Der stod hun så med sit tidligere Penny Police alias pakket ned. Nu for alvor ‘bare’ som sig selv, sanger og sangskriver Marie Fjeldsted i front foran hendes band med Linus Valdemar på guitar, Sebastian Martin Munk Autzen på keys, David Blomquist på keys, og Nicklas Løven på trommer.
Den første koncert i eget navn som headliner. Var der nerver på skjulte hun det godt, og allerede åbningsnummeret ”Sad Eye” viste at det var et band, der var helt i vatter, og at hun selv havde overskud til hyggelig smalltalk med publikum imellem numrene.
Marie Fjeldsted har en af den slags bløde og behagelige stemmer, der betager fra første tone, og når den så lægges i front foran nærværende numre som ”Occasionally” og ”Keep It Alive” så fanges man helt automatisk af den samlede pakke og flyder let og svævende med i den kommende time.
Koncerten tager udgangspunkt i det fremragende debutalbum ”Keep It Alive”, men et par at de store slidstærke numre fra Penny Police tiden – ”Mirror, Mirror” og ”There Is More” luftes også i lidt nye klæder – ligesom hendes rørende nummer “Kig op” tilegnet hendes førstefødte, gør det sidst i koncerten.
Autoharpen er taget med fra Penny Police tiden, og er fremme flere gange undervejs bl.a. i ”Mirror, Mirror” og efterfølgende mærkes det tydeligt at titlen ”There Is More” skulle tages bogstaveligt i et mageløst monster af et nummer, der med publikum som forsigtigt kor sluttede med de håbefulde linjer ”Can you feel the change, we can be the change, we can start today”.
Og ja, man kunne mærke forandringens vinde, men også den røde tråd fra Penny Police til Marie Fjeldsted, der her virkede som et modnet menneske, der for alvor har fundet sin plads i musikken og den variable virkelighed der er omkring.
Bandet omkring hende spillede godt og stramt, men måske også en anelse for fastlåst. Måske de lige mangler nogle flere kilometer på landevejen før de for alvor tør gribe til de oplagte muligheder for at lægge lidt på – lave lidt ændringer.
Der hersker ingen tvivl om at hver enkelt musiker er virkelige dygtige på deres felt, men det var reelt kun i ”Let Heal What Is hurt” at der blev ændret lidt fra albumformularen.
Og det var efter min smag lidt ærgerligt, når man nu har så gode musikere, og så gode sange, som f.eks. ”Bad as You”, ”Got To Love og ”Never Lost, never win”. Numre der hver især rummer masser at plads til at de kan foldes endnu mere ud i deres i forvejen dragende og iørefaldende lydbilleder.
Men samlet hørt blev de 14 numre leveret så overbevisende, og med så kvalificeret overskud, at man ikke et øjeblik kunne være i tvivl om, at Marie Fjedsted og hendes band var bestået som Headliner, og fremover i første omgang må være helt oplagte at få rundt på landets små og mellemstore scener, ligesom hendes virkeligsnære og voksende drømmepop, da må være skræddersyet og et must have til Roskilde festival programmet 2024.
