Ingen musikere eller sangere har rørt mig så dybt som Maria McKee. Bevares, hun har ikke været så betydningsfuld som The Beatles, Bob Dylan eller f.eks. Marianne Faithfull. Men i ærlighed, passion, dristighed, stædighed og kompromisløshed har hun været uovertruffen.
Hun har skuffet både fans og pladeselskaber gang på gang, fordi hun har skiftet spor og villet noget andet, end der blev forventet og ønsket.
Midt i 1980’erne betog hun countryrockmiljøet, da hun skrev hovedparten af musikken og sang for i bandet Lone Justice. Så ”svigtede” hun ved at gå solo med storslåede ballader som ”Show Me Heaven” og ”If Love Is A Red Dress” og ved at levere strålende pophits til andre sangere – ”A Good Heart” til Feargal Sharkey og ”Am I The Only One (Who’s Ever Felt That Way)” til Dixie Chicks. Men dét spor holdt hun sig heller ikke til.
I 1996 udsendte hun ”Life Is Sweet”, men musikken var alt andet end sød. Den var grim, fræsende, eksperimenterende, ekspressionistisk. Og vanvittigt spændende, kan jeg føje til. Men lige dér sluttede hendes samarbejde med den etablerede musikbranche.
I løbet af årene 2003-2007 udgav hun tre album på eget selskab. Fortsat med en vidunderlig sans for det enkle og melodiøse – som hun forstod at lade spille effektfuldt sammen med både sin mest vrængende og sin mest pompøse side.
I 2007 fornemmede man dog af ”Late December”, at enkelheden, melodiøsiteten og andre let tilgængelige faktorer ikke længere var så vigtige. Og hvorfor så i øvrigt overhovedet udgive sin musik? I hvert fald holdt hun nærmest musikalsk pause i 13 år. Altså indtil nu. Undtagelserne var et par plader med musik til undergrundsfilm, som Maria McKee i øvrigt selv producerede.
For snart to måneder siden, da coronaen havde lammet det meste i den vestlige verden, udkom ”La Vita Nuova”, så hvor let har det mon lige været at skabe opmærksomhed om dén?
Og hvor let er den? Let som et Wagner-værk. Den er interessant og har mange lag, og den har været i min besiddelse, siden det var praktisk muligt. Den er smuk og konsekvent, men virker på en eller anden måde massiv. Det er ikke rigtigt lykkedes mig at ”åbne” den. Endnu.
Kan bare sige, at dette ikke er en samling popsange. Selv kalder hun det en sangcyklus. I hvert fald er vi ovre i en konstruktion, der får mig til at tænke på klassisk musik. Ikke numre i normal forstand, men nærmere en række satser, der spiller sammen.
Det har et udtryk af liedmusik, bare med strygere og blæsere som supplement for klaveret. Orkestrale lieder … Men hvis Phil Spectors pophits var små symfonier, som han selv på et tidspunkt anførte, er dette snarere en fuldt udtrukket opera. Lignende observationer er gjort af amerikanske anmeldere.
De første par sange, ”Effigy Of Salt” og ”Page Of Cups”, fortsætter, hvor der blev sluppet i 2007, elegant, lettere dramatisk. Uigennemtrængeligheden begynder først derefter.
Fra ”Life Is Sweet” (1996) og frem skabte hun en uomgængelig intensitet gennem kontraster, voldsomhed og skingerhed. Nu er det mere tilbageholdt og kontrolleret. Pænere. Paradoksalt nok – måske – er det derfor, lytteren udfordres.
Det er påfaldende, at ”La Vita Nuova” handler om distance, forsigtighed og refleksion. Det gælder både det poetiske og det musikalske udtryk. Men det meste af musikken og teksterne blev til i 2017, og i november 2019 blev det offentliggjort, hvornår albummet skulle udkomme. Og nu føles det, som om det nye liv, der synges om, er det, som vi på grund af coronaen er ved at omstille os til!
Jeg får mere og andet ud af ”La Vita Nuova”, hver gang jeg hører den, og det kan være, at karakteren stiger fra 4 til 5, når jeg for alvor får hul på den. Den rammer i hvert fald ikke så umiddelbart og direkte som ”Maria McKee” (1989), ”Life Is Sweet” (1996), ”High Dive” (2003) og ”Peddlin’ Dreams” (2005).
Dette er mere tænkt musik, og det er der absolut brug for. I sit forord citeres både William Blake og Dante. Albummets titel er taget fra et digt af sidstnævnte. Respekt.
Efter at have skrevet både frem og tilbage om Maria McKee er det måske passende at afslutte med et par citater fra min anmeldelse af en koncert på KB i Malmö i maj 2007. Sidste gang jeg hørte hende live. Dengang publiceret i Jyllands-Posten, ledsaget af 5 stjerner:
”Med sig har hun bassist, trommeslager og korsangerinde, selv om de fleste af hendes sange dybest set er skrevet for symfoniorkester og stort kor. Men hun har historier, stemninger og melodier, der skal ud, hun har sit piano og sin akustiske guitar, og så har hun en sjælden sans for drama (…) virkelig noget at lære her om længsel, formørket sind, indre storm og store følelser. Om tristhed, næsten resignation, men dog en vilje til at kæmpe videre.”
”Med det lille band udnyttede hun dygtigt mulighederne for at synge sine sange levende, direkte, intimt og tæt. Indimellem stærkt improviserende. Om stilen var inderlig gospel, countryrock eller storladen pop, var dybest set ligegyldigt. Det væsentlige var, at de fleste af sangenes indhold havde rod i menneskelige erindringer, og at de kom ud med glød i stemmen.”