårene, for de mennesker, der arbejder i branchen, hvad enten det er de udøvende kunstnere eller folk bag kulissen.

Arenaen er supermoderne indrettet og kan lynhurtigt omdannes til næsten alle formål. Det kræver ekstra hænder når der afholdes de store koncerter, og de hænder kommer bl.a. fra foreningslivet, som bruger haller og arealer til dagligt, de såkaldte foreningsfrivillige. De løser serviceopgaver ved publikums ankomst, i garderoben, i salen osv. En foreningsfrivillig arbejder altså både for den forening vedkommende er medlem af, samtidig med at man arbejder sammen med andre, som man typisk før har stiftet bekendtskab med via sin sport.

Det er lykkedes Arena Næstved at få stablet et markant og flot forårs program linet op. På koncertfronten kan publikum således se frem til at navne som Savage Rose, Dizzy Mizz Lizzy, Carpark North og The Minds of 99 kigger forbi i de kommende måneder.

Men denne lørdag aften er det Malurt det gælder. Der summer en glad stemning af forventning og optimisme i områderne omkring koncertsalen. En koncert, der har været undervejs i næsten 3 år, da den blev udskudt pga. Corona pandemien. Så det er en kæmpe forløsning for både bandet og Arena Næstved, at de nu endelig kan slå dørene op for trofaste fans og tålmodige billetkøbere. Direktør i Arena Næstved  Jakob Brixvold husker tydeligt situationen for to år siden da Malurt var et af de første orkester gik ud og rykkede deres tour to år frem i tiden.

-På det tidspunkt tænkte vi, at det var meget lang tid ud i fremtiden, men det viste sig jo at de fik ret. Og billetkøberne beholdt deres billetter, hvilket var vigtigt for os på det tidspunkt hvor alt blev aflyst, og der hang mørke skyer over fremtiden-, siger Jakob Brixvold.

“You’re either rock’n’roll or you’re not”

Malurt går på scenen nøjagtigt kl. 20.13. Det foregår i mørke til højt bragende bifald fra salen. De forreste rækker er fyldt med bandets/Michael Falch’s mest hardcore fans og følgere.

Mange af dem har fulgt bandet og forsangeren i årtier, men der er også et pænt fremmøde af den “yngre” generation af tilhængere. Alle med forventnings glæde lysende ud af øjne og kropssprog.

Malurt anno 2022 er Michael Falch (vokal, guitar), Peter Mors (trommer), Dia Nielsen (bas), Pete Repete (keys)  og Christian Arent (guitar).

Bandet sætter roligt i gang. Efter et par numre, hvor det ses og føles lidt som om de mest spiller på rutinen, bliver der for alvor tændt op for både charmen, vildskaben og musikken. Deres eminente sammenspil finder en naturlighed, som tager alle med på Malurts rejse i deres musikalske tidsunivers. Michael Falch formår som altid at holde sin klædelige rock stil, tilført en vokal, der rummer en lille smule hæshed, hvad der dog kun gør Malurt sangene og fremførelsen endnu stærkere og virkelighedsnær. Bagtæppet bag Malurt er spækket med detaljer og smukke lys effekter, fotos fra en svunden, men for denne aften, en genoplivet tid.

Midt i koncerten præsenterer Michael Falch sit band, en opgave der bygges op i en meget lang fortælling om hver af bandmedlems tilgang til Malurt. Indtil denne aften havde – Falch’s bror i ånden, Poul Krebs – ellers tilegnet sig titlen, som den danske kunstner, der kunne gøre den korteste historie meget meget lang. Denne titel er nu overgået til Michael Falch. Efter den præsentation, som lige gearede alle ned i tomgang, formåede Malurt heldigvis ved hjælp af bare et par akkorder at få alle med tilbage i koncerten, samtidig med at der lige blev tilføjet endnu et lag af energi, der virkede som en sand manifestation om at rockmusik aldrig dør.

Glansnummeret ”Superlove” blev omdannet til en hæsblæsende lang fællessang, hvor bandet gik helt fra scenen en tid og kom tilbage igen, stadig mens publikum med stor entusiasme og respekt skrålede holdt sangen gående.

Malurts mission om: “For en stund at være unge igen” gik rent hjem denne aften i Næstved. Aftenens sidste nummer blev “Vi ses igen”. Det er så det store spørgsmål, for når Michael Falch sender Malurt på pension i slutningen af året, så er den klare melding at de aldrig vil optræde sammen som Malurt igen.

Til gengæld ser nok igen Michael Falch i andre og nye eventyr? Rock’n’roll er jo kommet for at blive, og således er Michael Falch jo også – med eller uden Malurt i bægeret.

Maria Fremming

Maria Fremming

Leave a Replay

  • Kun kr. 33 pr. dag for en reklameplads her på siden!

  • Scroll til toppen

    Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.