Altså – man vidste det jo godt i forvejen. At dansk/italienske Marc Facchini er en fremragende sangskriver, der uden filter tør at sætte både små og store ord på livets vilkår, vanskeligheder og kringlede veje hen imod fred og kærlighed, som mål.
Det har han allerede bevist på sine tre tidligere soloalbum, der på hver sin måde er ganske holdbare og anbefalelsesværdige, skabt i forskellige farver og musikalske nuancer – men generelt indenfor en folk orienteret sangskriver retning. Alle rummer de hver deres charme, men også hver deres små irritationsmomenter hist og pist – enten på teksttiden eller i forhold til de enkelte arrangementer. Der har været plads til forbedring og udvikling.
Nu har han så begået hans mest helstøbte og sammenhængende album til dato. ”Ind i evigheden” er et koncept album med 11 sange, der kredser om det faktum at undergangen er nær. En asteroide er nemlig på vej og jordens undergang uundgåelig. Det beskriver han med forskellige historier – der hver især går helt tæt på – og de forstærkes af et musikalsk aftryk, der kan mærkes og føles. Ikke mindst hvis man tør og evner fordybelsen.
For det fulde udbytte af dette album – med tilhørende tegneserie, der indeholder tekster og kunstneriske illustrationer til hvert enkelt nummer – får man kun hvis man tør at lukke alt andet ude – og lukke musikken ind, som var det en dokumentarfilm, man skulle se i biografen.
Gør man det folder der sig et berigende og tankevækkende værk ud. Det favntager med både realisme og universelle facetter, det store og vanskelige emne – døden – og det med en lurende livskraft, der inspirerer og giver håb.
Det giver mening at det et album, der er støttet af Statens Kunstfond og Koda Kultur for det her er kulturkalorier for flere sanser – og et værk, der formår at flytte én som lytter, sætter tanker i gang, om livet, døden og ikke mindst om alt det ind i mellem.
Musikalsk er det svært at sætte i bås. Kammer-vise-folk kunne være et bud på en genrebetegnelse. Gennemgående håndspillede instrumenter – i forskelligt sammensatte konstellationer. Basclarinet, obo, cello, violin, valdhorn, perkussion, klaver, guitar, og bas skiftes til at indtage smukke hoved- eller biroller.
Det hele flot produceret af amerikanske Neill Furio, og med Marco Spallanzani som manden bag de helt enestående flotte og fantasifulde stryger- og blæserarrangementer.
Albummet gør sig bedst når det høres som en kraftfuld enhed, men flere numre kan sagtens stå på egne ben – og nydes i alt sin fyldige enkelhed. Det er således godt set at udsende ”Manden og tårnet”, ”Bag tonede ruder” og ”Dig og mig” som singler – for det er lige præcis de tre numre – der skiller sig mest ud fra det øvrige klangunivers. Næste single kunne være ”Alexandra under stjernerne” – der i sit rørende og stemningsmættede omkvæd rummer referencer, der kan høres som en stille hyldest til Kim Larsen og ikke mindst sangene ”Joanna” og ”This Is My Life”.
Referencer er der også i den afdæmpede og enkle folk-vise ”Ikke flere sange” med den sigende linje – ”Jeg synger for at forstå” – og det afsluttende vers:
”Om lidt blir’ her stille
Men herfra hvor jeg står
Kan jeg se mig omkring
Og lyset bryder frem
Se, hvilken morgenstund ”
Referencerammer som Kim Larsen, Niels Skousen, Sebastian, og Povl Dissing skal man aldrig kimse ad – og slet ikke når man, som her, kan sammensætte nye guldkorn fra de gamle skatte. Undervejs høres også inspiration fra det afrikanske, det native-amerikanske – til tider næsten filmisk iscenesat – og i ”Tre drømme” er der bygget et kunstfærdigt arrangement op, som må kræve at Beatles ikke har ligget langt fra musikhjertet.
Sådan kunne man blive ved at fremhæve delelementer i hvert enkelt nummer på pladen – for der er hele tiden overrumplende små detaljer eller finesser at opdage. Meget – dog mest af alt – i alt sin geniale enkelhed. I dommedagsdigtet ”Genforeningspladsen, tidlig aften”, der bliver oplæst af Nicole Hogstrand , indflettes nænsomt f.eks. uddrag af ”Det er et yndigt land”, så troværdigt og så nærværende, at man bare stille frydes midt i alt uhyggen.
Kan et album om døden og dommedag så virkelig være en fryd? Svaret er Ja. Og en øjenåbner. Vi ved alle, at døden venter, så lad os da nu acceptere den som et vilkår, synge om den, tale om den, lytte til den – og i fællesskab måske endda citere Facchini’s gode kollega Peter Sommer med ordene – ”Jeg ikke bange for at dø – men for at leve for lidt”.
Marc Facchini og et uhyggeligt stærkt og bredt hold af musikere – ingen nævnt – ingen glemt – har kort og godt begået et sandt mesterværk, der bør kunne bestå herfra og til dommedag. For første gang i Side 33 er vi derfor nød til at uddele de maksimale seks skiver – og det gør vi med en stor Tak og respekt til Marc Facchini og hans hold.
