Moderne på en gammeldags måde? Gammeldags på en moderne måde? OK, vi går med “tidløs” om det album, sangerinden Maria McTurk & Torben Kjærs Kvintet har indspillet under titlen “Månen Er Blå”.
“Månen Er Blå” er en samling sange, skrevet af Steen Francker, søn af selveste Otto Francker, manden der tilbage i begyndelsen af 1960´erne sammen med Sejr Volmer-Sørensen komponerede og skrev den der “Dansevise”, som Grethe og Jørgen Ingmann sange spillede til Danmarks første Eurovision Song Contest-sejr tilbage i 1963.
Steen Francker slægter i høj grad sin far på, og Maria McTurk synger Francker Jr.´s sange, så man saligt føler sig hensat til de såkaldt glade tressere og kommer til at tænke på fine danske (jazz-)sangerinder som Birgit Lystager, Lise Reinau, Birgit Brüel og lidt Grethe Ingmann.
Det er total op- og swingtur (og da jeg stadigvæk er en hårdnakket skiver, hjerter, stjerner-benægter, så må den gode redaktør selv oversætte til hvad det betyder på karakterskalaen!)