Endelig var dagen kommet – premieren for “Super Live 2020” touren. En dag som Malurt og deres fans havde set frem til i over et året. Der stod de så – 2020 udgaven af Malurt – fit og favnende i den opstilling, der stod bag de tre album ”Black-Out” (82), ”Tour De Force” (1983), ”Live – kys mig før jeg bliver cool” (84). Hvilket er lig med de tre stiftende Malurt medlemmer Michael Falch (vokal, guitar), Dia Nielsen (Bas), Peter Mors (trommer) samt Pete Repete (keys) og Christian Arendt (guitar).
Dengang opfattet som progressive, vilde, vovede og ungdommeligt rebelske. Sådan ses hverken de eller sangene når man ser og hører dem i dag. Det er heller ikke afgørende. Det afgørende er at de er tilbage. Unge for en dag (eller vel rettere for hele det år som turen varer) – og det er de sammen med et fyldt – og på alle måder varmt – Store Vega. Præmissen er købt. Rammerne er sat, ikke mindst da Falch inden fjerde nummer ”Black Out” retorisk råbende spørger – ”Er I klar til at være rigtige mennesker”.
Smilene og lettelsens suk breder sig, vi er ikke alle blevet (helt) overtaget af computere og teknologi endnu – og det gode humør holder sig i løbet af koncertens to timers spilletid. Også selvom det er åbenbart – hvis man skruer fan hørelsen fra – at en del numre mest af alt holdes oppe af historiens vingesus, og naturligvis en overbevisende levering af et band, der bare emmer af spillelyst.
Det var næppe helt tilfældigt at Michael Falch i aftenens store fællessang ”Superlove” en enkelt gang ændrede sætningen ”Break my heart” til ”Lust for life”. Det mærkes og føltes, som en lille hyldest til selve livet, og selvfølgelig til dem, der bar før Malurt – Iggy Pop, The Clash, Bruce Springsteen, Neil Young etc.
Men hovedparten af numrene er nu engang ”bare” en omgang regulær og straight rock, som ikke i sig selv berettiger til den helt store mindehøjtidelighed – og som næppe kan findes særlig brugbar af en nyere generation. Men det er heller ikke dem der er der i aften. Det er dem, der har været med hele vejen – og som kender alle de seks studiealbum bandet har udgivet – sådan cirka både forfra og bagfra. Og sætlisten på 23 rummer noget fra dem alle – plus ”Hey Hey My My” – og ”Kys mig før jeg bliver cool” (fra Live albummet af samme navn) samt lidt overraskende “De vildeste fugle” fra Michael Falch‘s solo katalog.
Hovedvægten er klogelig lagt på sange fra bandets ubetinget to mest helstøbte album ”Vindueskigger” og ”Black Out” – og de velkendte sange serveres i grove træk som ventet, og som man kender dem.
Man fornemmer at den vigtigste brik i den aktuelle Malurt ligning nok hedder Christian Arendt. Michael Falch’s barndomsven og blodsbror – som han har lavet musik med siden 1970! Endelig er han tilbage ved Falch’ens side – og man kan se de nyder det. Han spiller ikke ligefrem spektakulært – men hans rå riff og små soloer gør alligevel en forskel, første gang for alvor i ”Stormsoldater” – og lige efter i et tidligt højdepunkt – en storslået version af ”Sort søndag” med en legende indledning fra Pete Repete og kørt smukt i mål blandt andet via en smukt afbalanceret solo fra Christian Arendt, som helt fortjent fik aftenens foreløbig største spontane bifald.
Cirka halvvejs i koncerten kom det så – det øjeblik denne skribent havde ventet på – et nummer, der i hele sin opsætning og fremførelse virkelig var rykket frem til 2020. Sådan var det med ”Vindueskigger”, der med temposættende trommer satte pulsen op og lod rocken rulle for alvor – tilsat scenografi med en guitar-battle imellem Falch og Arendt, der efter at have stået hoved mod hoved træder bagud, og falder ud af scenen! Heldigvis for blot at komme tilbage et par minutter efter – alt imens Pete Repete og den solide rytmegruppe havde holdt ”gryden i kog” med fuldfed hammond sound fra før Malurt blev født.
Næste højdepunkt blev ”Neonsolen” hvor Christian Arendt virkelig fik lagt maksimalt med sjæl, følelse og ikke mindst personlighed i en af de lange – og efterhånden sjældne – lange guitarsoloer, der bare er balsam for ethvert bankende rockhjerte .
Michael Falch havde sine vanlig karisma og udstråling med , men var her tydeligvis ikke for at stjæle billedet, men for at være en af drengene. En af de drenge man skulle kysse før de blev cool – altså dengang i midt 80’erne, da det udtryk betød noget helt andet. Dengang var det sgu’ ikke in at være cool!
Her i salen var der med sikkerhed ingen der blev cool, men vi skule lige fordi en alt for kalorielet udgave af ”Den eneste i verden” før at aftenens reelle klimaks indtraf – et regulært dobbelt-shot. Først en frisk og vital udgave af ”Kanonføde” (Kold krig) og så en version af ”Lev stærkt” – som i den grad viste hvor råt og ruskende et ROCK band Malurt kan være. Der var eksplosiv tænding – og helt genialt arrangeret med en midterstykke, hvor Pete Repete gav prøver på at han også ville kunne gøre det indenfor club og techno scenen.
Derpå blegnede ”Tour De Force” helt naturligt inden ”Superlove” med fællessang fra alle de rigtige mennesker. Vel sjældent hørt højere og mere vedholdende her på Vega – og så kunne bandet jo ligeså godt forlade scenen. Det gjorde de blot for at komme tilbage for at give tre ekstra numre – hvor de for min skyld godt kunne have droppet en noget vag version af ”De vildeste fugle” – og i stedet havde bevilget mere end 3 minutter til at folde Neil Young klassikeren ”Hey Hey My My” helt ud.
Men det jo nok bare en smagssag. Malurt er jo i bund og rund et pop/rock band. Nogle er mest til poppen. Andre til rocken. En del til det hele. Så der skal ikke hældes noget malurt i bægeret her – der var så rigeligt af begejstres over. Så det er sådan set bare at konstatere – hey hey my my – rock and roll will never die – vi ses igen!
