Mansfield har huseret på den Københavnske musikscene i en del år – og har et par EP’er bag sig – den seneste dog helt tilbage fra 2015. Så det er ikke et band, der kommer ud af ingenting – og det er bestemt heller ikke ingenting, at de byder lytteren her på deres debutalbum ”Star-Crossed Lovers”. En titel, der ligesom nummeret ”Just Like Romeo and Juliet”, har referencer til Shakespeares kendte tragedie.
Og er man til referencer så er der masser af plukke af på dette album, der er et stilsikkert løft af en stolt tradition – The Sound of British rock, som den især lød da den blev født i 60’erne og videreudviklet i 90’erne.
Men de fire medlemmer – Christian Stage (vokal, guitar, keys, piano), Mathias Havelund (guitar, kor), Mathias Wedeken (bas, stryger arrangementer) og Filip Gulløv (trommer, piano, kor) – der i fællesskab er krediteret som sangskrivere på albummets 11 originalsange – leverer nu et album, der langt hen af vejen mest af alt sagtens kan bære at stå på skuldrene af dem selv.
Indholdsmæssig er sangene ganske klassiske og lige til – teksterne er mest om livets mange små udfordringer og store valg, om kærlighedens uransagelige veje, og om tro, håb og desperation. Men holdt i en pæn tone – og du skal aldrig forholde dig til en ulmende og snerrende vrede, som f.eks. hos Oasis, eller en uregulerbar vildskab som hos The Who eller Blur. Mansfield lyder som klassens pæne drenge, og du kan derfor sagtens tillade dig at høre albummet som en ren musikalsk appetitvækker og et godt soundtrack til din sommer – for mest af alt er dette et album, der mere lyder af English breakfast på en levende udendørscafe i solskin end af britisk heldagsregn på en kampdag.
Det afspejler albummets cover foto sådan set også. Du får den pæne side af britisk-rock med Danish Quality. Hverken mere – eller mindre. Der er forventningsafstemt. Sådan skal det være!
Bortset fra et par ballader – er det mest at alt energisk og glad retro orienteret britisk lydende pop-rock, som man simpelthen bare bliver i lidt bedre humør af efter at have været i selskab med i godt 36 minutter.
Og kvaliteten er bare i orden. Det er ikke til at høre om Mansfield er fra Liverpool, London, Manchester, København eller den lille nord-østlige engelske by Mansfield, som de rent faktisk er opkaldt efter. Forsanger Christian Stage har i sine unge år levet og boet i såvel Irland og England, og han har så at sige fået den britiske kultur og lyd ind under huden – og lige i hjertet – i sine mest påvirkelige år. Det fornemmes og mærkes på bandets sange, at de kommer fra hjertet – og at målet rent faktisk er større end bare at lyde som om eller ligesom.
Musikken er ligefrem og ganske enkel – og du finder ikke mange nye lag efter gentagne lyt. Til gengæld hører du et band – der kan deres kram – og på bare 3 dage i studiet – har leveret et resultat, hvor de opnår det de formentlig vil – nemlig at byde på en velklingende og velkendt sound, fuld af gode vokalharmoner, glansfuld og let guitarlyd, melodiske bas linjer, og taktfaste og vibrerende beats.
De numre, der i mine ører fremstår svagest – som de tynde kopper te om man vil – er de par numre, hvor bandet flirter med lidt Motown lyd. Det er før lykkedes for andre i musikhistorien, men det er bestemt ikke numrene ”Safe and Sound” eller afslutningsnummeret ”Stay”, der står for det minderige på dette album. Råvaren – sangene – halter – og vejen til Motown føles mest af alt for lang, og man glæder sig bare til at komme videre, og en ellers velplaceret guitar solo midtvejs i “Safe and Sound” er ikke nok til at redde udfaldet af det samlede indtryk.
Kvalitet er der til gengæld masser af på albummets to mest 60ér-ish lydende sange ”A Place In The Sun” og ”Tell It Like It Is”. Wauu – det er mere end pænt godt – og især sidstnævnte må med sin klap-takt og det velfriserede kor være et nummer der i den grad kan tage kegler, når Mansfield forhåbentlig får masser anledning til at forkæle et LIVE publikum i fremtiden med sine små lækre britiske specialiteter.
Der også to ballader at gøre godt med. Den meget akustisk baserede ”Woman of My Dreams”, er måske nok lige lovlig stillestående og pæn – men så er der den malende smukke og flotte ”Childhood Memories, der i den grad viser at den danske musikscene har fået et nyt brit-pop-band, der skal holdes øje og ører med – og når lejligheden byder sig – danses noget så dejligt tæt til.
Danses skal der også til albummets højdespringer ”Come Along” – der med up-tempo og drive – lyder lidt henad som The Kinks gjorde, da de var nået frem til 90’erne og stadig gad. Det nummer – er ligesom det Oasis-ish– ”Lie To Me” – de to mesterværker, der gør albummet til lige lidt mere end bare opløftende.
Helt det niveau når numre som ”We Suffer in Silence” og den på mange måder ellers ret besnærende ”Please, Shine a Light” ikke – men mindre kan gøre det – og de lyser begge op – og gør at det overordnede indtryk er lyden af en humørpille, man gerne tager nogle flere af.
I byen Mansfield roder byens fodboldhold rundt i League 2 (den fjerde bedste række). Bandet Mansfield er derimod med dette debutalbum allerede rykket meget tættere på The Top of the Pops, og har sat en tyk streg under at vi her til lands, nu ikke bare har The Beatophonics – når vi skal tale om originalt danskproduceret Brit-pop i internationalt format.
